Devantiers rejsebeskrivelser

I pandelampernes skær zig-zaggede vi op af bjerget, og kæmpede os igennem grus og løse sten, to skridt op og et tilbage. Det føltes som at gå op af en stejl sandklit, der var endeløs. Jeg tror aldrig jeg har været i en situation, hvor jeg har skulle bruge så meget viljestyrke for og holde ud. I godt 5.000 meters højde begyndte Hanne at få problemer med højdesyge, hovedpine og kvalme, og selv måtte jeg koncentrere mig dybt om ikke at hyperventilere.

Joel begyndte at udtrykke vi skulle dele os op i to grupper. Kors hvor blev jeg stædig, og heldigvis fastholdt vi at holde sammen. Ved “Hans Meyer Cave” fandt vi læ, og tog et break pÃ¥ 5 – 6 minutter før det blev for koldt. Jeg konstaterede det saftevand jeg havde haft i lommen allerede var frosset til is, men heldigvis var vandet jeg havde inde under tøjet stadig drikbart.

Hanne fik et par hovedpinetabletter, og vi styrkede hinanden i, at vi ville op sammen. “Du går i et godt tempo, vil du ikke gå forrest Alex?” “Jo,” og Alex gik forrest, og vi pausede kort og ofte, hver gang en af os gispede stop.

Vi havde været langsomme ja, men passerede alligevel på de sidste timer et par andre grupper. Vi var de gamle, men vi var også de seje, og vi var bare så glade da vi nåede kraterkanten ved “Gilman‘s Point“, efter godt og vel 6 timers kamp, op ad bjergsiden.

 

 

Endnu var solen ikke rigtig oppe, men det var en fornøjelse at ane Mawenzi’s top, der for første gang lå under os. Det samme gjorde skydækket, og det hele lignede nærmest udsigten fra en flyver. Og med os stod pludselig Sharon. “Hallo guys,” og hun fortalte at Stewen desværre måtte opgive på vejen op, samt at hun selv netop havde besluttet også at ville gå ned.

Hanne og jeg drøftede om vi selv magtede at gå videre. Det var vigtigt og kalkulere med at have kræfter til nedturen, som mange jo havde sagt var næsten ligeså hård. Det var tænderklaprende koldt at stå stille, og vi traf beslutningen, “vi går ned.” Ønskede mændene held og lykke, netop da en ny gruppe nåede op med deres fører. Han opfattede situationen lynhurtigt, og sagde motiverende: “Don’t give up now, you can do it.” Men det er for hårdt at gå i det løse grus, vi magter ikke mere. “But the ground will be hard from hear. It’s easy, you can do it, yes.” Hanne og jeg så på hinanden, og som på tælling røg det ud af munden på os. “Vi gør det sgu,” og tre mænd så forståeligt nok temmelig overraskede ud.

I fællesskab stilede vi nu imod Kilimanjaro’s højeste punkt Uhuru-toppen. “Uhuru” som pÃ¥ swahili betyder “frihed.” Vi gik langsomt ad stien, der det meste af tiden fulgte den indvendige side af kraterkanten. Det var rigtigt nok at undergrunden efterfølgende var hÃ¥rd, og i begyndelsen gik det bÃ¥de lidt op og ned, før det til sidst satte ind med en jævn, lang, konstant og sej stigning. Efter endnu en times udholdenhed, begyndte jeg for alvor at mærke symptomerne af manglen pÃ¥ ilt. Det prikkede og snurrede i mine hænder og fødder. Ã…h nej – sÃ¥ langt – kæmpet sÃ¥ hÃ¥rdt – det sidste skal bare præsteres – nu vil jeg pÃ¥ toppen.

Tilsidst var hvert skridt en pinefuld kraftanstrengelse, og hvis ikke jeg pÃ¥ dette tidspunkt havde kunne se “Uhuru” i horisonten, eller at Joel havde taget mig under armen, tror jeg aldrig jeg var kommet op. MÃ¥tte stoppe op for næsten hvert 10 skridt, for at hive efter vejret. Endelig – 1½ time nede fra Gilman’s Point og op. Hanne og jeg faldt hinanden om halsen. “Vi gjorde det” stønnede vi udmattede, og Alex var der, og vi lykønskede hinanden. Og jeg var ved at tude af bevægelse, da jeg sÃ¥ Morten lidt efter dukke op – og dér var PerJ. Vi gjorde det, 5.895 meter fandme. Klokken var 6.50 og vi havde besteget Kilimanjaro alle fem. Sammen stod vi pÃ¥ Afrika‘s tag.

 

 

Det hele føltes uvirkeligt, og samtidig beviste panoramaet det modsatte, og vi jublede. Joel grinede lige så stort som os, et eller andet sted tror jeg han var stolt over “hans” lille gruppe på fem, alle havde klaret det, og at vi rent faktisk var de første på toppen.

Efter det obligatoriske gruppefoto blev det tid for nedstigningen. Af Joel fik jeg at vide: “You had to go down now, you follow Fosty.” Jeg så over på Morten, der sad på en sten og var totalt udkørt. “Don’t worry, John will take him down.” Jeg havde fortalt Joel om mine symptomer der var taget til. Jeg manglede ilt, og vidste godt eneste middel var at komme ned hurtigst muligt.

Vi nærmest halvløb ned til mere iltholdige omgivelser. “Stooop, Fosty I need a break.” Jeg var ved at tro mine ben skulle exe under mig. “OK mama. You tell when you’r ready.” Et par minutters hvil, og jeg havde fået vejret igen, samtidig med jeg en sidste gang kiggede mig omkring og beundrede synet af gletscherne, der hvis man skal tro eksperterne, om bare femten år formentlig vil være forsvundet. År for år smelter de langsomt væk grundet verdenens forurening.

 

 

 

“OK Fosty, jeg er klar – twende,” Fosty grinede, og det var da heldigvis heller ikke længe efter, at jeg med lettelse fik øje pÃ¥ Gilman’s Point, og samtidig fik overskud og ressourcer til at tænke mere klart.

Vores lille gruppe var pludselig splittet. Jeg vidste Alex og Hanne der var temmelig mærket af højdesygen, var de første der var gået ned med Joel. Kort efter var jeg selv fulgt efter, men jeg kunne ikke se dem. Morten og PerJ. var tilbage, og selv om jeg var bekymret for Morten der havde lignet en med gummiben oppe på toppen, måtte jeg stole på at John fik dem ned.

Utroligt, det var ikke mere end en ½ time til tre kvarters nedfart, og alligevel kunne jeg med tydelighed mærke hvor meget lettere det var blevet at trække vejret. Mine tidligere symptomer var aftaget, og nu var det mere et spørgsmål om udholdenhed, og at have kræfter nok hele vejen retur til Kibo.

 

 

Jeg syntes faktisk ikke nedstigningen var så slem, som det var blevet beskrevet af andre. Ikke at betragte den ikke var lang og hård, for især fra Gilman’s Point skulle man konstant holde igen på benene, hvilket overbelastede lår, knæ og lægge. Fosty viste mig teknikken ned af bjerget i det løse grus, og hvor det var for stejlt, tog vi hinandens hænder og nærmest løb som var det ned ad en sandklit. Et par gange gik det også for stærkt, og jeg havde ikke lyst til at trimle om, selv om Fosty holdt fast. “Don’t worry mama, I’m strong.” ”I know Fosty, but I need a break, and we dont have to run any longer.”

Nu var det ikke pga. symptomer på iltmangel eller højdesyge, men mine benmuskler værkede. Hvor var der alligevel usandsynlig langt ned, hvordan havde vi dog formået at trave op hele denne vej. Nå ja, hvis jeg regnede efter havde det selvfølgelig også taget os 7½ time at nå toppen, så selvfølgelig måtte nedstigningen også tage sin tid. Uha, imens jeg sad og pustede ud, kunne jeg iagttage en anden bjergbestiger komme forbi. Han blev nærmest slæbt af sted af en hjælper, og lignede mest af alt en kludedukke der slet ikke var til stede. “OK let’s walk Fosty, not run.”

Klokken 10.45 var vi nede, og jeg fandt selvfølgelig Hanne og Alex inde i frostboxen, altså Kibo-hytten. De lå allerede i soveposen. Alex var godt tilpas, Hanne havde kastet op på vejen ned, men var i bedring. Det var godt at høre. Jeg havde mest af alt lyst til bare at smide mig på madrassen, men ved nærmere eftertanke ville det nok være mere besværligt at krænge soveposen ud over rygsæk, anorak og bjergstøvler. Jeg fumlede, men kom dog i posen, også med en flaske vand inden for rækkevidde. Hvor er det svært at huske og drikke tilstrækkeligt hele tiden.

Du godeste hvor var jeg udmattet af træthed, og alligevel kunne jeg ikke falde i søvn, lå og frøs imens jeg ventede på Morten og PerJ. Sidstnævnte kom ind. “Hej Per, har du set Morten?” Jo, men det var noget siden! Endelig tre kvarter senere kom Morten ind. Havde det godt, selv om han var totalt færdig. Fortalte han flere gange under nedturen var faldet i søvn, hver gang han havde sat sig. Vi grinede lidt over hans “powernap,” det var dejligt vi alle var vel nede, og søvnen overmandede os.

Et eller andet sted i det fjerne kunne jeg høre der blev banket, og lige så langt væk kunne jeg høre en stemme der spurgte, “how are you babu?” I’m fine, kunne jeg høre Morten svare. “OK, tea for your all. Ready to go one a clock.” Jeg blev pludselig helt vågen. Er du gal mand, jeg kan da ikke allerede gå igen, jeg har ikke engang sovet en time. Man skulle tro det var løgn, og alligevel vidste vi godt alle sammen det var betingelserne. Der var ingen kære mor, det var på med tøjet, (den smule der var tilbage at tage på).

Vi kunne godt nå at nyde en hurtig kop te, før det var tid og gå videre. Joel gav ordren “twende,” og atter gik det ned ad bjerget. Det var en helt ny og speciel fornemmelse, undervejs at møde dem der svedige, forpustede og stakåndede var på vej op. “Good luck,” kunne vi ønske dem. Ingen vidste om de nåede op. Men vi vidste, vi havde været der, og glæden ved det boblede stadig inde i en. Og videre, og videre gik det nedad bjerget, helt ned til Horombo hytterne, som blev nået ved 16-tiden.

Først nu hvor at dét der skulle ydes var slut, kunne vi sammen reelt tale om hvilken præstation vi havde udført, og det mest fantastiske var følelsen af, at vi havde præsteret det i fællesskab. Næsten 17 timers ekstremt hårdt slid var overstået, altså (minus den lille times pause i frostboxen). Hold da fest hvor var vi trætte og mørbankede, men også kollosalt glade. Hvor var det pragtfuldt at vi alle fem havde stået på toppen.

Ovre i spisehuset genså vi Miki og Hikoro, der sad og grinede ovre i hjørnet. “Congratulation,” vi kunne tydeligt se på dem, at de også havde nået toppen.

At tænke sig, vi snorkede allerede om kap et sted imellem klokken 18.00 og 18.30, og selv om jeg sidst vi overnattede i Horombo hytterne, havde beskrevet hvor koldt her var, var det pludselig ingenting i sammenligning med frostboxen på Kibo.