“Goodmorning.†Fosty stod vanen tro og bankede på, og jeg styrtede forvirret til døren og lukkede op. Han smilede venligt, og i mit stille sind morede jeg mig over nissehuen en eller anden havde foræret ham, og som han havde haft på de sidste par dage. Klokken var 6.00. Du alt forbarmende, vi havde snorket om kap i hen ved 12 timer, uagtet blæsten havde pebet ind ad alle sprækker.
Fosty havde stillet et par vandfade med dejlig varmt vand pÃ¥ jorden. To smÃ¥ vandfade til fem mennesker, en luksus vi havde lært at værdsatte – men kors hvor vi snakkede om det varme bad vi skulle have i aften. Havde ikke været i bad en uge snart. Alle lugtede mere af ged end roser, og rent tøj var en saga blot.
I går havde vi spurgt Joel, om han ville samle vores “lille†ekspedition af bærere, fører, kok m.v. til fotografering. Vi ønskede at forevige og have et minde om de mennesker der havde hjulpet os op på Kilimanjaro. Vi var tyve, og det var første gang vi var samlede, for vores hjælpere var for det meste spredt for alle vinde, bl.a. bærerne der oftest havde været foran os det meste af tiden på bjerget.
Vi stod og grinede til inderen vi havde delt frostboxs med i Kibo. En flink fyr hvis hobby det var at bestige bjerge, bl.a. Mont Everest, men altså også hjælpsom når det gjaldt rollen at være kameramand.
Sharon kom forbi. “Hallo Sharon, did you sleep well?†“Yes, and how are you guys? Vi har det godt, glæder os til at komme ind og få en kop morgenkaffe. Å..oh, det kostede lige en øl. Vores lille ordleg har skabt meget latter, og efterhånden var der god grund til at tro på en pæn stor udligning af væskebalancen, når vi kom ned.
Frosten bed indtil solen rigtigt fik fat. Hvilket den gjorde mere og mere som dagen skred frem, og vi travede atter ned ad bjerget. Herligt at genkende naturscenerierne den modsatte vej ned.
Dødsultne spiste vi frokost ved Marangu-hytterne, hvor vi igen fundere lidt over, det ikke var længere siden end i går vi havde stået på toppen, og hvordan det allerede føltes uvirkeligt. Til gengæld havde vi et særdeles nærværende problem i dag, hvordan skulle vi afregne drikkepengene med vores hjælpere. Vi vidste det var kotume og give pengene til chef-guiden/føreren, hvorefter han fordelte dem efter deres egne interne regler. Men vi havde et fælles ønske om, at fordele regnskabet efter vores vurdering om fortjeneste, og vi gik i gang med at lave kuverter til førere, bærere, kok osv.
Hurra – og to gange hurra. Kl.14.30 nÃ¥ede vi gaten. Vi havde præsteret vores livs udfordring, og et eventyr var blevet til virkelighed.
Joel så lidt mellemfornøjet ud da vi uddelte drikkepengene, men tilbage på hotellet smilede han igen, vi havde godt set de andre alligevel havde afleveret pengene til ham. Man skal åbenbart ikke tro, man kan lave om på systemet. Så i stedet glædede jeg mig over i morges, at have givet Fosty mit regnslag, som en lille ekstra tak for hjælpen oppe på toppen. Han havde udført et dobbelt arbejde. Været opvarter, dvs. sørget for måltiderne sammen med kokken, samtidig med at han havde hjulpet til som assistent ved topbestigningen, fordi Julius var blevet syg. (Han har i øvrigt fået det godt igen).
Vi anede heller intet om, at vi skule have diplomer. Man fik sølv for at nå Gilman‘s Point, og gulddiplom for at nå Uhuru. Ha, ha, Joel det var altså i går vi stod på toppen, han skyndte sig at rette datoen 2005 til 2006, på mit “gulddiplom†før han sagde farvel.
Og sÃ¥ blev der ellers bestilt Kilimanjaro øl – og i stedet for skÃ¥l, blev der rÃ¥bt “kaffe.†Servitricen tog det pænt, endskønt hun mÃ¥tte gÃ¥ flere gange, og nu bagefter vil jeg vove den pÃ¥stand, at absolut ingen var i mangel pÃ¥ væskeunderskud da vi rejste os.
Et uimodståeligt varmt brusebad lokkede, og ih guder det var en velsignelse. Tror aldrig nogensinde jeg har følt mig så beskidt, men efter skrubben og skuren, 5 x hårvask, og til sidst at kunne iklæde sig rent tøj, ja så følte man sig som et totalt nyt menneske.
Og efter aftensmaden, som vi nød i selskab med Sharon og Stewen, gik vi trætte i seng. Jeg lå og tænkte på vores bjergbestigning. Et eller andet sted har jeg læst at 75 % er heldige at nå kraterkanten, og et sted mellem 40-50 % sagde man klarede turen til Uhuru. Hvis det regnestykke er rigtigt, syntes jeg godt nok vi kunne tillade os at være en lille smule stolte.