Der er chancer der ikke skal tages – stakkels Ida gjorde sig bitter erfaring. Hun havde ladet sig friste af den indbydende salat i gÃ¥r aftes. Resultatet var blevet en nat med mange toiletbesøg, og resten af dagen ubehagelige mavekneb.
Formåede dog alligevel at tage med ind til centrum, hvor vi vadede omkring nogle timer. Men hvor bliver man dog hurtigt træt af storbyer. Det er lidt trist og anstrengende at gå omkring, alle hiver i én, enten for at ville handle eller af nød tigge penge. Så da Ida fik det dårligere, var ingen i tvivl, lad os komme tilbage til gæstehusets fred og ro.
Jeg undrer mig alligevel lidt over sådan for første gang, ikke at mærke lysten til at blive i en situation (inde i byen i formiddags), og opleve. Måske er vi ved at være mættede, fyldt op af de mange eventyr vi har haft. Måske er der reelt ikke plads til mere, før de mange indtryk er blevet fordøjet.
Ida gik til køjs, og vi andre så billeder med vores medbeboere en stor del af aftenen. Det lod sig gøre, fordi både Mortens og Pers kamera kunne tilsluttes husets TV. Det var rigtig sjovt, og vi opdagede at kenyanerne der også bor her, var rigtige bymennesker. Havde i virkeligheden aldrig selv set de vilde dyr, som vi fremviste foto’s af, og de blev hvist nærmest lidt imponerede af deres eget land.