Kønne chokoladebrune Margereth titulerer sig selv “caretaker,†og kommer tidligt hver morgen for at tjekke diverse og gøre rent. Hun er utrolig sød, og jeg var glad ved at kunne takke hende personligt, for at ha’ taget vores vasketøj ind i går, da det begyndte og dryppe, og vi forsat var inde i byen.
Ida er heldigvis frisk igen, hvofor vi har planlagt en sidste udflugt, og i den forbindelse fandt vi bl.a. i går ud af, at alle taxapriser skal forhandles. Og i dag erfarede vi så, at ikke alle ved hvor de skal køre hen, selv om de bekræfter at have forstået hvor de skal køre hentil.
“I had a farm, ved foden af Ngong bjerget,†skrev Karen Blixen. I dag et villakvarter 10-15 km fra centrum, som det efter nogen kørsel i forskellige retninger, til sidst lykkedes vores taxa at finde frem til. Vi lavede en aftale med chaufføren om, at blive hentet igen et par timer senere, nu vidste vi i hvert fald at han kendte adressen, og vi begav os fortrøstningsfulde på opdagelse.
Det var utrolig spændende at gå omkring og se huset, møblerne, opleve atmosfæren, og i det hele taget leve sig ind i hendes liv og levned. En beundringsværdig kvinde for sin tid, der næppe har været mange af. Fra haven kunne vi i horisonten se Ngong Hill, hvor hendes elskede Denis Finch Hatton blev begravet. Vi havde medbragt lidt mad og drikke, og syntes det kunne være hyggeligt, at trave op til Ngong for og spise vores frokost der.
Tænk at sidde i græsset og fornemme historiens vingesus, og nyde udsigten hun har beskrevet sÃ¥ smukt i sin bog â€Den afrikanske farm.†Men der blev godt nok lidt langt fra ide til handling i middagsheden, da vi erfarede afstanden dertil mindst var 10 km. Ombestemte os og indtog i stedet frokosten omme i baghaven ved kaffemøllen, hvor det sidste levn fra Karen Blixen’s kaffeeventyr stod og rustede.
Men hendes tilstedeværelse havde sandelig sat sig adskillige flere spor. Karen Street, Karen Posthouse, og en Country Club var opkaldt efter hende, og hun blev æret med respekt af den indfødte guide på farmen, og af chaufføren der hentede os. De fremhævede hendes gavmildhed, hvordan hun havde overladt alt jorden til de indfødte, at vi blev helt stolte over hun havde været dansk.
Sidst pÃ¥ eftermiddagen slappede vi igen af i MS’s gæstehus. Slikkede solskin i haven, skrev dagbog, og Per og Morten benyttede sig af Ida’s hjemme-frisørsalon, og fik “flyttet ørene.”
At en grøn mamba lidt senere krøb frem imellem hækkens blade, lige bag det sted hvor jeg havde siddet og skrevet dagbog, var en helt anden historie.
