Charl forberedte os på en ekstra lang tur, med kørsel på ekstra dårlige grusveje i dag. Vi spiste derfor tidlig morgenmad, imens vi nød solopgangen, såvel som vi senere nød de forrygende landskaber vi kørte igennem. Nød de fantastiske bjerge med deres fladtrykte toppe. Den smukke okkerfarve i alle skalaens nuancer, der dækkede naturens arealer så langt øjet rakte. Og spredt med større og større afstand stod de sædvanlige tørre buske og de tørre træer, vi blev belært om oftest var akacie-træer. Tilsidst ændredes ørkenen helt og kom til at minde mere og mere om min forestilling, om hvordan en ørken kun bestod af sand og ingen vegetation.
Jeg gætter vores gennemsnits hastighed ikke lÃ¥ meget over 40 – 50 km i timen, og det var næsten ufatteligt, nÃ¥r vi opdagede en lille landsby. Hvordan overlevede de dog? Der lÃ¥ sjældent mere end et par hytter sammen, med en lille indhegning til geder, og jeg skal lige hilse og sige, der var mange, rigtig mange kilometer til nærmeste nabo.
Tilsidst var intet bebyggelse at øjne, og fejlagtigt kunne man tro der intet liv var, men så tog man fejl. Vi gjorde stop, bl.a. for at se nærmere på den helt specielle ørkenplante “welwitschia.†Den kan blive 5-600 år gammel, og gennem hele dens levetid danner den kun to blade, der snoer og deler sig i underlige former.
Vi kørte videre imod “The Skeleton-coast,†og i middagsheden gik der en hel time, hvor vi alle mand var usikre pÃ¥, om det var fatamorgana eller havet vi kunne skimte i det fjerne. Det er virkelig et pudsigt fænomen, disse luftspejlinger i den bølgende varmedis. Tænk 18 mennesker ikke kunne se hvad de sÃ¥ – Atlanterhavets blÃ¥ bølger.
Det blev en lettelse at køre langs kysten, hvor vejen det meste af tiden var sandet og blød, og undskyld udrykket, hvor man for en gang skyld kunne holde røven i sædet. Kun en enkelt gang var vi ved at køre fast, men Kurt klarede skærene, og heldigvis for det, for vi havde ingen sandstiger med.
En faretruende knurren bredte sig inde bagerst i trucken, og det var derfor særdeles velkomment, da Charl endelig meddelte: “Så er der frokost.“ Frem med feltstolene, og ud med solsejlet der hænger på siden af trucken. Frem med køkkenbordet og maden, og i løbet af ingen tid sad vi som vi plejede, og bed i hver vores hjemmelavede sandwich. Vinden føg en del, hvilket gav en behagelig temperatur, til gengæld knasede sandet imellem tænderne.
Der gik ikke lang tid før de af os, der var blevet inkarnerede stensamlere, gik på jagt. Men man skulle være opmærksom, lidt for langt væk fra Kurt, over en sanddrive eller to, og man kunne fare vild. En gul skorpion pilede forbi mig i sandet. Det var vist tid, at gå tilbage.
Vi rullede atter syd på langs kystlinjen, og efter endnu en lille times tid, fik vi øje på det første skibsvrag. Et gammelt frønnet skilt oplyste, at skibet var forlist i juni 1976, og netop den slags hændelser er årsagen til, at denne flere hundrede kilometer lange kyststrækning, kaldes “Skeleton-coast.†Det er fejlagtigt at tro det er fordi der ligger skeletter i sandet. Nej, det er pga. de mange forliste skibes spanter, som ligger og stikker i vejret. De ligner afpillede ribben, og indirekte fortæller de samtidig historie om, hvor farlig kystlinjen langs Afrika er.
Om eftermiddagen nÃ¥ede vi frem til sælkolonien ved “Cape Cross.†En særlig race der er kendetegnende pÃ¥ deres smÃ¥ ører, i modsætning til vores egne hjemlige sæler der har ørehuller. Det var en morsom oplevelse, og et velkomment afbræk i vores efterhÃ¥nden meget meget lange transportdag. â€Cape-pelssælerne†pÃ¥ Namibia’s kyst, er en af de to største koncentrationer pÃ¥ den sydlige halvkugle. Nogle af sælerne svømmede legende rundt i vandet og søgte føde, imens andre lÃ¥ og slikkede solskin pÃ¥ klipperne. Vi havde hørt der skulle være en ulidelig stank, men blæsten mindskede ubehaget.
Cape Cross er for øvrigt også kendt for, at være det sted hvor portugiseren Diego Cà o i 1486, som den første europæer, satte foden på sydvest Afrika’s kyst.
Videre, videre og videre. Det var og det blev en lang køredag, men egentlig fint nok. Jeg tror ikke man på bedre vis kunne få fornemmelsen af Namibia’s store uendelige ørkener, og man blev bevidst om hvordan sand ikke bare var sand. Det havde et væld af farver, og konturerne skiftede hele tiden, så det på intet tidspunkt syntes ensformigt. Først de allersidste timer helt ude langs kyststrækningen, blev landskabet fladt som en pandekage, og det var en lettelse da Namibia’s næststørste by, som et ejendommeligt syn, pludselig rejste sig op af ørkenens sand.
Vi kørte ind i centrum af Swakopmund, og indlogerede os på “Dunes Lodge†i deres udmærkede 4-sengs værelser, og gik kort efter ned til havnen, hvor Charl kendte til en restaurant, der bl.a. serverede de lækreste oryx-steaks.