Vi rullede ud af den bemærkelsesværdige og besynderligt befolknings sammensatte by, Opuwa. Hele dagen nærmest hoppede, rumlede og bumpede vi igennem det øde Kaokoland. Kørte gennem Joubertbjergene, hvor stigningen et enkelt sted var så stor, at alle mand blev beordret ud af trucken. Og koncentreret, med tungen lige i munden, styrede Josef os senere igennem og over de efterfølgende bjergpas.
Heden var ligesom i går overvældende. Da vi gjorde holdt ved frokosttid var temperaturen omkring 40º-45º, og det var bare med at huske og drikke rigeligt. Nå ja væskebalancen måtte jo være i orden, så længe man kunne tisse. Jeg trampede i sandet for at skræmme eventuelle skorpioner eller slanger væk, idet jeg travede ud over de flade sandbanker, for finde et sted jeg kunne være mig selv.
Forresten glemte jeg, at berette om et lille stop før frokost. Ved en lille bod klods op ad vejen ude i det ødeste øde, hvor der pludselig stod en herero-kvinde med to små børn. “Stoooop Josef.†Vi myldrede alle sammen ud og iagttog og købte “real stoff from Namibia.†Med sirlighed havde hun syet små dukker, og hun solgte de kalabasser, som kvinderne opbevarer mælk eller laver smør i, når de ryster den. Hendes børn der havde leget omkring hende, hvis ikke en flok turister var stoppet op, hang i stedet generte i deres mors skørter.
Bag ved boden havde hun et lille halvtag, hvor hendes symaskine stod pÃ¥ jorden. Hun var ved at koge grød i en stor blikdÃ¥se, som stod pÃ¥ et lille bÃ¥l. Og dér var det, at jeg pludselig fik øje pÃ¥ legetøjet. SmÃ¥ simple soltørrede lerfigurer forestillende kvæg, heste m.m., kun 3 – 4 cm store. Jeg tænkte om hun ville bytte et par lerfigurer for en langærmet bluse, og mon ikke. Hun blev sÃ¥ begejstret, at jeg næsten blev flov.
Endelig ændrede ørkenterrænet karakter, og en vegetation af overdimensionerede nÃ¥lepuder, og andre ejendommelige buske blev synlige. I det fjerne øjnede vi palmer, og pludselig dukkede en oase op. Josef ændrede kurs, og vi opdagede det var dagens mÃ¥l “Palmwag Lodge.â€
Vi slog teltene op og konstaterede nøgterne: “Aha, her ligger nok elefantlorte. Jeps, og de er friske – sÃ¥ er her nok ørkenelefanter.†Man var vel nok efterhÃ¥nden, sÃ¥dan gÃ¥et hen og blevet bare en lille smule Afrika klog. Morten styrtede afsted med kameraet om halsen. Sammen med Dorte og Henrik, Hanne og Alex valgte han at køre videre pÃ¥ en game-drive i jeep. Selv fik jeg mere end tiltrængt vasket noget tøj, før campen og nærmeste omgivelser blev udforsket.
Det var i ordets sande betydning en rigtig oase med skyggefulde palmer, og bag logden lÃ¥ en græsplæne, altsÃ¥ en rigtig græsplæne midt i denne ørken, en swimmingpool og en lille bar/café. Luksus i en grad det var længe siden vi var støt pÃ¥. Der blev dømt ren afslapning – øl og kage!
Pludselig kom Flemming spurtende, i et tempo der aldeles ikke var sundt. Der stod elefanter bag baren! Her skal jeg lige for en ordens skyld understrege, de var ikke lyserøde. Ingen havde nået at drikke mere end en enkelt øl, ingen havde fået hedeslag, og alle hævdede at være ved deres fulde fem. Fantastisk, de var en anelse mindre end de hidtidige elefanter vi havde set, hvilket jeg egentlig også har læst er kendetegnende for ørkenelefanter.
Charl kræsede som sædvanlig for os. AftensmÃ¥ltidet var barbecue, som vi netop var pÃ¥begyndt, da den lille game-drive-gruppe vendte tilbage. Fortæl, fortæl venner? “Jamen vi sÃ¥ ikke nogle dyr, som I ikke har set – jo forresten kameler som viste sig at være dromedarer.†Hvad mere? “Jo guiden fortalte os en masse om naturens planter, som nu f.eks. buskene vi havde set, der lignede nÃ¥lepuder. De er vanvittig giftige. En gruppe uvidende – turister selvfølgelig, havde tændt bÃ¥l af nogle tørre pinde fra disse buske, og det udviklede en giftig røg, som forÃ¥rsagede at dem der havde stÃ¥et omkring bÃ¥let døde.†Av, den var barsk. Vi skulle nok vare os for, at komme for tæt pÃ¥ disse dødbringende buske, der voksede mangfoldigt omkring os.
PÃ¥ himlen var stjernerne i mellemtiden blevet tændt, og med et par brændeknuder kom der gang i vores lejrbÃ¥l. Vi satte os i en kreds, og den vante hyggelige stemning bredte sig, den man aldrig kan blive træt af. Den fløjlssorte himmel, et stjerneskud hvis man var heldig, den stille snak om dagens oplevelser – sÃ¥ du og kan du huske? Latteren, humoren, sammenholdet. Alt blev drøftet over aftenkaffen, og engang imellem som i aften blev en kop whisky skænket op.
“Hu-hu-huuuiiiâ€. To tobenede hyæner, der havde været ude at gÃ¥ en lille aftentur, satte sig grinende ind i rundkredsen. Nej vi blev ikke forskrækkede, men mÃ¥ske det var Ã¥rsagen til forvirringen lidt senere, da nogle grene i buskadset bevægede sig ca. 3 – 4 meter bag os. “Ha, ha, ha, kom bare frem,†men pludselig var der en der pegede. “Se der – dèr. Det er en snabel.†Ha, ha, det er løgn – men det var det ikke. Først total stilhed, sÃ¥ mÃ¥lløse udbrud, ssshhh…. og tyssen. Elefanten gik uanfægtet videre ned langs med vores lejr, svingede til højre, og stod pludselig lidt forvirret før den fandt sin vej, lige sÃ¥ stille og roligt ind imellem teltene. “Åh nej, mit vasketøj,†udbrød Bente impulsivt, efterfulgt af en befriende latter, og jeg sÃ¥ allerede i Ã¥nden, elefanten pudse næse med et af hÃ¥ndklæderne som snabelklud.
Lommelygternes lyskegler flaksede i mørket, hvor blev den af? Jo – der var den. Den var igen stoppet op, stod og spiste nok sÃ¥ fredeligt af et træs bladhang, men denne gang pÃ¥ den modsatte side af vores lejr. Folk havde efterhÃ¥nden vovet sig hen til teltene, og fÃ¥et fat pÃ¥ deres kameraer. Den stakkels elefant blev blitzet sÃ¥ meget, at jeg syntes det var synd, men ogsÃ¥ utrygt. Respekt for de vilde dyr venner, vi glemte vist vores lektie. Lidt senere knækkede vi fuldstændigt sammen af grin, da det første telt i front, af fire personer med bagage og hele molevitten, blev trukket gennem gruset ind bag de andres telte. Det var spændende, men kunne altsÃ¥ ogsÃ¥ blive lidt for spændende. Vi kunne næsten ikke fÃ¥ vejret for grin, da det andet og bagefter det tredje telt fulgte trop i ét stort flyttemenageri.
Hov….. pludselig gik det op for Morten og mig, at vi selv lå i front nu. Tårerne trillede ned af kinderne af grin, også selv om der ikke var plads til flere telte bag os. Det var reelt ikke noget problem, for der var god plads til at elefanten kunne komme forbi, og det var i sig selv betryggende nok.
Da vi atter fandt sammen omkring lejrbÃ¥let, var vi helt euforiske over oplevelsen, men sjovt nok foretog ingen sig unødvendige ærinder, uden for lejrbÃ¥lets skær. Birgit var fattet, men konkluderede uden tøven, at hun ikke ku’ nøjes med en ½ sovepille, som ude i Okavango-deltaet. “I aften mÃ¥ jeg altsÃ¥ ha’ en hel, Arne.†Pø om pø, kravlede folk i soveposerne og lynede teltdørene – forsvarligt! Og elefanten kom igen klokken halv tre i nat. Morten og jeg bÃ¥de hørte og sÃ¥ den – vi havde jo første parket.