Swakopmund blev opdaget i 1884 af tyskerne, som dernæst erklærede den for havneby i 1892. Det var pudsigt at trave rundt og opdage gamle gadenavne som Kaiser Wilhelm Strasse eller Brücken Strasse, et tydeligt levn fra tyskernes kolonitid, sammen med det røde fyrtårn og enkelte andre aristokratiske og stilige gamle bygninger.
Jeg har tidligere skrevet lidt om Sam Nujoma, Namibia’s præsident. Om den gryende tendens, og ønsket om at klare sig uden “den hvide mand,†og gerne udrydde hans indflydelse fra fortiden. Om følgende er et eksempel på samme, skal jeg ikke kunne sige, men gav da eftertanke. For det var ikke let at navigere omkring, dvs. finde gadenavnene fra bykortet der var forældet, ja det var nærmest umuligt. På et tidspunkt fik jeg forklaringen, at man det sidste årstid havde ændret ikke mindre end de første 50 tyske gadenavne til afrikanske.
Swakopmunds indbyggertal er i dag på 40-45.000, og af disse er der forsat så mange tyske efterkommere fra kolonitiden, at det tyske sprog i overraskende grad præger bybilledet. Det var tyske forretningsdrivende vi så i de finere forretninger, souvenir-butikkerne m.m., og det var de lokale hvide vi mødte på gaden, der talte tysk. Byen var historisk interessant, men også en rigtig turist og ferieby. Charl forklarede det hang sammen med klimaet. F.eks. havde hans egen familie, der kom helt fra Sydafrika, jævnligt taget hertil på ferie.
De indfødte havde et marked fyldt med spændende kunsthåndværk, og det var skægt at prutte om priserne. “Hello my friend, come and by from me†eller “speciel price for you my friend.†“No, no, I’m just looking.†“Yes, yes, you by. Tell me your price.†Jeg følte mig som et fluepapir, hver gang vi stod stille, men efterhånden fandt vi da ud af, hvordan vi kunne trykke prisen eller slippe væk. “No, no, you’r much to expensiv, one of your colleague over there gives a much cheeper price,†og vi forsøgte at holde et pokerfjæs. “Where, where, you tell me,†og han kiggede efter synderen.
Vi havde fået øje på et par træfigurer, og afprøvede igen taktikken, efter at en sælger meget fortroligt havde hvisket ind i Mortens øre, “1.800 Namibien Dollar.†“Woaw, you can’t be serios.†“Yes, yes, don’t tell anybody, only for you.†Jeg prøvede: “No, no, my friend, you’r really to expensive. We just come from another village. We could by those figurs much much cheeper there.†Han lånte min kuglepen og skrev i sin håndflade 1000 N.D. Det var interessant. “No thank you. We are traveling back to the villige to morrow.†Han gik ned til 900 N.D. OK han ville stadig gerne handle.
Morten og jeg tog lige en lille dansk diskussion, og blev enige om rent strategisk, at lade som om vi kun ville have den ene af de to figurer. “You see, we maybe want one of your figurs for 400 N.D.†Han tænkte og tænkte, det var virkelig spørgsmÃ¥l om taktik nu – vi angav at ville gÃ¥. “Yes, yes, my friend, you can have it for 400 N.D.†Og sÃ¥ var det vi blev frække. “You see my friend, we maybe want to by two, but then you have to give us some reduction.†Han grinede, “OK my friend,†og langsomt kom vi ned pÃ¥ 720. “You get biiiiiiig discount, it’s my last price, you know.â€
EfterhÃ¥nden ville Morten og jeg rigtig gerne have figurerne, men traf hurtigt en fælles beslutning – 700 – og sÃ¥ mÃ¥tte det briste eller bære. “But then I have to call my boss.†Det overraskede os nok lige, havde ikke troet det primitive marked var opdelt i underleverandører, der gik rundt med mobiltelefon i lommen. “I’m not allowed to go under 720.†Vi holdt vejret, men sandelig om ikke vi blev de nye ejere af figurerne.
Han grinede tilfreds, men vi var også tilfredse, og blev ret stolte af vores handel, da en tysk antikvitetshandler vi senere var inde hos spurgte. “Undskyld min nysgerrighed, men hvor har I fået fat på de to figurer.†“På markedet,†svarede Morten. “Hvad har I givet?†Og vi fortalte 700 N.D. “That’s a real good price,†nikkede han anerkendende.
Om aftenen vandrede vi igen ned til “Lighthouse Restaurant’en†hvor alt godt fra havet var på menukortet, braiserede østers, lokale fisk, kudu-, oryx- og gazellesteak. Vi indførte en ny skik, der bestemt ikke ville være blevet godkendt af Emma Gad. Tallerkenerne rokerede rundt på bordene, og vi smagte lystigt af hinandens retter. Om afrikanerne herefter anså det for dansk bordskik, skal jeg lade være usagt.