Man kan vende sig til meget, ogsÃ¥ at stÃ¥ op hver morgen kl. 5.00. Vi skal jo have fuldt udbytte af hele dagen. Toilette og nedpakning af telte kan i reglen nÃ¥s pÃ¥ en time. Morgenmaden nydes imens solen stÃ¥r op. Tilbage er opvasken, de sidste ting der skal lægges pÃ¥ plads i trucken, feltstolene, rygsækkene, vandflaskerne der skal fyldes m.m. Et sidste tjek – har vi husket det hele, og til allersidst er vi super parate til dagens nye eventyr.
Hver dag rokerer de fleste af os rundt i trucken, sÃ¥ alle fÃ¥r mulighed for at fÃ¥ forskelligt udsyn. Vi er en homogen gruppe, hygger os meget sammen, og humoren er i højsædet. Vi griner og vi begejstres sammen. Til tider gÃ¥r knæveren sÃ¥ det lyder som sad man i en hønsegÃ¥rd, og ikke i en truck ved navn Kurt, og sÃ¥ pludselig bliver vi sløve og døsige, og man mÃ¥ trække pÃ¥ smilebÃ¥ndet nÃ¥r man kigger rundt. Éen sidder med Ã¥ben mund, en andens hoved dingler fra side til side. PÃ¥ en tredje hænger hovedet og gynger imod brystet osv. BUMP – Kurt ryger i et hul pÃ¥ vejen. Alle letter i sæderne, solbrillerne ryger halvt ned pÃ¥ næsen, kasketten er gledet skævt. Latteren breder sig, og hønsegÃ¥rden forsætter hvor den slap. “Hov skynd jer at se til højre. NÃ¥ede I at se den?†â€Ja, osv.â€
Hvor var vi heldige, for ogsÃ¥ i dag sÃ¥ vi sÃ¥ mange dyr, at det næsten er svært at huske, men jeg forsøger. Giraf, struds og stor kudu som kan blive lige sÃ¥ høj som en voksen mand. Sjakaler og vortesvin der løb med opretstÃ¥ende haler. Vi sÃ¥ flokke af gnuer, og gemsebuk (oryx) den hurtigste antilope af dem alle, og selvfølgelig ikke at forglemme elefanterne. Charl fortalte en elefant vejer imellem 4 – 6 ton, og at de kan blive mere end et halvt hundrede Ã¥r.
“Ved I forresten hvad en elefantpenis vejer? Hvad! – Charl var ind imellem en overraskelsernes mand. Det var der virkelig ingen der havde den ringeste ide om, men nu ved jeg den vejer 60 kg.
Vi så flokke af zebraer og de smukke empalaer, og adskillige store og små fugle. Fra imponerende ørne, grippe, sekretærfugle til langbenet koritrapper der er verdens tungest flyvende fugl, til små farvestrålende fugle, bl.a. glossy sharling, som næsten ikke kunne holde sig fra vores frokost, da vi gjorde holdt midtvejs på dagens rute.
I Etosha’s nordlige og midterste del ligger en kæmpe udtørret saltsø på ca. 5000 km². Kan sammenlignes med Fyn i areal. Varmen flimrede, og så langt øjet rakte kunne man ikke se andet end dette ekstremt flade støvede hvide saltlag. Det var simpelthen så kollonormt, at det syntes uendeligt. Vi fik øje på fatamorgana, der virkede så livagtig, at hvis ikke fornuften styrede, var der vand i sigte.
Videre og videre, Kurt rullede igen, men kom lidt på afveje. Alex var hoppet ind i førerhuset som kortlæser for Josef, mens Charl var omme hos os for at fortælle om dyrene. OK, der var ikke andet for end at vende om, men pludselig syntes det gamle ordsprog at komme til sin ret. “Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget andet,†for pludselig lå der på grusvejen foran os tre store hunløver og slikkede sol, samtidig med at en fjerde var på vej ind i et buskads.
Og så tog tingene fart, for pludselig gik det op for os, hvad den var i færd med. Den sneg sig langsomt ind på en antilope, og alle som éen sprang vi fra den ene side af trucken til den anden, for at følge sceneriet. Gudskelov, havde jeg nær sagt. Det viste sig at være en ung løve, som denne gang ikke var erfaren nok til at nedlægge sit bytte.
Klokken var hen af 18.00, da vi ankom til Okaukuejo, vores anden camp i reservatet. Vi fik travlt, var umættelige på dyreoplevelser, havde ikke mere end lige slået teltene op, før vi styrtede ned til vandhullet. Samtlige tre camps i Etosha er anlagt ved vandhuller, og med projektører tændt efter mørkets frembrud. Lidt cirkusagtigt, men det gav jo en formidabel mulighed for, at se de vilde dyr på klods hold.
Vi følte os sindsygt heldige. En hel lille elefantfamilie kom i rask tempo gående på række efter hinanden ned til vandhullet. Seks snabler sugede vand, luntede, gik omkring hinanden, og en omsorgsfuld elefantmor puffede blidt sin lille babyelefant på plads. Vi sad med tilbageholdt åndedræt, og frydede os så længe det betagende skue varede.
Tusmørket begyndte, elefanterne forsvandt, og de enkelte omkringstÃ¥ende træer blev til sorte silhuetter. Hvad var det der nærmede sig derude i mørket? Pludselig kom den til syne – det store næsehorn. Den forstyrrede fire frygtsomme giraffer, men sjakalerne som for rundt efter mus, lod sig ikke bemærke, heller ikke da en oryx dukkede op. Alle sad sagte hviskende med kikkert og kameraerne fremme, da en tysker ved siden af os pludselig kom med et forskrækket udbrud. En mus havde bidt ham i tÃ¥en, og indrømmet, da var det svært at beherske latteren. Generelt forsøger folk ellers at være meget stille, og egentlig har man heller ikke lyst til andet, nÃ¥r naturen sÃ¥dan udfolder sig sÃ¥ mageløst foran én.
Men til en helt anden misere – der er noget galt med Kurt. Vi har pÃ¥ et tidspunkt tabt noget af affjedringen under kørslen, og frygter en større reparation eller mÃ¥ske at skulle vente pÃ¥ reservedele. Vi kunne ikke helt blive kloge pÃ¥ telefon-opkaldet til “Nomad tours†værksted i Cape Town. Timers venten, og til sidst en telefonisk guidning til Josef der lÃ¥ og kravlede under trucken. Pludselig var problemet løst, og vi fik tilladelse til at forsætte. Hurra, frygten for det værste var overstÃ¥et.
Så var der “kun†problemet med Ida og Annette’s besynderlige hududslæt, som de begge to havde haft siden Okavango-deltaet. Det brændte og kløede, men kunne heldigvis lindres med den AloeVera creme som Birgit havde taget med. Sygeplejersken som plejede at bo i camp’en, var desværre ikke hjemme, og hvor eller hvornår hun returnerede vidste ingen.
Vi sad omkring lejrbålet og hyggede i en grad, at det var virkelig svært og komme i soveposen, men de sidste kapitulerede lidt over midnat.