I dag fik jeg genfortalt, hvad Ulla og Flemming fik at vide af Charl den gang de røbede, de kort før vores afrejse var blevet gift. “SÃ¥ er det sandelig godt det ikke gik jer, som det par pÃ¥ bryllupsrejse sidste Ã¥r i Okavango-deltaet,†havde Charl sagt. â€De sejlede ud ligesom jer, men uforvarent kom de for tæt pÃ¥ en flodhest. Den angreb deres mokoro. Væltede dem i vandet, og bed benet af manden, som døde af kvæstelserne.†En skrækkelig historie, der atter pÃ¥minder en om alvoren i, at udvise stor respekt for Afrikas dyreliv.
Vi forlod N’Kwazi Lodge, og Kurt bumpede og rullede sin vej imod Etosha, der betyder “stedet med tørt vand,†Namibia’s største naturreservat pÃ¥ godt 22.000 km². Landskabet vi kørte igennem, lignede de foregÃ¥ende dages. AltsÃ¥ øde omrÃ¥der, tørt græs og visne træer, som alt sammen pÃ¥ ingen tid ville grønnes nÃ¥r og hvis der kom regn – i Ã¥r eller til næste mÃ¥ske? HvornÃ¥r var i virkeligheden altid uvist i Afrika.
Vi stoppede ved en lille landsby, der havde stillet træfigurer ud langs med landevejen. Rigtig mange indfødte er fantastisk dygtige træskærere, og det er alt for let at lade sig friste. Morten og jeg fik øje pÃ¥ en elefantfigur, og fluks kom ejermanden. Den mangler jo stødtænder opdagede vi, den er da vist ikke helt færdig. Aldrig sÃ¥ snart havde vi gjort opmærksom pÃ¥ manglen, før han snittede løs pÃ¥ et par stødtænder, imens han overbevisende forklarede: “No problem Mr. – no problem.†Den ihærdighed kunne vi ikke stÃ¥ for, og elefanten skiftede ejermand.
Inden vi rullede videre, nåede Birgit lige at smide et par bolde ud af vinduet til børnene, og andre smed tøj. Den halve landsby løb grinende og vinkende efter bussen. For os så lidt, men for dem tror jeg lykken var gjort for en dag eller mere.
Wauv, et par timer senere blev vi helt eksalterede ved synet af giraffer i naturen, og der opstod kappestrid om hvem der først fik øje pÃ¥ dyrene. Se – aber, se et næsehorn. Hvor? Ha ha, det var bare en and – nej det var en struds. Vores hoveder sad pÃ¥ kuglelejer, og vi roterede konstant i sæderne. Det var da utroligt sÃ¥ mange vilde dyr, ogsÃ¥ selv om der stadig var 40-50 km til naturreservatet. Det var vist ikke uden grund vi kunne forvente, at de næste dage ville blive fyldt med masser af dyreoplevelser.
Endelig nåede vi “Von Lindequist gate,†og kørte ind i selve Etosha Nationalpark, hvor vi efter endnu et par timers kørsel, temmelig støvede nåede frem til Namutoni’s camp. I bragende stegende hede, der føltes dobbelt af hvad det plejede, fik vi slået teltene op. Der fandtes ingen skygge nogen som helst steder, og vi længtes nærmest efter at solen ville gå ned. Erfaringen havde lært os, at temperaturen herefter meget hurtigt faldt til det behagelige.
I nationalparken er campingpladserne indhegnede pÃ¥ betryggende vis. Lige uden for lÃ¥ et stort vandhul, og foran dette (pÃ¥ den rigtige side af hegnet), havde man bygget et halvtag, hvor under vi kunne sidde og iagttage de vilde dyr. Solen gik ned som en kæmpemæssig ildkugle, og vi oplevede et skue, som det er svært at beskrive, men ordet – andægtighed – dukker op i mine tanker. Alle sad vi musestile med næsten tilbageholdt Ã¥ndedræt.
Man kan selvfølgelig undre sig over hvorledes det var muligt at se dyrene, når jeg tidligere har beskrevet, hvordan totalt mørke omslutter én når solen er gået ned, men der var sat en projektør op ved vandhullet, og selv om det var vilde dyr, havde de tilsyneladende vænnet sig til det, og i modlyset kunne dyrene ikke se deres nysgerrige to-benede publikummer. Det var forunderligt at iagttage flokke af springbukke, zebraer, sjakaler, og på et tidspunkt en nervøs enlig giraf, som nærmest gik i spagat for at nå vandspejlet. Vi kunne næsten ikke slippe oplevelsen, og sad der igen efter aftensmaden, for at få det hele med.