Man 11.okt. 2004

Ida og jeg mødtes i baderummet, hvor vi begge klaprede tænder. Selv om vi havde grus i øjnene, gjorde et koldt brusebad underværker – men en rask løbetur var heller ikke at kimse af. Jeg sad inde i teltet, og var i færd med at pakke rygsækken, da et par af de andre kom løbende tilbage fra vandhullet. “Løver” blev der rÃ¥bt. Kodeordet der kunne fÃ¥ en lille flok danskere til at spurte som vanvittige. Forpustede nÃ¥ede vi lige at se dem inden de igen forlod vandhullet.

Vi kørte kl. 7.00. Skulle ikke sÃ¥ langt i dag, hvorfor vi allerede gjorde stop i en mindre by ved navn Outjo. PÃ¥ trods af sin liden størrelse, var det den mest velassorterede by, vi hidtil havde besøgt i Namibia. Der var en stor skole, to supermarkeder, en rigtig fotoforretning, en stofforretning, en coffee shop, et hyggeligt backpacker-sted, og selvfølgelig et par butikker med kunsthÃ¥ndværk for turisterne.

 

 

Morten og jeg soldede en smuk håndmalet dug fra butikken, hvor man havde lavet et projekt for de indfødte. Hver måned kom de og hentede penge, for de varer som ejeren (en hvid tysk kvinde), havde i kommission. De øvrige indkøb var de vanlige litervis af vand, men som noget særligt i dag også sukker og tobak til Himba’erne, et stammefolk vi skal besøge om et par dage.

Next stop Kamanjab, hvor vi skal overnatte pÃ¥ en stor farm. Kørte igennem øde landskaber, og konstaterede at der i det nordlige Namibien er særdeles langt imellem landsbyerne. Det var mÃ¥ske ogsÃ¥ Ã¥rsagen til, at vi forsat fik øje pÃ¥ bÃ¥de giraf, struds og forskellige antiloper. Ja selv tre store kudu’er, sÃ¥ vi let og elegant i et kæmpespring, sætte over et ca. 2 meter højt vildthegn – et imponerende syn. Vi drejede væk fra den brede bumlede grusvej, vi havde kørt af meget længe, til en endnu mindre og endnu mere hullet og støvet vej. Og endelig ved 14-tiden, rullede vi ind pÃ¥ “Cheeta-farm.“ Vist nok Namibia’s eneste gepardfarm.

Telte op og en frokost. Vi er efterhÃ¥nden blevet hurtige til at opstille vores lejr. Der blev ogsÃ¥ tid til en tiltrængt gang tøjvask, og sÃ¥ til dagens overraskelse. PÃ¥ trods af de primitive omgivelser, var der en lille rund swimmingpool. Se det var luksus for “badedyrene,” og om ikke ogsÃ¥ der lÃ¥ en rigtig bar. Her handlede det ”bar” ikke ha, ha, om kun at sælge drikkevarer, men ogsÃ¥ om salg af bluser, kasketter m.m. til støtte for ejerens projekt – bevarelsen af geparderne.

Farmen pÃ¥ 5.000 km² har været i familien Tollie og Roeleen Nel’s eje siden 1931. Geparderne fandtes i omrÃ¥det fra starten, men da det var/er almindelig skik for de indfødte og farmerne at skyde geparden, hvis den jager deres kvæg, ja sÃ¥ begyndte familien simpelthen og indhegne deres land i et forsøg pÃ¥, at redde de geparder der var tilbage. I 50’erne var ca. en tredjedel af deres ejendom indhegnet, og grundlaget for en gepardfarm lagt.

PÃ¥ verdensplan er gepardbestanden ca. 7½ tusind, og heraf lever de 2.500 her i landet. Derfor lød det helt absurd da vi fik fortalt, at der i Namibia skydes hen ved 5-600 geparder om Ã¥ret. Familien Nel har flere gange forsøgt sig hos regeringen, for at fÃ¥ støtte til projektet. F.eks. til udbyggelse eller vedligeholdelse af den foreløbige 1.700 km² store indhegning, eller til den daglige fodring der er nødvendig, fordi arealet ikke er stort nok til, at geparderne kan jage og føde sig selv. Beskeden fra regeringen lød kort og nøgternt – hvis det er et problem, skyd geparderne.

Vi fik senere lov til at tage med Mario (familiens ældste søn) på en køretur farmen rundt, men først skulle vi lige hilse på hans “tamme” gepard, hvorefter han forsvandt!

 

 

Ti minutter senere kom han kørende tilbage. Jeg troede det var løgn, men på forsædet som passager ved hans side, sad en voksen gepard som det selvfølgeligste. Vi gloede målløse, for det så helt barokt ud. Han tog geparden med ind i baren, og dem der havde lyst til at ae den fik lov. “Lad være med at se den ind i øjnene, og berør ikke dens bagkrop,” advarede han. For første og næstsidste gang i mit liv, fik jeg lov at kæle med en gepard. Ja, for det måtte lige gentages inden han kørte den hjem igen. Det var stort, men slet ikke slut med det.

Anden gang returnerede han med en stor spand rÃ¥t æselkød. Det var gepardfodrings tid. Vi kravlede alle op pÃ¥ ladet af hans pickup, og spændingen steg da vi kørte igennem den tre meter høje aflÃ¥ste gitterlÃ¥ge, og ad smÃ¥ stier kørte rundt i det kæmpe store naturomrÃ¥de. 

Geparderne kendte bilen eller den daglige rutine, for hvor vi stoppede dukkede de hurtigt op 4 – 6 stykker ad gangen. Vi sÃ¥ dem spændstigt komme løbende direkte imod os, andre sneg sig pÃ¥ rovdyrmaner gennem det tørre græs, og et par gange følte jeg os virkelig omringet, da de kom fra flere sider. Foderet stod pÃ¥ ladet, og tag endelig ikke fejl – det var ikke os, men man kunne da godt undre sig over, hvor sikre vi i grunden var pÃ¥ det Ã¥bne lad.

Hvor var det vildt – jeg mener totalt vildt. Han stod ud af bilen, med en gren pÃ¥ bare en meters længde, som han lige havde snittet. Straks knurrede de mest aggressive geparder imens de viste tænder, og det sÃ¥ virkelig voldsomt ud. Den spidse gren var i midlertid effektiv, han formÃ¥ede da at holde de knurrende vilddyr pÃ¥ afstand. Han smed lunser pÃ¥ et par kilo ud til hver, og alligevel opstod der slÃ¥skampe. Vi gjorde omkring 4 – 5 stop før hele bestanden var fodret af, og det tog vel 1½ times tid.

 

 

Mario’s ønske var med tiden og få råd til, at få den sidste del af farmens jorde indhegnet. Han var overbevidst om, at bestanden på de nuværende 25 geparder herefter ville have plads nok til, at jage og leve selvstændigt i naturen uden hans indblanding.

Alle var mere eller mindre høje af begejstring, da vi nÃ¥ede tilbage til campen. “Er det aldrig gÃ¥et galt for dig, nÃ¥r du stiger ud af bilen for at fodre geparderne?” spurgte vi. En gepard kan skyde en hastighed fra 0 – 100 km i timen pÃ¥ bare 4 sekunder. “Jo…“ svarede han macho-agtigt, imens han fremviste ar og oplyste hvor mange flere han havde pÃ¥ brystkassen. “Men jeg vil hellere ædes af nogle geparder, end styrte ned med et fly. Og sÃ¥ kan man jo hÃ¥be pÃ¥, turisterne samtidig fÃ¥r taget nogle gode billeder.” Æd lige den folkens – og sÃ¥ godnat.

Comments are closed.