Efter morgenmaden ankom de to smÃ¥ jeeps, som for tre dage siden havde bragt os hertil. Bagagen blev smidt op pÃ¥ ladet, motoren startet, alle kravlede op, og alt var klart lige til det øjeblik hvor Bente kom spænende fra WC’et, vinkende med en rulle flagrende toiletpapir i den ene hÃ¥nd, samtidig med at hun forsøgte og holde sammen pÃ¥ sine bukser. “Hej, hov veeeent, jeg skal med.†Åh gud ikke et øje var tørt, tænk at vi havde været lige ved og køre fra Bente – hvordan kunne vi.
NÃ¥h, men endelig samlet alle mand, kørte vi til den nærmeste landsby, hvor Josef havde kørt trucken hen. Hurra – for et gensyn. Det var ikke engang lyv da Charl i begyndelsen af vores tur, beskrev Kurt som vores hjem – jo – sÃ¥dan føltes det nu, og med Josef bag rattet rullede vi atter ud ad landevejen.
Vi passerede små landsbyer, som så ud nøjagtig som vi havde lært det i vores barndoms skole, lerklinede hytter med tage af strå eller palmeblade. I de lidt større byer var der murstenshuse med bliktage, og tænk for en larm det måtte give i en monsunregn. Og imellem landsbyerne, store som små, lå hundreder af kvadratkilometer stenet og sandet jord.
Vi kørte over grænsen til Namibia, og nåede til Rundu, en middelstor by med mange forretninger og en livlig gadehandel. Der blev indkøbt mad, litervis af vand, KAFFE og selvfølgelig blev der også tid til at gå rundt og bare indsnuse stemningen.
Kvinderne balancerede med store kurve fyldt med grøntsager eller frugt på hovedet, imens børnene hang på deres rygge. Små ladbiler kørte til og fra byen med folk stuvet sammen bagpå. Fra barerne skrattede højtalerne, blæste eksotiske rytmer ud over markedspladsen, og børnene fulgte efter os, nogle tiggede, andre var bare nysgerrige. Ja, det var utroligt så mange indtryk et kort besøg i Rundu kunne give.
Vi kørte ud til vores næste overnatningssted “N’Kwazi Lodge,†som lå direkte ned til Kovango-floden. Vi er kommet langt mod nord, for lige på den anden side af flodbredden ligger staten Angola.
Vi skulle ikke ligge i telt i nat, men bo i hytter og sove i rigtige senge. Det var den rene luksus, og man kom helt i Karen Blixen stemning. Inde i hytterne var der direkte udsyn helt op under stråtaget, og alt træværket var ualmindelig flot udskåret. Der var store senge med myggenet som baldakiner, og bagest i værelset en saloon-dør der stod og svingede som i en anden Western, når man enten gik på toilettet eller i brusebad.
Kokken fra vores lodge guidede os senere pÃ¥ en tur til den nærmeste landsby. “Det bliver varmt,†sagde han, â€husk at tage godt med vand med,†og sammen gik vi ud over savannen – den tørre slette, eller hvad man nu kalder det. Selv om klokken var 16.00, viste Henrik’s termometer forbløffende 32º sveddryppende varme. Vi passerede forbi en lille købmandshandel. Ikke andet end et grønmalet skur, og set med vores øjne var udsalget meget sparsomt. Vi hilste pÃ¥ og gik videre.
I den første â€village,†altsÃ¥ boplads, inviterede en familie os ind bag indhegningen. De havde flere smÃ¥ hytter og et skyggefuldt grentag over ildstedet, og oven pÃ¥ dette opbevaredes kurve og skÃ¥le til madlavningen. Høns og kyllinger trippede omkring pÃ¥ gÃ¥rdspladsen.
Tre sådanne bopladser, altså tre familier i alt, fik vi lov at besøge. “Må vi fotografere?“ spurgte vi hver gang, og ja det måtte vi gerne. Og inden vi vidste af det kappedes børnene nærmest om at blive afbilledet, for det blev en helt sport, at få lov og se sig selv på kameraets display. “Går børnene i skole, og er der langt?†spurgte vi. Fem kilometer, og nej der var ikke penge til at alle kunne få skolegang. Det kostede 30 Namibiske dollar om året pr. barn.
Hos den sidste familie vi besøgte fik Per og Ida ideen til, at spørge om de måtte købe en skål af kvinden, den hun netop havde siddet og tilberedt sine grøntsager i. Den var flettet i et mønster med to farver bast, et flot stykke kunsthåndværk. Hun blev først overrasket, men havde ingen brug for betænkningstid, da hun tjente 100 Namibiske dollar. Nu kunne 3 af hendes 4 børn gå i skole, og heldigvis behøvede der ikke at blive gjort forskel, for PerJ. købte også en skål. Så det var en storsmilende og meget lykkelig familie, vi sagde farvel til. Selv om vi var de første, tror jeg ikke det var sidste gang landsbybeboerne sagde ja til et turistbesøg.
Tiden fløj af sted. Vi begav os tilbage imod vores lodge, hvor vi pÃ¥ vejen passerede en kvinde der kom gÃ¥ende med vand pÃ¥ hovedet. “Hvor langt skal landsbybeboerne gÃ¥ for at fÃ¥ vand?†spurgte vi kokken, og fik at vide de gik 7 km. Det mÃ¥ godt nok være et hÃ¥rdt arbejde, specielt nÃ¥r jeg tænker over hvor meget vand en daglig husholdning kræver, og det uanset hvor sparsommelige de var. Men nød skærper opfindsomheden. Det sÃ¥ vi da en enkelt vandhenter kom forbi med 8 – 10 store dunke, pÃ¥ en slags hjemmebygget slæde trukket af et par køer.
Efterfølgende var der mulighed for et idyllisk â€sunset-cruise†pÃ¥ Kovango-floden, men da der desværre ikke var plads til alle i bÃ¥den, mÃ¥tte vi i gang med en lodtrækning. Morten og jeg vandt muligheden for og slappe af i vores hytte, samtidig med vi kunne begynde at glæde os til aftenens festlige begivenheder. Landsbybeboernes danseopvisning, trommespil og sang, samt at fejre PerJ’s 50 Ã¥rs fødselsdag.
Det var buldrende mørkt som det nu engang altid er i Afrika, for i selv samme øjeblik solen går ned, er det næsten umuligt at se en hånd for sig. Vi var mange der havde sat os til rette oppe i hovedbygningen, i den store åbne pejsestue. Vi sad med ryggen ud til den lille swimmingpool, og i spændt forventning spejdede vi efter de lokale, der som sagt skulle optræde for os.
PLASK lød det, en stakkels tysk turist kunne ikke se poolen i mørket, og gik lige ud over kanten. Latteren brød ud i det han blev fisket op, men forstummede da vi så hans drivvåde kamerataske. Enkelte begyndte at flytte deres stole lidt længere fra kanten, men det var åbenbart ikke nok, for også PerJ. fik sig et fødselsdagsbad.
Hvor er han dog uheldig den stakkels mand. Først mister han sin rygsæk, og må gå rundt med sine sparsomme beklædningsgenstande i en plasticpose, og i dag på sin 50 års fødselsdag, må han låne tøj af Arne pga. en ufrivillig dukkert. Heldigvis kan Per selv grine af det hele, og jeg tror også han syntes det var lidt sjovt, da han blev inddraget i de indfødtes dans, selvfølgelig fordi vi havde sladret om hans fødselsdag.
I hemmelighed og for at overraske PerJ. havde vi besluttet, at spise middag på N’Kwazi lodge. Vores kok fra landsbyturen havde tjansen at servere, og kom til allersidst ind med en stor roulade, jeg ikke aner hvor Charl havde opdrevet. Den var flot pyntet med et hav af fødselsdagslys, som Bente havde gået og værnet om, helt hjemmefra lille Danmark.
Det blev en meget hyggelig aften, hvor den sidste overraskelse var de sjove genetter. Et katte-lignende dyr med mørke pletter, og en sort og hvidringet lang hale. De klatrede rundt oppe i et stort træ i nærheden af vores hytte. I lommelygtens skær lyste deres øjne, og jeg ved ikke helt hvem af os der var mest nysgerrige.