Vi kører videre sydpå i retning mod Sossusvlei. Endnu et højdepunkt på vores lange Afrika tur. Et område der gengives af de smukkeste fotos, i de fleste brochurer og rejsebøger om Namibia.
Men første stop idag blev allerede ved Walvis Bay, hvor store flokke af flamingoer og pelikaner vandrede omkring ude i det lave vand. Vi blev ikke så længe, og det var ikke fordi der stank, men vi skulle videre syd-øst på og over passene Kuiseb og Gaub.
Landskabet ændrede sig endnu engang, til et ubeskrivelig smukt orgie i lyse pastelfarver. Det var vidder så kæmpemæssige, med bjerge der i det fjerne, fortonede sig ud i det blå.
Under et efterfølgende stop så jeg pludselig for mig, i netop dette kæmpe sceneri, os alle sammen som små ivrige myrer, der myldrede ud af trucken og pilede omkring i mærkelige mønstre. Frem og tilbage, diagonalt og rundt. Der var gået kappestrid i at finde de smukkeste sten, der lå strøet omkring os. Røde, hvide, gule, nogen lyse, andre mørke eller glinsende sorte.
Og Kurt havde “ondt i maven.“ Josef smed T-shirten, og vippede frontpartiet ned. De smÃ¥ myrer blev urolige og flokkedes: “Hvad er der galt Josef? Kan vi ikke køre?†Det viste sig, Kurt havde brug for olie, og vi intet havde – ups hvis ansvar og hvem burde osv. NÃ¥h ja, man behøvede jo ikke ligefrem at trampe rundt i det, men vi var simpelthen sÃ¥ uforskammet heldige, at en bil der tilfældigt kunne undvære noget olie, sÃ¥dan liiiiiiige kom forbi – og det var altsÃ¥ ikke fordi det var særlig mange biler som passerede. Charl skar bunden af en plastflaske, og med den som tragt slubrede Kurt olie i sig. Yes – vi var kørende igen.
Senere stoppede vi for at kigge på Quiver-træer, også kaldet Kokerboom. Det er buskmændene der har navngivet disse træer. De udnytter dem til at fremstille pilekoggere af, fordi grenenes kerne efter sigende skulle være så fibrøs, at de er meget lette og udhule.
NÃ¥ede Solitaire præcis til kaffetid, og Charl fortalte: “I er i Namibia’s mindste by, med 11 indbyggere. Der er skrevet en bog om Solitaire, som er blevet sÃ¥ kendt i Holland, at nÃ¥r de rejser til Namibia er det et must, at besøge stedet.“ Guderne mÃ¥ vide hvorfor? Der var intet at se udover byens købmand, som til gengæld var kendt for sit lille udsalg af kaffe og æblepie. Hmm… den var til gengæld fortræffelig, men at køre et par hundrede kilometer ud i ørkenen, blot for at fÃ¥ kaffe og æblepie var mÃ¥ske lidt overdrevet – med mindre turen alligevel gik forbi.
Sidst på eftermiddagen var vi endelig fremme ved Sesriem. Vi gjorde et hurtigt stop ved landingsbanen, hvor de små privatfly startede og landede. Vi havde alle fået tilbudet (ca.1000 kr pr. næse), om vi ville op og flyve over de røde sandbjerge. Mon ikke, det var ikke lysten der manglede, men Morten og jeg syntes prisen var lige i overkanten. Pludselig forlød det man kunne komme op for næsten det halve. Der var 10 sekunder til at beslutte sig, Anette og Henrik, Alex og Hanne var ikke i tvivl, og løb over til det lille fly der kort efter lettede. Alle mand dansede rundt om Kurt, og vinkede som vilde da de fløj over os. Det måtte være så fedt for dem, og det skulle blive spændende at høre om senere.
Temperaturen var faldet til det behagelige, da vi temmelig støvede rullede ind på campen ved 17-tiden. Vi havde været ved at smelte ved middagstid. Havde virkelig skulle vende os til de høje temperaturer igen, efter opholdet ude ved kysten, hvor Atlanterhavs-strømmende fra Sydpolen, havde bevirket at vi i et par dage havde gået ekstra påklædt. Ja, ligefrem småfrosset om aftenen, hvem skulle ha‘ troet det i Afrika.
Vi havde lidt travlt, og teltene blev slået op på rekordtid, skulle nå at se Sesriem Canyon inden solen gik ned. Charl ville lave mad, imens Josef kørte os til kløften.Endnu et formidabelt naturfænomen. Vi gik nede i kløften der snoede sig igennem landskabet, og kiggede op af de lodrette vægge der sine steder var 30 meter, og nåede at “kravle†op igen, lige tidsnok til at opleve en ufattelig smuk solnedgang. Som en ildkugle farvede solen himlen, at det næsten tog sig ud som et stort orange flammehav.
Vi sad og spiste da flyvefolket stødte til, ogsÃ¥ de havde haft en eventyrlig eftermiddag, og vi beundrede Henriks video-optagelse. Det var vores sidste aften omkring lejrbÃ¥let, og vi sad lidt vemodige og tænkte tilbage pÃ¥ alle højdepunkterne, uden at kunne fremhæve nogle frem for andre. Det nyttede nu heller ikke noget, at sidde og drømme for længe i aften, for vi skulle kanon tidligt op – kl. 4.30, men inden jeg faldt i søvn, nÃ¥ede jeg alligevel og registrere, sjakalerne der hylede ude pÃ¥ sletten. En af Afrikas mange godnat sange.