Gaaab… det var tidligt, men forventningen om og sidde på toppen af et af de røde sandbjerge og se solopgangen, det kunne trods alt nok få en ud af soveposen. I bælgravende mørke klarede vi også, uden at vælte for meget ind i hinanden, at få pakket alt ned, før vi begav os på køreturen (60 km), ud til de berømte sandbjerge.
Spændingen steg som vi begyndte at kunne se konturerne i omgivelserne, og fanden tog ved os da vi stoppede ved det sandbjerg, der almindeligvis blev besteget af turisterne. Alle ville gerne nå toppen før solen stod op, men ih guder hvor var vores kondi elendig. I et par uger har vi næsten ikke bestilt andet end blive transporteret hid og did i vort rullende hjem, men til vores forsvar skal det altså også nævnes, vi gik opad og opad af en 30-40% stigning. Fødderne skred nedad ved hvert skridt, indtil man lærte teknikken, at træde nøjagtig i den foregåendes fodspor.
Vi nåede op, og satte os som prustende damplokomotiver på toppen af det 300 meter høje sandbjerg. Herefter kan jeg ikke nedfælde noget der i ord, tilstrækkeligt berettiger det formidable panorama, vi sad og så ud over. Men det gav en klump i halsen, så smukt og stort var det. Så langt øjet rakte, ændrede sandbjergene hele tiden farve i solopgangen. Fra mørk okker, en næsten bordoux, til en svag gammel rosa, og der imellem changerede forskellige lyse beige sandarealer. Sidstnævnte, som vi blev det forklaret, var de nyeste aflejringer.
Det var svært at slippe det betagende syn. Vi sad længe efter solen var stået op, og fulgte skyggerne. Sandet blev ved at skifte farve, og silhuetterne ændrede form, i takt med at solen steg på himlen. Kameraerne zoomede, klik klik, og en ny film blev sat i apparatet. Vi blev enige om, om vi så havde haft flere dage, havde vi ikke kunne se os mætte.
Truckene, for der var kommet flere til, lignede bitte små tændstiksbiler, men da vi begyndte at springe, gå og kure ned, voksede de på rekord tid til normal størrelse. Det var noget nemmere, at komme ned end op.
Oplevelserne var selvfølgelig ikke slut med det, for vi kørte til et nyt område, til nye sandbjerge m.v. Charl beklagede at guiden der skulle tage os på tur, var forsinket et sted imellem 2 og 3 timer. “Jamen hvorfor ta’r du os ikke bare på den tur Charl?†Vi har jo som tidligere nævnt, erfaret Charl’s kolossale viden omkring alt, hvad der groede eller bevægede sig i naturen.
Som sagt så gjort. Charl udpegede spor efter springbuk og sjakaler, og han viste os camelthorn-træerne, hvis sjove bælgfrugter vi samlede. Charls engagement i selv de mindste dyr var så smittende, at selv firben og små biller der levede i ørkensandet blev interessante. Der var masser af skorpionhuller, men vi så ingen levende eksemplarer af racen, og det var måske også godt det samme. Det blev tid at slutte vores eventyr, i denne største sandkasse jeg nogensinde har leget i. Det var tid at drage imod Windhoek. Sidste destination før flyveturen hjem i morgen, til det kolde nord.
En Lang tur af støvede grusveje, over Remhoogte pas og videre igennem højlandet.“Op med vinduerneâ€, lød det som et ekko ned igennem midtergangen omme i trucken. Host, host, host, støvet flimrede i sollyset, og ens briller mindede pludselig om matteret glas. Det var sjældent vi nÃ¥ede at lukke af for støvskyerne, som enten opstod fra en modkørende en gang i timen, eller nÃ¥r et vindpust eller en hvirvelvind havde retning imod Kurt. Host, nys og fnys. Vi kunne sprutte og hoste længe efter, og vandflaskerne blev næsten tømt.
I løbet af dagen lykkedes det, at få øje på enkelte dyr. De foretagsomme bavianer, som altid søger efter mad. Endnu et par strudse, som hvis de gad kunne løbe om kap med vores truck (en struds kan spæne 70 km i timen), og vi så får, geder og lidt kvæg. Og alt imens forblev landskabet næsten det samme. Runde bløde bjerge i det fjerne, små næsten visne træer, buske og tørt græs, der når regntiden kommer, vil danne et smukt grønt landskab.
Vi passerede forbi et område hvor mange væverfugle holdt til. Tit har jeg set deres reder hænge som små dråbeformede kurve i træerne, men en speciel væverfugl af slagsen holdt tilsyneladende af at bo i kollektiv. Dens rede var ca. 1 meter eller mere i diameter, havde på undersiden adskillige huller eller rede indgange, der kunne betegnes som noget nær et socialt boligbyggeri.
Og sÃ¥ var der termitboerne. MÃ¥ske fordi de var sÃ¥ mange steder, blev de helt almindelige i en grad sÃ¥ jeg glemte at forevige dem. Lidt ærgerligt, for de var specielle. Stod som 1 – 2 meter høje kegler alle vegne. Ja tiltider sÃ¥ vi dem endnu højere, og hvis ikke de var bygget op af et træ, sÃ¥ stammen næsten forsvandt, sÃ¥ stod de frit som smÃ¥ skorstensrør eller monumenter med hver deres eget lille øko-system. Ja der er nok meget det ikke er lykkedes at fÃ¥ foreviget, selv om vi har været ivrige amatørfotografer
Endelig, godt og vel 100 km før Windhoek, kørte vi ind pÃ¥ en af de asfalterede indfaldsveje til hovedstaden. PÃ¥ vegetationen var det tydeligt og se, at vi nu befandt os i højlandet, og samtidig var klimaforandringen mærkbar. Tunge regnvejrsskyer hang for første gang pÃ¥ himlen, og visse steder var vejen allerede vÃ¥d. Vi nærmede os hovedstaden og civilisationen, og med den de iøjnefaldende forskelle og genvordigheder. Afstanden mellem rig og fattig. Den øgede trafik. De flere og flere murede stenhuse. SÃ¥ kom gadelygterne og til sidst etageejendommene, de flere og flere forretninger, smÃ¥ som store – og sÃ¥ begyndte tusmørket, hvorefter det hurtigt mørkt.
Var det derfor vi kun så indfødte sorte på gaden. Så snart det blev mørkt barrikaderede de hvide sig bag lås og slå, i deres egne kvarterer. Vi fik snart syn for sagn. Da vi nåede “Cori Lodge†kørte vi igennem porten, og to vagtmænd låste den store jernport efter os. Pigtråd var placeret ovenpå muren der omkransede grunden, og vi barrikaderede os som resten af flertallet af hvide velhavere gør det, for at undgå overfald eller det der kunne være værre. Sådan, som det sandsynligvis er i de fleste af Afrikas storbyer.
Kors hvor vi slæbte ind på vores værelser. Vi skulle have alt bagagen ud af trucken i aften. Alt hvad vi havde indkøbt og ikke mindst samlet under hele turen. Det lokale kunsthåndværk, de små og store souvenirs, og bøgerne. Nu var alvorens time kommet, hvordan få det bakset hjem. Der var jo meget mere gemt bag sæderne, på hylder, og i bagageboxene m.m. end vi huskede. Vores to 60 cm høje figurer blev indpakket i resterne af vores tøj, og proppet ned i hver vores rygsæk. En hård sortering af indsamlede sten, sand, sjove frøkapsler m.m. Elefanten røg uden protester i Mortens håndbagage, og det resterende i min. Hurra det umulige lykkedes, alle løsdele var pakkede.
Et hurtigt bad, vi skulle ud og spise, og det sene tidspunkt havde gjort os godt sultne. Hyggeligt at afslutte sidste aftensmåltid i fællesskab på en god restaurant. Hmm, og hvilken lækker mad vi fik. Bøfferne var så store, at kun de færreste af os kunne spise op.
Josef og Charl var en selvfølgelig del af selskabet, og deres reaktion var rørende, da de fandt ud af vi havde skillinget sammen til drikkepenge, og Per pÃ¥ gruppens vegne roste deres arbejdspræstation. Charl, som først her ved rejsens afslutning turde indrømme sin alder – 18 Ã¥r, viste igen en ærlighed og modenhed, udover det almindelige. Jokede i sin takketale ved at fortælle om sin egen reaktion, da hans boss havde fortalt, han skulle være turleder for en dansk gruppe. Han klappede i sine hænder – yes – og grinede charmerende: “I was really looking forward, to lots of young blonde danish girls.†Vi grinede, for vi kendte jo godt sandheden. “And then I saw the passengers list – ohh no. I called my grandmother.†Hende havde vi hørt en del om pÃ¥ turen. Hun havde bl.a. lært ham at lave mad, og Charl elskede og respekterede hende. â€And she said,†forsatte Charl: â€It will be your best tour. And yesterday, you know what? I called my grandmother again, and told her she was right. You’r my best group until now, my coffee-friends.â€