Der var store forventninger til dagen idag. Det sidste vi foretog os i gÃ¥r var og pakke en lille rygsæk til tre dage. â€Husk nu,†havde Charl’s sagt, â€kun det allermest nødvendige.†Jeg havde proppet sovepose, undertøj, et par bukser med aftagelige ben, et par sokker, to bluser og en sarong i min rygsæk. Tænk at man kan klare sig med sÃ¥ lidt. NÃ¥h ja, og toiletsager, malariamedicin, et par lærredsstøvler, og selvfølgelig kameraet, men i min nøjsomhed glemte jeg helt et hÃ¥ndklæde. (Tak for lÃ¥n Ulla, du blev min redningskvinde).
Efter en smuk solopgang ved 5.30 tiden, kørte vi de fÃ¥ kilometer tilbage af grusvejen til Kalahari-highway, og turen forsatte videre igennem ørkenen. Over middag begyndte træer og buske at tage til i højde, samtidig med vi passerede et par store udtørrede saltsøer, der var kendetegnende pÃ¥ deres hvide overflade. Og som i gÃ¥r er det ubegribeligt, nÃ¥r man passerer æsler eller en flok geder – hvor hører de til? Et eller andet sted derude mÃ¥ der jo gemme sig en lille landsby. Buskmændene som havde besøgt os i gÃ¥r, havde fortalt at de boede 12 i deres landsby, at de boede i sivhytter, men egentlig kun brød sig om at sove i dem hvis det regnede.
Fra trucken sÃ¥ vi vilde strudse, hvoraf de fleste kært nok havde unger. “Ved I hvorfor hannen er sort og hunnen brun?†spurgte Charl. “Nej.“ “Det er fordi hunnen ligger pÃ¥ æggene om dagen, og hannen om natten!†Jeg kom i tanke om en anden pudse’løjerlig ting. Har læst, at der i et strudseæg kan være 20-21 hønseæg, og at skallen er sÃ¥ stærk, at man kan stÃ¥ oven pÃ¥ ægget – uden at det gÃ¥r i stykker.
Trans-Kalahari-highway er en fantastisk vej at køre ad. Overstiger i den grad vores forventninger om Afrika’s transportveje, og dette ikke mindst i sammenligning med vores forrige Afrika-rejse med Ida og Per. Vi har passeret enkelte større landsbyer, og den første var forresten Ganzi. Der havde man et lille supermarked, hvor vi provianterede vand. Charl opfordrede os til at skaffe mindst 10 liter hver, til tre-dages turen i Okavango-deltaet, som vi er på vej op til.
Og så var der selvfølgelig den lille helt uundgåelige butik med kunsthåndværk, hvor de solgte redskaber og våben fra bukmændenes stammer, samt smykker lavet af strudseæg, og hvor vi til vores overraskelse ude bagved forretningen i en lille lukket gård, mødte forretningsindehaveren der tilfældigvis var en dansk kvinde. Hun havde boet i Botswana i 18 år, og havde startet butikken for at hjælpe buskmændene til en indkomst.
Nogle lokale kvinder sad på jorden og lavede smykker af strudseæg, faktisk brugte de en tre-i-ener til at klippe skallerne i passende stykker, bore et hul i midten, trække dem på snor, og til sidst slibe dem med sandpapir. Den danske kvinde forklarede og fortalte om produktionen, om sit liv i Botswana, og ikke mindst om det forestående spændende præsidentvalg sidst på måneden.
Da vi fortalte om vores rejserute, fremhævede hun vi skulle glæde os, især fordi det ikke var sikkert Namibia om bare nogle få år, (efter hendes mening), ville være så nemt at rejse rundt i?
Hun forklarede at Namibien’s præsident Nujoma var pot og pande med Zimbabwe’s præsident Mugabe, om hvordan de to afholdt månedlige møder. Hvordan Nujoma ønskede, og følge Mugabe’s eksempel med at smide de hvide ud af landet, og overdrage farmene til de sorte. Myrderier og tortur, ødelagte farme, jordbrug der ikke dyrkedes optimalt grundet de sortes manglende viden. Jo skrækhistorierne kendte vi godt fra Zimbabwe, og hvis den danske kvindes forudsigelser var sande, jamen så er det da rigtigt, at vi skal glæde os over at se Namibia, inden vi som “hvide†måske bliver udstødt.
Endelig nåede vi landsbyen Etosha hvor frokosten på lidt ubehagelig vis, blev indtaget med den halve bys børn og unge som tilskuere. Ubehageligt eller anstrengt, fordi det så tydeligt fremgik, at ikke alle der stod omkring os kunne spise sig mætte som os. Heldigvis afledte Alex ved at lave sjov med ungerne, og bagefter blev der sparket fodbold.
To jeeps ankom, de var planlagt til at køre os de sidste kilometer ud til Okavango. Bagagen, de små rygsække, telte, mad og vand blev pakket, og vi vinkede farvel til Josef der som en anden vagtmand, blev og passede på “Kurt†i landsbyen. I godt ½ time stod vi og hagede os fast bag på ladet, imens vi kørte af grusede og sandede veje. Det gik over stok og sten, og vi lignede ærligtalt en vindblæst flok vilde, da vi ankom til “Guma camp,†hvor vi skyndte os at slå teltene op under de dejlige skyggefulde træer.
“Det er vigtigt, at I holder alt inde i telteneâ€, advarede Charl, “her er aber, og se jer i øvrigt godt for nÃ¥r i gÃ¥r uden for lejren. Hvis I bliver overrasket af vilde dyr – don’t run – stÃ¥ stille, afvent situationen før I langsomt trækker tilbage.“ Jeg forsøgte at lure Charl af, jokede han nu igen. Næh det var vist ramme alvor. SÃ¥ vi vogtede pÃ¥ vores omgivelser, da vi lidt senere gik en tur.
Bare fem minutters gang fra lejren, nede ved vandkanten, var der et fantastisk fugleliv. Blandt andet så vi en hel koloni carminrøde biædere, en kæmpe flok der havde lavet deres karakteristiske huller i jorden. Vi så en del aber, og vi hørte flodhestegrynt i nærheden, men kunne ikke finde ud af hvor de var.Tanken om flodhesten, det ene af de dyr (bøflen er den anden) der dræber flest mennesker i Afrika, fristede os ikke til at gå nærmere.
Det var virkelig en meget naturskøn og smukt beliggende camp, og vi følte os dejligt tilpas. Solen gik ned og det blev mørkt, og Charl lavede mad over lejrbÃ¥let. Sidst vi var i Afrika, hjalp vi altid til med tilberedningen af mÃ¥ltiderne, men Charl erklærer at ha’ bedre styr pÃ¥ det nÃ¥r han klarer det alene, det skal han nu ikke høre for. Hans unge alder til trods er vi fulde af beundring for hans overblik, lige altsÃ¥ med undtagelsen af kaffen. Charl har aldrig oplevet at være guide for rejsende, der drikker sÃ¥ meget kaffe som vores gruppe. SÃ¥ vi fik hurtigt tilnavnet “The coffee-people.â€