Jeg vågnede ved naturens lyde, wauv for en morgenkoncert. Morten og jeg kunne lige nå at gå på opdagelse, sige godmorgen til aberne i skovtykningen, og hilse på de indfødte der boede bag samme. En let rumlen i maven, tanken om morgenmad og frisklavet kaffe, fik dog snart een til at vende om. Der var jo også teltene der bagefter skulle pakkes ned, sammen med det kun aller-allermest nødvendige. Vi skulle gøre os klar til at blive hentet af et par speedbåde, som skulle sejle os gennem den mere åbne del af deltaet, for herefter at blive staget dybere ind i sumpen via de indfødtes både, som kaldtes mokoro’er.
I formiddagsheden nød vi vindens susen omkring ørene, imens vi holdt pÃ¥ hat og briller, samtidig med vi kiggede efter alt der mÃ¥tte kunne ses. Krokodiller skulle være en mulighed – men nej. Jeg antager speedbÃ¥dens larm gav dem hovedpine, sÃ¥ hvorfor ikke svømme længere ind i Okavango-deltaet hvis man var en krokodille. Til gengæld sÃ¥ vi store fugle, der fløj op da vi nærmede os sivskoven, og vi fulgte beundrende deres vingesus.
Og det var netop der hvor sivskoven blev tættere, at vi omlastede vores bagage til de små mokoro’s. En kano der i dag oftest er bygget af glasfiber, i stedet for som tidligere af en udhulet træstamme. Det er et led i regeringens forsøg på, at beskytte træerne de indfødte ellers vilde fælde og bruge til deres mokoro’s. En speciel træsort der ganske enkelt var ved at uddø.
Vi blev placeret parvis i kanoerne. Hver med en indfødt, som stagede os igennem de smallere og smallere vandveje eller kanaler, der oprindelig er dannet af flodhestene når de passerer igennem sivene. Det var derfor heller ikke uden grund, der blev holdt godt øje med disse tonstunge vegetarer, om hvem det siges, at de i et hug kunne bide en kano midt over. Det var ofte ved helt tilfældige møder i disse smalle kanaler, at flodhestene gik til angreb.
Pludselig sad der en lille hvidlig og rødplettet frø foran mig pÃ¥ min rygsæk. Jeg spurgte vores stagemand om den var giftig, og da han havde forsikret mig om at det var den ikke, fangede jeg den for at Morten kunne fotografere den, men vupti – sprang den lille frø med røde hunde overbord, og satte sig pÃ¥ et Ã¥kandeblad. Vores rejsefæller gestikulerede pludselig med store armbevægelser, tegn og fagter. Hvad nu, vi spejdede ud i sumpen – elefanter i sigte. Spændende, og alle var heldige at se dem før de forsvandt.
Efter ca. 3 timers stagen, nåede vores ekspedition frem til målet. Vi steg i land på en lille ø midt i Okavango-deltaets sump. En “vaskeægte†ø-lejr eller bushcamp om man ville, hvor de næste dages præmisser var nul brusebad, nul toilet, ingen vandhaner, ingen indhegning, og timers sejlads til nærmeste civilisation.
Jeg skal love for, vi gjorde store øjne. Stedet bar tydeligt præg af, vi var ude midt i den afrikanske natur. Der lå store elefantlorte alle vegne, og af en eller anden måske ikke helt så mystisk grund, kom vores lejrtelte til at ligge meget tæt. “Rolig nu,†sagde de indfødte og så på lortene, “det er 3 uger siden elefanterne har været her.†På god gammeldags feltmaner blev der som vi plejer lavet frokost og efterfølgende drukket kaffe. Uha endnu engang var vi nået til det punkt, hvor der skulle spares på kaffe-bønnerne.
Enkelte begyndte og drive nysgerrige omkring i området. “Ikke for langt væk,†advarede Charl, og begrundelsen gav sig selv. Jeg havde nær fået kaffen galt i halsen, da Alex som var gået en lille tur, ganske kort efter kom tilbage og hektisk fortalte, at han var støt på en rockpython på et par meters længde. Charl fulgte med tilbage, for om vi i fællesskab kunne få øje på slangen. Inden var der dog pludselig en anden som meget forsigtigt kaldte. “Se lige, hej se lige,“ og pegede til højre for os.
En temmelig stor elefant var dukket op, stod lidt ude i sumpen og blafrede med sine øre. En tydelig advarsel om ikke at komme nærmere. Et par stykker løb hurtigt tilbage til lejren, og fik fat pÃ¥ de sidste i gruppen. Majestætisk steg den op pÃ¥ land, og gik over et Ã¥bent areal lige foran os. Stoppede op, kiggede pÃ¥ os, og gik videre ind imellem nogle træer, og væk var den. Hold da op, samtlige var ved at tabe pusten af bar ærefrygt. Vi havde lige været vidner, til en stor elefant i dens rette element – Afrika’s vilde natur.
Men ikke nok med det, for kort efter fik vi øje på endnu en elefant. Den stod stille og ugenert og støvbadede bag en gruppe træer. Utroligt, så mange oplevelser på én gang, og det selv om vi næsten kun lige var ankommet.
Det blev rigtig rigtig varmt, og i eftermiddagsheden sneg døsigheden sig ind på os alle. Synd for Dorte, hun havde fået det rigtig skidt. Temperaturen var oppe på 38º i skyggen, og det var med at huske og drikke rigeligt med vand. Selv lagde jeg mig under et træ, og begyndte at skrive om dagens mange oplevelser.
Ved 16.30 tiden var alle heldigvis friske igen. De indfødte ville tage os ud på en “game walk,†og John vores sorte fører fortalte om alt vi så. Elefantspor, abe-, antilope-, flodheste- og ikke at forglemme løvespor. “For 14 dage siden så vi løver her på øen,†fortalte han. OK de behøvede for min skyld ikke nødvendigvis, at returnere de næste par dage. Vi kunne høre flodhestenes prusten og grynten som hæse tågehorn i det fjerne. “De kommer op fra vandet og græsser på øen ved 19.30 tiden, og først tidligt om morgenen går de ud i vandet igen,†oplyste John. Nåh ja, det måtte jo tage sin tid hvis man skulle fortære 35 kg planteføde hver nat.
Vi gik videre, og stoppede brat op da vi hørte en lyd i krattet. Hvad var det! Tilfældigt stod jeg lige bag John, der pludselig vendte omkring og var ved at løbe mig ned idet han råbte: “Run, run.†Vild panik, folk løb i alle retninger.
“Hvad sker der?†Alle spurgte stakÃ¥ndede alle, da vi igen fandt hinanden. En løve eller endnu en elefant? Adrenalinen pumpede. “I mÃ¥ aldrig, aldrig løbe,†sagde John. “Det gælder om at stÃ¥ stille, samles og langsomt trække sig baglæns.†“Men du sagde jo selv – løb,†forsøgte vi. “No, no, I said don‘t run.†John ville ikke indrømme det, for hvis han gjorde ville han selvfølgelig tabe ansigt. Det nænnede vi ikke, hvorfor jeg ogsÃ¥ undlod at spørge, af hvilken grund han sÃ¥ havde været ved at løbe mig over ende.
I stedet begyndte vi meget stille, at liste os i en stor bue omkring det farlige sted, og kunne efterfølgende konstatere, det var “bare†endnu en elefant. Vi beundrede den længe – pÃ¥ behørig afstand skal det siges.
Tilbage i lejren var vi næsten helt euforiske. Snakken og latteren blandede sig med duften af Charl’s kulinariske forberedelser. I aften skulle vi spise afrikansk, dvs. antilopebøf med majsmos til. Solen gik ned og det blev hurtig mørkt, imens vi snittede pinde til brug for skumfiduser, der skulle ristes over bålet. En dessert for dem med en særdeles sød tand. Charl fortalte, at alle vore mokoro’s (bådfolk) senere på aftenen, ville synge og danse for os ved lejrbålet . Og hvor blev det alle tiders sjove oplevelse.
De virkede lidt generte til at begynde med, men gik meget op i det. Vi hujede og klappede i begejstring, og det tog kegler. Bagefter spurgte de om vi ikke også ville synge en sang for dem, og selvfølgelig. Ja det endte med at blive helt ustyrlig morsomt. Med blandet røst fremførte vi “Mester Jacob,“ “Nationalsangen,“ “Bro, bro brille†og “Så ta’r vi numsen frem, så tager vi numsen tilbage osv.†Vi fik de indfødte til at deltage i dansen, og de nærmest vred sig af grin under boogie woogien.
Det var kulsort nat, og det var svært at tage sig sammen til at krybe i soveposen. FÃ¥ af os mÃ¥tte lige et smut ned til vandet, for at opleve den eksotiske stemning, for at høre insekternes aftenkoncert, og iagttage de funklende stjerner pÃ¥ himlen. For at lytte til flodhestenes grynten i det fjerne og … Grynten i det… ups! Pludselig rumsterede det i buskadset mellem os og lejren, og der var absolut ikke tid til betænkeligheder. Vi stæsede af sted i hÃ¥bet om, at nÃ¥ ad stien tilbage – inden den blev blokeret af en flodhest.
For pokker det var anden gang på en og samme dag, at adrenalinen pumpede, og vores eventyrlyst blev styret også i den grad. Nu var det absolut tid, og kravle ind i teltet og langt ned i soveposen, men før jeg faldt i søvn kunne jeg godt høre flodhestene komme nærmere og nærmere.