Vi blev vækket kl. 5.00 og for pokker hvor var det tidligt. Vi havde ikke ligget i en seng i næsten to døgn, dvs. siden afrejsen i Danmark – men tanken om et dejlig varmt bad kunne alligevel godt fÃ¥ en pÃ¥ højkant. NÃ¥h ja og selvfølgelig forventningen om en hel dags spændende oplevelser. Hviiiiiiiin, vi havde fÃ¥et vand, det var iskoldt. Brusebadet blev en temmelig brat og særdeles frisk opvÃ¥gning.
Pakke, pakke, ud af hytten, ned til trucken, morgenmad og en kop kaffe, ind i bilen og afsted. Milde Moses her troede jeg lige, at jeg skulle vende mig til og geare tempoet ned. Men som vi blev forklaret, vi havde 500 km foran os. En meget lang strækning igennem den store Kalahari-ørken.
En ørken sÃ¥ øde og støvet, men samtidig med masser af tørre buske og smÃ¥træer, og hvor jorden de fleste steder var dækket af halvhøjt vissent græs. SÃ¥ ørken og ørken, jeg havde ikke troet der var sÃ¥ meget vegetation, hvortil Charl oplyste: “But thats what they call a semi-dessert.â€
Ensformigheden, truckens rumlen, solen der bragede fra en skyfri blÃ¥ himmel, temperaturen der lÃ¥ over de 35°, alt sammen bevirkede at vi alle som éen døsede og halvblundede med jævne mellemrum. Det var et kollosalt temperaturskift, der krævede nogen tilvending for flokken af nordboere. Hver gang vi vÃ¥gnede op, rullede vi forsat ud af Kalahari-highway, og naturen var den samme. Men formÃ¥ede man at holde sig vÃ¥gen og være pÃ¥ udkig, kunne man være heldig at fÃ¥ øje pÃ¥ en rigtig bushmand eller to, der kom vandrende “out of nowhere.†Ind imellem lykkedes det ogsÃ¥ og fÃ¥ øje pÃ¥ gedeflokke eller æsler, sÃ¥ sandsynligvis levede der flere mennesker end vi fattede i Kalahari-ørkenen – hvordan de sÃ¥ overlevede eller af hvad?
“Kurt“ vores truck, rullede på asfalt hele dagen. Frokosten blev indtaget i vejkanten af the highway, der forbinder nord med syd. Den var nu ikke synderlig trafikeret, denne landets vigtigste hovedåre. I løbet af den lille times tid vi holdt pause, talte jeg max. en halv snes køretøjer der drønede forbi. Drrr…nn, de kunne ses som små tændstiksbiler på lang lang afstand. Drrr…nn, de drønede forbi, og støvskyen hang som en lang hale efter køretøjet, og påmindede os hvor tørt landskabet var.
Når nu så store arealer i Botswana blot er tør ørken, hvordan klarer landet sig så rent finansielt? Jeg har læst mig til nogle få facts. Hvor englændere, tyskere, hollændere m.m. tidligere har koloniseret så mange af de andre afrikanske lande, har Botswana klaret sig selv. Det vil sige uden fremmed herredømme, og det måske fordi de hvide troede her intet var? Men de tog fejl, for landet er rigt på både diamantminer, kobber og nikkel.
En sørgelig katastrofe af kæmpemæssig dimension, hersker i stedet over landet i dag. En katastrofe som desværre har bredt sig, ogsÃ¥ til andre store dele af Afrika – HIV smitten. Halvdelen af befolkningen i Botswana siges at have aids – halvdelen, og gennemsnits levealderen er helt nede pÃ¥ 40 Ã¥r. Det er bÃ¥de traumatisk og totalt uoverskueligt at tænke pÃ¥.
Klokken var hen ad 15.30, da vi svingede væk fra the highway og op ad en mindre grusvej. Alt var øde, men pludselig dukkede et hus frem med smÃ¥ omkringliggende sivhytter. Det viste sig at være en uindhegnet bushcamp, og bag et lille aflukke af sivhegn, fandtes bÃ¥de toiletter og tre brusebade, hvoraf i hvert fald det ene virkede. Det oplevedes som ren luksus efter en lang støvet dag – men hvor var menneskene?
Vi troede vi var de eneste, men nogen mÃ¥tte have set os, for pludselig dukkede et par lokale folk op i en lille ladvogn. Charl talte lidt med dem, hvorefter de kørte igen. “Er der nogen der vil med ud pÃ¥ en bushwalk? I vil blive vist omkring i omrÃ¥det af nogle lokale, som vil fortælle jer om plantevæksterne, og mÃ¥ske hvis I er heldige ser I smÃ¥dyr. I skal bare være parate til at tage med om ca. 1 time.“ Halvdelen af vores gruppe meldte sig, resten orkede ikke pÃ¥ grund af træthed – og det kom vi virkelig til at fortryde. Øv for en buskmand, havde jeg vidst det var de lokale der ville tage os pÃ¥ vandring, havde jeg/vi ikke takket nej.
Vi fik sat teltene op, og lidt efter kom en lille “bush-familie†vandrende ind i vores lejr. Små slanke mennesker, hvor mændene kun var iført lændeklæde, kvinderne lidt mere tildækket af større skindstykker, og med sig havde de en lille charmerende dreng på omkring 1½ år. Nej hvor var de venlige og smilende, ikke mindst da Alex smed en bold ind i kredsen, og gav sig til at sparke fodbold med dem.
Buskmændene var meget lattermilde, og en venskabelig kamp udviklede sig mellem sorte og hvide, før dem der skulle pÃ¥ “bushwalk“ drog af sted med den lille familie – og siden fortalte os andre om oplevelserne.
Om hvordan en af mændene havde lavet ild ved hjælp af et par pinde, så hurtigt at ingen havde nået at finde deres kameraer frem. Om Niels der havde været eneste hvide modige, der havde turdet spise en ristet larve. Om hvordan buskmændene uden videre kunne grave rødder op af jorden, der indeholdt så meget væde, at alle fik tilbudt at smage. Connie fortalte de havde revet roden, for at vride eller klemme væden ud. Tilbage med nakken, den revne rod holdtes i en knytnæve over næsen, tomlen vendte man nedad, og væden kunne via den dryppe ned i munden
Begejstringen var stor da de returnerede. Buskmændene ville gerne spille bold igen, og som tidligere bredte latteren sig endnu engang, men det helt store “clou†opstod først, da Alex og Hanne lod dem forstå de måtte beholde fodbolden. Det syn var guder værd, og hvor ville jeg gerne have været tilskuer til buskmændenes hjemkomst i deres egen landsby.
Aftensmad omkring lejrbålet. Hyggesnak, kaffe, samt orientering og planlægning for de næste dage. Afrikas nat er buldrende sort, og i mørket sås millioner og atter millioner af stjerner over os. Charl lærte os at finde “Sydkorset,“ og jeg så mælkevejen så tydeligt som jeg aldrig har set den før i mit liv.