Devantiers rejsebeskrivelser

Det bankede på døren, og udefra lød der et “goodmorning.” Det var Fosty, vores lille opvarter. Han havde stillet to vandfade ude foran hytten, med varmt vand. En herlig overraskelse. “Breakfast is ready,” sagde han smilende. “Did you sleep well?” “Yes, thank you Fosty.”

Alle havde sovet udmærket på de lidt hårde træbrikse, undtagen Morten der seriøst proklamerede, han overhovedet ikke havde sovet. Under stor morskab og latter måtte vi meddele, at det sandelig var første gang vi havde hørt en vågen person snorke så højlydt. Bærerne skulle af sted og vi pakkede hurtigt sammen. Fik morgenmad og en dejligt duftende varm aromatisk drik. Sagde farvel, før vi selv begav os ud på anden dagens etape, til Ilana og Roberto som havde besluttet at gå ned igen.

Den løjerlige bevoksning vi havde set ved krateret i går, skulle vi se mere til. Den sjove mos i de forkrøblede og krogede træer, også kaldet “old man’s beard,” skabte en stemning af trolde eller spøgelsesskov. Og vi så en kæmpe ørn, såvel som en kamæleon der lige måtte foreviges.

Skoven ophørte og blev afløst af et mere hedelignende landskab, det såkaldte lyngskovsbælte. Vi begyndte at møde folk der var på vej ned, og Hanne og jeg talte lidt om hvor trætte og udmattede nogen af dem så ud. Det ville nu også være løgn at sige vores egen puls ikke kom i vejret i dag, såvel som der kom sved på panden.

Det med påklædningen syntes jeg godt i sig selv, kunne være lidt af en udfordring. I går gik vi i shorts og en undertrøje. I morges var det for køligt til samme påklædning, det krævede en langærmet bluse og lange bukser. Så fik solen fat, og jeg var glad for mit skiftetøj i rygsækken, indtil skyerne kom sivende ved middagstid, netop som vi havde sat os for at spise frokost. Mit tøj var gennemsvedt, kulden trængte sig lynhurtigt på, og tøjskift var påkrævet igen, selv om jeg spiste hurtigt, for at trave videre i håbet om ikke at blive gennemkold.

Vi har fundet et godt travetempo, og helt naturligt veksler det med hvem sidemanden er. Og selv om der ikke er luft til at sludre ligeså ivrigt som i går, hygger vi os på skift med hinanden.

Naturen begyndte at blive mere vild og klippefyldt, og godt brugte men ved godt mod var det dejligt hen på eftermiddagen, at få øje på “Horombo hytterne.” Igen havde vi taget en stigning på ca.1000 højdemeter, dvs. vi befandt os i 3.720 meter, og havde tilbagelagt yderligere ca.12 km.

Vores bærere var selvfølgelig kommet op før os, og det er mig næsten ubegribeligt hvordan de formår at slæbe alt det op de gør. OK der var absolut også bærere der pustede og svedte tran men altid når de passerede os på vej op eller ned, havde de overskud til at hilse med et ”jambou” eller ”hallo.” Og det er altså alt de slæber op. Fra vores store rygsække, til gryder, potter, pander og service. Alt maden, pasta, brød, kylling, kylling og kylling, æg, kaffe, sukker m.m. og her er der altså tale om tre måltider dagligt, og ikke kun til fem danskere men tyve personer i alt. Og dette gælder selvfølgelig ikke kun vores ekspedition, men også alle de andres. Hvorfor pokker slæber man alt køkkenudstyret op og ned af en rute hvor der er hytter? Hvorfor opmagasinerede de det ikke? Det var mig en gåde.

Nå, vi fik anvist en hytte, hvor vi alle fem kunne være, og besked om at der kort efter ville blive serveret ka…. Herligt for det var allerede hundekoldt, og tøjskift var igen nødvendigt. Nåede også lige at få hængt en tørresnor op. Der er efterhånden meget vådt tøj, der meget gerne skulle nå at tørre til i morgen.

Oppe i spisehytten sad japanerne Hiroko og Miki allerede. De var øjensynlig vilde med at bestige bjerge, kom næsten direkte fra Mount Kenya, de lige havde besteget. “Hallo, how are you my danish friends?” Vi kom til at møde hinanden flere gange på bjerget, og hver gang var de lige lattermilde og søde.

Vi er nu oppe i den højde hvor det er planlagt, at vi tager en ekstra overnatning i håb om, at forebygge højdesygen ved akklimatisering.

Vi hÃ¥ber ogsÃ¥ inderligt vejret, især vinden pÃ¥ toppen lægger sig. Folk vi har mødt pÃ¥ vej ned i dag, angiver de aldrig har prøvet noget sÃ¥ hÃ¥rdt i deres liv. Uha, og to englændere blev bÃ¥ret ned af bjerget pga. alvorlig højdesyge. NÃ¥ ja, inderst inde vidste vi jo godt det ikke var en søndagstur vi havde givet os i kast med – men alligevel. Det var en skræmmende pÃ¥mindelse om respekt for hvad vi havde begivet os ud i, ikke sidde symptomerne overhørig – det kunne give bagslag.

Aftenmas, jeg mener aftensmad. Hold da op vi var mange mennesker i spisehytten. Men vi fandt vores blå dug og placerede os imellem folk der havde været på toppen, dem der skulle op, eller dem som ventede, dvs. akklimatiserede som os.

Vi spiste pasta og kylling igen igen, (der havde ogsÃ¥ været kylling i madpakken). Gad vide hvor meget vores bærere havde slæbt med – og gad vide hvor mange dage stegt kylling egentlig kan holde sig.

Informationsmøde med Joel. Vi går op til lidt over 4000 meter i morgen, og så vil jeg se på hvordan I klarer jer. Det føltes næsten som eksamen, men fornuftigt nok.

“La la salama” sagde de indfødte, det betød sov godt. Selv om klokken kun var 21.00 var det faktisk rart at krybe i soveposen. Vi frøs og var trætte, men glædede os trods alt til i morgen. Nogle af madrasserne ligger pÃ¥ gulvet, bl.a. min, og jeg trak soveposen ekstra godt til. Har fundet ud af vi har en lille hyttemus der endnu ikke sover, og det skulle ikke undre mig om den ogsÃ¥ frøs.