Devantiers rejsebeskrivelser

Jeg syntes kun lige jeg var faldet i søvn, da jeg kl. 5.00 hørte Bente kalde. “Birgitte vi skal lave morgenmad.” OK der var ingen kære mor, vi måtte simpelthen i gang selv om lyset var slukket, og først blev tændt igen kl.7.00. Med andre ord, før plejede solen ikke at stå op, men et par pandelamper hjalp, før folk lidt senere pø om pø dukkede op, fik smurt madpakker og spist morgenmad. Fra vores lejr kunne vi se direkte over på junglen eller regnskoven, hvor gorillaerne formentlig holdt til.

 

 

YES, endelig langt om længe. Det var blevet store GORILLA-dag, og medbringende en sværm af sommerfugle i maven, gik vi de få minutter ned langs vejen til nationalparkens hovedkontor, hvor vi mødte vores førere og ham jeg vil kalde informations-bossen. På en humoristisk og meget sød måde, oplyste han os om regler og opførsel ved vores forhåbentlig forestående møde med bjerggorillaerne.

“For ikke at forstyrre gorillaernes sociale adfærd får i max 1 time sammen med dem, men hvis jeres førere vurderer de bliver for urolige, må I måske acceptere væsentlig mindre tid.” Han så vurderende på os, og indprentede os bagefter, hvordan vi ikke måtte løbe hvis en gorilla kom for nær. “Se hen på jeres fører, han vil signalere til jer om I skal bøje hovedet, samle hænderne foran brystet, eller om nødvendigt gå langsomt i knæ.”

Stifinderne havde i går fundet alle de tre gorillafamilier, og til vores store glæde lød informations-bossen optimistisk. Det betød at stifinderne i dag vidste hvorfra de skulle opsøge deres spor, og vores chancer for at se gorillaerne øgedes selvfølgelig, selv om han påpegede vigtigheden af, at der intet kunne garanteres.

Vores lille dansker gruppe blev delt i tre, inklusiv et par andre udlændinge. Hver for sig drog vi forventningsfulde af sted med hver vores fører, spændte pÃ¥ at se hver vores helt “egen” gorillafamilie. Sammen med Bente, PerJ, Flemming og Ulla, skulle Morten og jeg se “Rushegura gruppen.” Dens leder der hed Mwirima, var en silverback som havde fem hunner og seks unger at holde styr pÃ¥. Spændte gik vi over en lille træbro og direkte ind i regnskovens vildnis, der bredte sig hele vejen op over bjergsiden. Det bjerg som vi ganske rigtigt havde haft udsyn til fra vores teltlejr – og jeg vidste dermed at det ville blive temmelig stejlt.

Foruden vores fører og en enkelt bærer, gik sikkerhedsfolk med store geværer foran og bag os. Det var nærliggende at tro de bevæbnede mænd var der for at beskytte os imod de vilde dyr, men nej. Det er grundet oprørere der tidligere har sneget sig over grænsen fra Congo, og har begÃ¥et bÃ¥de overfald og myrderier. Jeg havde godt set mindepladen fra 1999 over 6 dræbte turister og deres fører. Den hang pÃ¥ vores camp hvor overfaldet var sket, og heldigvis pÃ¥ det tidspunkt, vidste jeg ikke noget om de efterfølgende overfald. Dem hørte vi først om da vi senere mødte Jesper, en dansker bosat i Uganda – OK ingen guerillaer – men gerne gorillaer.

Regnskoven var ualmindelig smuk med sine forskelligartede eksotiske planter, forskellige træer og lianer der hang sammen med de mange og forskelligartede kæmpebregner. Det var mærkværdigt nok, ikke mange fugle vi så, men vi kunne høre dem højt oppe i trækronerne, hvor deres kvidren og pippen blandede sig med summende insektlyde. Vi så mange og betagende smukke sommerfugle i størrelse ekstra large, så farverige at man ikke kunne undgå og få øje på dem, når de flagrende sværmede forbi.

 

 

Vi gik ad stien og nød alle indtrykkene sammen med regnskovens dufte. “Pas på der er en myresti,“ sagde vores fører. Træd ikke i deres spor, de bider og er ikke til at få af.” Vi adlød og tog kæmpeskridt. “Dette er et Newtonia-træ, det højeste træ vi har.” Vi lagde nakken tilbage, og så op af en imponerende stamme der var 30-40 meter høj.

Egentlig kunne man med rette kalde os en flok “klamme” danskere, men da det lyder lidet flatterende, vil jeg undskylde og begrunde det med en ekstrem høj luftfugtighed. I tre svedige timer prustede og stønnede vi os i zig-zag op ad bjerget, og jeg tænkte nu må vi da snart være i Congo, da vi pludselig spidsede ører. Den lille radio som vores fører med jævne mellemrum havde modtaget skrattende meldinger fra, skrattede endnu en gang, og endelig lød den glædelige melding, “stifinderne har fundet gorillaerne, de er lige omme på den anden side af bjerget.”

Ã…h hvor var det spændende, og for pokker hvor blev vi alle glade. Pulsen steg, og kunne jeg jodle havde jeg gjort det. Trætheden var som blæst væk, og det tog ikke lang tid før vi mødte stifinderne, der med deres macheter huggede os vej igennem regnskoven, det sidste stykke. Det er svært at vurdere hvor lang tid vi gik eller rettere snublede igennem vildnisset, for spændingen var sÃ¥ intens. Ti, mÃ¥ske tyve minutter – da han pludselig gik foran os – Mwirima – gorillafamiliens leder.

 

 

 

Jeg troede virkelig ikke mit hjerte kunne stå stille så længe. Wauv hvor var han kæmpe stor. En fantastisk flot silverback på et par hundrede kilo. Hans muskulatur var så kraftig, at selv en Arnold Schwartsnegger i mine tanker blev til en splejs. På de lokales sprog betød Mwirima – mørk, og åndeløse af spænding fulgte vi efter ham, da han bevægede sig videre igennem underskoven, og bukkede buskads og grene til side, som var det tændstikker der blev knipset af vejen.

Stifinderne huggede igen vej med deres macheter, og igennem bladhænget fik vi pludselig øje på et par hungorillaer, hvor den ene foran sig gennede en lille unge af sted. Åh hvor var det fantastisk.

Jeg stod op ad en træstamme da blade og kviste pludselig dryssede om ørene på mig. Den ene stifinder hev mig væk i ærmet. “Take care,“ sagde han stille. ”Gorillaerne klatrer lynhurtigt ned, og så er det med ikke at stå i vejen.” Med sit blik signalerede han at jeg skulle kigge op. Oven over mit hoved fik jeg øje på en stor gorilla der sad og spiste oppe i trækronen, og ved selvsyn måtte jeg give ham ret, for kort efter da den klatrede ned, så det nærmest ud som om den kurede ned af stammen, så hurtigt gik det, imens grene og kviste højlydt knækkede. Pyha, det havde ikke været sjovt med en bjerggorilla på nakken.

Gorillaerne fortrak, og stifinderne huggede sig ny vej igennem den tætte underskov. Fik vi dem at se igen? Vi kravlede under buskads og over grene og vækster. Snublede og følte os klodsede. Jo, der var de, og oven i købet med 3 -4 nye vi ikke tidligere havde set.

Vi var nÃ¥et frem til en lille lysning, og her faldt der ligesom ro bÃ¥de over gorillaerne og os. Jeg tror der manglede et par stykker eller tre i at hele Rushegura-gruppen var samlet. Et par af de store unger, som formentlig var omkring 5 – 6 Ã¥r tumlede rundt, trommede sig pÃ¥ brystet, slog kolbøtter og legede med hinanden, alt imens gorillahunnerne spiste, og Mwirima lÃ¥ og holdt øje med hele sin flok – samt os – ikke at forglemme.

 

 

 

En af de store unger kom i kådhed drønende imod mig. Jeg kiggede over imod vores stifinder, og med sin hånd signalerede han, bare rolig, vær stille, og en kort stund oplevede jeg, at kigge en gorilla i øjnene på et par meters afstand, før jeg sænkede mit blik. Jeg fik en klump i halsen af bevægelse. Det var pludselig så overvældende og stærk en oplevelse, at være så nær disse udtryksfulde gorillaer. Flemming fik også en helt speciel oplevelse, da en anden unge der kom drønende bag om ham, klaskede ham let på ryggen.

“I har 10 minutter tilbage,” sagde vores fører. Men vores gorillafamilie vandrede videre efter 5, og stifinderne valgte at de skulle have fred. Selvfølgelig, vi kunne ikke være mere enige selv. Tiden var fløjet af sted, men vi accepterede den var slut, for vi havde været forundt næsten en times nærvær med bjerggorillaerne. En fantastisk unik og helt helt uforglemmelig oplevelse.

Vi banede os vej over bjergtoppen, tilbage til stien, imens tankerne rumsterede. Vi var meget stille. Jeg tror vi gik og genkaldte os den intense oplevelse. Lugten, synet, følelsen og lydene, ikke mindst Mwirima‘s dybe brummelyde – hmrrr…. “Hmrrr…“ svarede vores stifindere. Jeg tolker det var deres indbyrdes hilsen og accept af hinanden. “Hmrrr… goddag Mwirima. Vi har en lille flok nysgerrige med, er det i orden?” Og svaret var ”Hmrrr…”

Lige bortset fra de nysgerrige unger der havde givet os nærkontakt af første grad, havde vi fÃ¥et lov at sidde 5 – 7 meter fra gruppen. Hvor havde vi været heldige, ikke mindst at ha’ haft sÃ¥ dygtige stifindere, sÃ¥ det var lykkedes og finde bjerggorillaerne. Vi kunne kun hÃ¥be pÃ¥ at vores andre venner havde været ligesÃ¥ heldige som os. Og svaret fik vi, da vi nærmest pÃ¥ kogepunktet, og efter mere end seks timers vandring i den eventyrlige regnskov, returnerede til lejren. “SÃ¥ I dem?“ Det var egentlig unødvendigt at spørge, for begejstringen strÃ¥lede ud af hver enkelt. “Ja, vi sÃ¥ dem.“

Og det blev en aften med fest i lejren, hvor jeg synes PerJ’s udtryk, beskriver vores stemning sÃ¥ fornøjeligt, ja vi var overstimulerede. Ihvertfald blev der ogsÃ¥ skÃ¥let, og ikke uventet hang Ulla, Flemming, Ida, Per, Morten og jeg ud som de sidste, hvor vi skreg af grin over Flemming’s poetiske evner, “Den der bringer – sprit til telt er ingen helt.”