Morten og jeg havde sovet tungt hele natten, for næste dag kunne Ida og Per berette, at en flok vildsvin havde været inde i lejren, men at intet heldigvis var sket.
Vi skulle på endnu en safaritur, og efter morgenmaden hoppede vi ind i jeep’ne, og kørte af en stejl leret serpentinervej de ca. 200 meter ned i krateret. Det var en forunderlig stemning. Ngorongoro lå indhyldet i regntunge skyer fra morgenstunden, der langsomt steg til vejrs op over kraterkanten, og bare et par timer senere, havde solen som langsomt steg højere og højere op på himlen, brændt skyerne væk.
Vi kom igennem skoven, der mindede om jungle pga. de mange lianer der hang ned fra grenene, og så hvor legesyge bavianerne sprang omkring. Siden kom vi ud på sletten, hvor store flokke af zebraer gik og græssede mellem antiloper og jo, det var gnuer i hobetal. Et ubeskriveligt smukt syn, hvor vi måtte nøjes med at gætte, men vi blev enige om, at det måtte handle om tusinder af dyr der dannede disse kæmpestore imponerende flokke.
Og der var mad til dem alle. Zebraerne spiser kun det høje stride græs. Gnuerne spiser mellemgræsset og efterlader de små nye skud til de mere kræsne gazeller og antiloper.
Den smukke giraf der hører til verdens højeste dyr, (en han kan godt blive 5 meter høj), snoede sin lange tunge om akacietræernes grene med de sylespidse torne, uden at stikke sig. Hvordan var et mysterie?
Strudse og flere elefanter igen igen, sjakaler, snerrende hyæner, vilde bøfler, flodheste og sågar flamingoer. Sidstnævnte holdt til i den lavvandede sodasø “Lake Magadi.†Området og dets beskaffenhed var et paradis for fugle og vildt. Men også naturens orden herskede her, hvor barsk den end kunne være. Det gjorde ondt at se en lille hyæneunge der var syg og efterladt, ligge og vente på at blive ædt af en kat på et par hundrede kilo.
Peter jublede pludselig. Selv om solen bankede ned i det næsten 20 km brede krater, havde han i den flimrende hede fået øje på et næsehorn. Alligevel beklagede han, at vi ikke fik set en leopard. Herre gud, vi syntes vi havde været utrolig heldige, var lykkelige over alt det vi havde oplevet, og næsehornet der er iblandt et af verdens mest truede dyrearter, var da et fantastisk flot punktum på vores safari.
Tilbage til lejren. Helt ærligt – hvor pokker var vores telt. Vi gik rundt og ledte i et stykke tid. Besynderligt, der havde i morges været en kraftig vind, og en overgang tænkte vi, kan det mÃ¥ske være blæst ned i krateret. Det var det heldigvis ikke, for til sidst fandt vi det. Spiste bagefter frokost, imens et par store ikke særlig kønne marabou-storke – mhhh, spankulerede aristokratisk omkring.
Og så blev det tid at hoppe ind i jeepen, før vi i et hæsblæsende tempo kørte der ud af. Bump, bump, bump, av, av, bump, av. Ondt i ryggen, ømme i røven, dårlig affjedring. Ida og Per fik buler i hovedet, fordi de røg helt op i taget, da vi racede over et stort bump. Hvorfor Peter og Jonathan pludselig led af ekstrem hjemvé og havde så vanvittig travlt fandt vi aldrig ud af, men på resten af turen gik det over stok og sten.
Sent eftermiddag var vi tilbage igen ved Arusha pÃ¥ â€Snake Farm Campsite,†hvor vores savnede truck (den var i det mindste en lille smule affjedret), ventede med Dave og Mark. Og dermed var der sat punktum for en forrygende 3-dages safari, vi nok aldrig vil glemme.
Folk flokkedes om bruserummene, det var simpelthen så herligt at få et bad igen. Få vasket tre dages tommetykt lag støv og snavs af, også selv om badet var koldt, og vi midt i det hele måtte føle os frem til sæbe, håndklæde, tøj m.m. fordi strømmen og dermed det elektriske lys forsvandt.