Jeg behøvede kun at se på Ulla og Flemming, og jeg vidste at mit gæt i går aftes, da jeg lå og forsøgte at lokalisere lyden af grynt og grene der knækkede, var helt rigtig. Ulla og Flemming fik deres livs oplevelse i nat. Det var lige bag deres telt en flodhest havde rumsteret. I hvert fald længe nok til, at de hver især havde ligget og udtænkt flugtplaner.
Vi vil aldrig kunne blive så kulsorte som de indfødte der er med os, men jeg vil vove den påstand, at vi er tæt på og kunne kalde os halvnegre. Det kan alligevel og under ingen omstændigheder, få mig til så meget som bare at overveje om jeg skulle bade ude i sumpen. Næh, så hellere nøjes med og vågne op ved hjælp af et krus dejlig varm dampende kaffe. “Den sidste,†oplyste Charl. “I kommer på tvungen afvænning, for det varer mindst et par dage, før vi er i så civiliseret område, at vi kan gøre os forhåbninger om og købe kaffe igen. Der kører en forsat joke imellem os, vedrørende vores kaffeforbrug.
Vi forlod lejren, og blev i mokoro staget over til en anden ø i sumpen, for endnu engang at tage på en “game walk.“ Undervejs fik vi forresten øje på endnu en flodhest.
Denne gang gik vi med Roger. Vi ledte efter dyrespor, og var egentlig lidt stolte over hvor gode vi var blevet til at genkende sporene af bÃ¥de antilope, flodhest, løve, elefant og aber. Et pænt stykke væk fik vi øje pÃ¥ nogle antiloper og en enlig marabustork – Ã¥dselæderen blandt storke. Roger lærte os om træer og buskes frugter, om de kunne spises og om deres anvendelse. Bladene fra en slags busk var f.eks. god for øjnene, en anden for mavesygdomme, et slags træs frugter lavede man alkohol ud af osv. Det hændte at sidstnævntes frugter, som for øvrigt var fra et Marolo-træ, blev spist af aberne. â€Og hvis frugterne er overmodne, dvs. blevet gærede, kan man iagttage at aberne opfører sig komplet skørt,“ fortalte Roger. Med andre ord, aberne blev plørefulde.
Vi havde lidt tid til overs. Havde delt os i to grupper pÃ¥ vandreturen, og den anden gruppe var ikke vendt tilbage. Vi satte os pÃ¥ jorden ved siden af et stort sausage-træ. Under den store trækrone og i skyggen heraf, begyndte Roger stille at fortælle os en dyrefabel. Det var hyggeligt, og i den lidt fortrolige atmosfære der opstod, tillod vi os bagefter at spørge. “Passer det din bror blev spist af en løve, Roger?†Vi havde hørt det fra Don’t – run – John.
“Ja,“ svarede Roger alvorligt, og fortalte os om ulykken. Hans bror havde været mokoro-mand, og staget turister igennem Okavango-deltaet, som ham selv. Faktisk var det på selv samme camp hvor vi havde lejr, at hans bror havde ligget og sovet ved køkkentingene, da løven var kommet og havde dræbt ham. “Jeg hader løver,†sagde Roger, og det kan man jo ikke fortænke ham i.
De andre dukkede op og vi blev samlet. Det var tid at tage retur til lejren, og fÃ¥ spist morgenmad, for bagefter skulle teltene ned, bagagen, køkkengrejet og maden pakkes i mokoro’erne. Det var tid at drage tilbage – civilisationen kaldte.
Det blev en smuk og fredfyldt tur, hvor vi stille gled igennem sivene, som jeg forøvrigt ikke har fået nævnt, mange steder var papyrus. Forskellige fugle fløj til vejrs når vi kom for tæt på eller ganske enkelt forstyrrede dem. Bl.a. hvid egret, forskellige gæs, isfugl, gribbe og en betagende flot fiskeørn.
I et smalt om end lidt bredere vandløb, som vi blev staget igennem, forsøgte de indfødte at lokke os til og springe i vandet. “Jamen er der ikke risiko for krokodiller?†“Nej nej,†svarede de, “de er længere væk.†Men hvad med flodhestene og slang…. egentlig nåede jeg ikke at tænke så forfærdelig meget mere, før de indfødte og flere af mine rejsefæller, inklusiv Morten og jeg selv ved gud, var sprunget i. Brrrr det var langt koldere end forventet, men også skønt forfriskende. Eneste levende dyr jeg opdagede, var nogle små fisk og de altid ulækre igler. Næsten rene, bortset fra vores snavsede tøj, drog vi videre.
Sidste del af ruten blev tilbagelagt i speedbåde. Her var vandvejene noget bredere, og jeg skal love for der kom sus i parykken. Før vi vidste af det, var vi tilbage fra vores opdagelsesrejse ind i Okavango. Et delta på størrelse med Nordirland, omgivet af papyrus sump på kanten af Kalahari-ørkenen. En helt helt unik oplevelse.
Teltene blev sat op pÃ¥ ny, og en næsten helt uimodstÃ¥elig trang nærmest dreeev os hen imod campens centrale midtpunkt – BAREN – og dens uimodstÃ¥elige traktement af kolde dugfriske øl. Det kan nok være stemningen blev løftet, i forvejen var vi jo temmelig høje af de sidste dages eventyr. Snakken gik, vittighederne føg, og der startede en ivrig øl-dÃ¥se-kaste-konkurrence med de tomme dÃ¥ser. Folk gik til og fra, skiftedes til at tage brusebad i de to sivhytter, hvor bÃ¥lene blev holdt ved lige, at der var varmt vand til alle, og vi nød at være tilbage i “civilisationen.“
Solen gik ned, mørket væltede frem. Aftensmaden blev klar, og bagefter opstod hyggen ved lejrbålet, men vi var så trætte, at jeg ikke tror der var en eneste oppe efter kl. 21.00.
