Vi vÃ¥gnede, og som det første kiggede vi alle sammen efter vores erstatningsbus. Nix – den var ikke ankommet, og efter morgenmaden kunne man godt blive lidt i tvivl. “Skal vi pakke teltene ned Fortune?†Det kunne vi godt, for erstatningsbussen ankom ved ni-tiden.
Ã….. oh.. den sÃ¥ ikke særlig stor ud, og det var svært at begribe hvordan der skulle blive plads til telte, madrasser, feltstole, mad, køkkengrej, vores tasker og rygsække. Det lykkedes dog alt sammen ved at stable det hele ind i den bagerste ende, fra gulvet over sæderne op til loftet, og nÃ¥r de smÃ¥ klapsæder i midten blev slÃ¥et ned, ja sÃ¥ kunne vi lige nøjagtig være der. “Ha’ det godt til vi ses Fortune.†Alle vinkede farvel, imens vi rullede ud af campen i noget der mindede om en sardindÃ¥se – â€vi ses igen i Jinja om fire dage.â€
Hvor er det utroligt som ens grænser flyttes. Først var det, jamen hvor er vi heldige vi kan komme videre. Da vi så bussens størrelse, jamen hvor er det godt vi trods alt kan forsætte samlet i én bus. Da vi fandt ud af nogle af os måtte sidde på klapsæder, jamen hvor er det godt der trods alt er en siddeplads til alle. Da mit ryglæn viste sig at være meget løst, jamen det var da heldigt jeg kunne holde mig fast i et håndtag foran osv. osv. Nåh, Henrik og Hanne der sad bagved, kombinerede en løsning med remme og en tøjbamse sat i klemme, som endnu ikke var foræret til en lille afrikaner.
Efter at have forladt Bwindi og regnskovsområdet, forsatte vi ad bjergvejene nogen tid, før vi gjorde vores første holdt i en større landsby, der i realiteten alligevel ikke var ret stor. Det kneb gevaldigt for Josh at skaffe hvad han skulle bruge til maden, og i ventetiden blev der tid til lidt “spas.†Alex lavede sit tommelfinger trick, og flere forsøgte sig ud i kunsten, med fingertrylleri. Ungerne elsker det, men tit bliver de voksne også interesseret, og det skaber dialog.
Nogle store drenge kom til med deres træcykler, en kombination af et løbehjul og en cykel, og en af mændene der stod ved siden af os, spurgte om jeg ikke havde lyst til at prøve. Jo da – men jeg skal lige hilse og sige, at det absolut ikke var nemt. Man stÃ¥r pÃ¥ sit ene knæ, og skubber sig frem med det andet ben.
Da Josh var færdig med indkøbene, vinkede vi farvel, og sardindåsen forsatte nord på. Naturen ændrede sig til at blive mere og mere fladt, og klokken var hen imod 14.00 da vi nærmede os “Queen Elizabeth Nationalpark,†hvor vi fik øje på de første dyr.
“Se, der er impalaer.†Vi troede lige vi havde lært et og andet, men nul. “Nej det er Uganda Cops,†sagde Josh. “Er du sikker?†Dumt spørgsmål, selvfølgelig havde Joshua ret. “Se der er vandbuk (waterbuck), og vortesvin (worthug), og fuglefolket (Helle og Flemming) udpegede igen spændende fugle.
Vi kørte ind igennem hovedgaten ved eftermiddagstid ved Mweya, og videre til en åben bushcamp, der simpelthen lå placeret med en imponerende udsigt udover Lake Edward.
– Og hvem lÃ¥ og sov i en strÃ¥tækt Ã¥ben hytte, indtil vi fik jaget ham ud, det gjorde Jesper vi havde mødt i Bwindi. “Hej venner, sÃ¥ ses vi igen.†Jesper var pÃ¥ tur med et par turister, der overnattede pÃ¥ en dyr lodge der lÃ¥ et par kilometer væk.
Det er uden tvivl dejligt komfortabelt, men stadigvæk og vores alder til trods, foretrækker vi selv den nære kontakt med naturen i telt, selv om det ogsÃ¥ som nu medfører en støvet og lidt mere end primitiv – bushcamp. Til gengæld fÃ¥r vi fantastiske naturoplevelser. Blot det at ligge og falde i søvn til nattens mange lyde. Ligge og kigge ud af teltets moskitonet, og se de klare glimtende stjerner, imens du hører løvebrølene, chikaderne, frøerne, flodhestene m.v.