I Ã¥rene 1954 – 90 konstaterede man, at hen ved halvdelen af regnskoven i og omkring Bwindi var blevet fældet. Bønderne havde skovet for at fÃ¥ mere jord, der var minedriften, og samtidig var krybskytterne med til at udrydde dyrebestanden, bl.a. verdens allersidste bjerggorillaer. I 1991 gjorde man Bwindi til nationalpark, og for at sikre lokalbefolkningen dengang sÃ¥vel som nu støtter op om projektet, fÃ¥r indbyggerne i de omkringliggende landsbyer andel i turistindtægterne fra parken, samtidig med man uddanner dem til stifindere og turistførere, sÃ¥ derfor blev det i dag muligt for os, at mødes med et par landsbyguider fra Buhoma, for at gÃ¥ en “village walk.â€
Som det første blev vi delt i to grupper, med hver vores guide plus en bevæbnet security-mand, ligesom i gÃ¥r. Jeg vidste godt grænsen til Congo kun lÃ¥ 2 – 3 km væk, men kunne ikke dy mig for at spørge vores guide: “Elias, hvad eller hvem beskytter I os imod?†Det var tydeligt at mærke, det var et for direkte spørgsmÃ¥l. “Det ligger bare i vores kultur at passe pÃ¥ jer,†svarede han afglidende, og undlod at nævne noget om oprørsgrupper – og der lod vi det stiltiende blive.
Vi vandrede igennem landsbyen, og ned imellem temarkerne hvor vi fik at vide, at man kunne plukke topskuddene af tebuskene, op til én gang om ugen når høsten var allerbedst. Vi forsatte ned langs floden, og Elias fortalte og fortalte. Her ser i et kaffetræ, og det som står der er et passionstræ. Yamsplanternes rødder skal være to år før man graver dem op, at de kan bruges til kogning i madlavningen osv. osv.
Solen stod højt på himlen. Du godeste hvor var det varmt, og terrænet gik op og ned. “Look, look,†Elias pegede, og vi fik øje på en sort hvid Colobus-abe der svingede sig atletisk i trækronerne i udkanten af regnskoven. “Ved I hvad de rødblomstrede træer hedder?†“Ja, det er flammetræer,†svarede jeg. “Yes, og man bruger dem som markeringer eller en slags pejlemærker, at bønderne indbyrdes kan se hvor markskellene er.†OK. det var da en glimrende ide, og vi gik ned til floden hvor vi holdt et lille hvil, inden vi skulle besøge medicinmanden.
“Agandi,“ vi hilste pænt på lokalsproget. Det betyder goddag, og vi vidste han ville svare “nidje,†som betød godt. Han bad os tage plads imens han slæbte kurve og urter ud af huset, og til sidst iklædte sig et besynderligt kostume af gedeskind med tilhørende skindhat. Vi undrede os over hvorfor han spurgte om vi kunne fransk, og fik at vide han i 1972 var rejst fra Congo. Grunden fik vi ikke noget at vide om, men kunne til gengæld konstatere han både havde kone og børn.
Jeg må sige det var et længere foredrag vi fik. Yderst overraskende og interessant. Der var urter for mavepine, der var planter hvis blade der skulle knuses og puttes i sår for at modvirke infektion. Planter imod forhøjet blodtryk, altså forpustethed i bjergene som han forklarede det. Urter der trak giften ud efter slangebid, eller bladsaft man kunne smøre på huden inden man gik i regnskoven, så slangerne ikke ville bide. Se det var en alsidig medicinmand, for han havde også evner til at sammensætte rødder og blade imod onde ånder, der viste sig ved en persons dårlige opførsel, eller han kunne få folk til at tale sandhed ved hjælp af røgelse.
Det lød ret så utroligt, meeen man skal ikke kimse af en medicinmand ved navn Bufumbo. Han gav os sin adresse, for han ville meget gerne have et foto af sig selv, og jeg har bl.a. sendt ham ovenstående.
Næste mål var en lille bananplantage. Familien der ejede den, syntes meget fattige. Ihvertfald hang der klæder så lasede på tørresnoren, at enhver hjemme i Danmark ville have kasseret disse til pudseklude, og der ville såmænd nok også være dem der syntes de var for dårlige selv til det.
Vi satte os i en kreds tæt ved et stort udgravet hul i jorden. Nogle høns rendte klukkende omkring, og et par søde unger stod bag os og kiggede med store øjne. Et lille vink, og til gengæld modtog man et glad smil og øjne der strålede. Men nu skulle vi ha’ en forklaring på det store hul, som det viste sig man tændte bål i. Efterfølgende puttede man grønne bananer ned i det opvarmede hul, hvorved man fremskyndede modningsprocessen.
Der findes mange sorter af bananer. Palmerne der stod omkring os havde sorte stammer, og disse bananer brugte man i fremstillingen af juice, vin og banan-gin. Vores guide talte med bonden og forklarede efterfølgende. I løbet af 2 dage bliver de grønne bananer gule. De bliver skrællede og puttet over i et par store aflange trækar, og pÃ¥ samme mÃ¥de som vi har kendskab til at vinbønderne i Frankrig engang stampede vindruerne, gjorde bonden det samme her med bananerne. Bagefter tilførte man almindeligt vand, og pÃ¥ den mÃ¥de lavede de bananjuice. Hvis de herefter lod det blive i karet, og tilsatte sødlige tørrede knuste blomsterstande og lod dette stÃ¥, fik de bananvin, og hvis de til sidst destilerede dette – hvad de ogsÃ¥ gjorde, fik de banan-gin.
Vi blev tilbudt at smage, og et kort øjeblik strejfede tanken mig, dÃ¥rlig mave, fast rutefart til lokummet m.m. Men nysgerrigheden vandt – hvis nu jeg nøjedes med at nippe. Trækruset gik fra hÃ¥nd til hÃ¥nd, jeg tror det endte med de fleste af os smagte. Juicen var virkelig sød, vinen nogenlunde, men ginen den var godt nok stærk. “Veibali ma nunga.†Mange tak.
“And now we go up the hill to the Batwa people.†Elias begyndte at fortælle om pygmæerne. Hvordan de havde levet i Bwindi’s regnskov som jægere, indtil man i 1991 havde lavet Nationalpark, og efterfølgende var gået ind og havde forflyttet pygmæerne. I mine tanker kunne jeg ikke begribe hvorfor disse stammer ikke kunne få lov til at forblive i regnskoven, og leve det frie liv de var vant til.
Jeg sympatiserede med, at man beskyttede bjerggorillaerne ved at lave nationalpark. Det var godt turisterne var med til, at finansiere driften og indirekte landsbyen, men jeg havde det enormt dårligt med, hvis vi som turister indirekte var medvirkende til, at pygmæerne var blevet forflyttet til en bjergskråning.
Elias fortalte hvor primitiv pygmæernes levevis havde været, at de hverken havde boet i hytter eller haft klæder, da de levede ude i regnskoven. At deres føde havde bestået af skovens rødder og frugter, men at de nu havde deres egen landsby, fordi man havde givet dem noget jord. Var det dét pygmæerne ville, hvis de selv havde kunne vælge? Det fik jeg aldrig svar på, men Hanne, Alex og Henrik der havde nået den samme “village-walk†i går, havde om aftenen fortalt, at pygmæerne havde virket meget forarmede.
Vi der besøgte dem i dag, havde derfor taget alt hvad vi kunne undvære af tøj fra vores rygsække med. Jeg behøvede f.eks. kun et enkelt par lange bukser, et par bluser kunne også undværes, man kunne jo bare vaske lidt oftere. Og Hanne kom slæbende med en hel taske hun havde taget med hjemmefra, så det endte med vi også havde legetøj, bolde, tegnehæfter og sæbe med.
Med ekstra oppakning og det hele, startede vi endnu en opstigning, og ankom temmelig overophedede og kobberrøde i ansigterne hos pygmæerne. De stod i en gruppe og ventede på os, en snes stykker der oprindelig var ud af en stamme på cirka 50. Men hvor er landsbyen Elias? “Det er forbudt, at komme til landsbyen.†Hvorfor kunne ingen forklare, og så kunne man jo kun tolke igen. Var det fordi de ønskede deres landsby i fred, hvilket kunne være forståeligt, eller var det deres måske elendige forhold vi ikke måtte se?
På pladsen hvor vi mødte pygmæerne, havde de en aflåst hytte til deres souvenir og de danserekvisitter de skulle bruge. De ville gerne danse for os, om vi ville se det? Ja tak det ville vi meget gerne. Og fra at de havde stået og set lidt generte på hinanden og vi på dem, skal jeg love for der opstod energi og begejstring. Det var spændende og fremmedartet, selv de allermindste der nok ikke var mere end et par år eller tre, deltog i dansen der blev slået an af en stortromme.
Er der noget at sige til man føler sig som en flodhest, nÃ¥r man stÃ¥r ved siden af en lille spinkel kvinde, der er et helt hoved mindre end en selv, og ud fra den mÃ¥lestok tror jeg gennemsnitshøjden hos de voksne pygmæer vi stod iblandt var omkring 150 – max. 160 cm. I sandhed et lille folk.
Og det var rigtigt de var ludfattige, hvorfor de strålede af glæde over vores gaver. Selv havde de stillet noget souvenirs frem, og det blev tydeligt for en hver, at vores guider ikke ønskede vi købte noget af pygmæerne, og langt hellere ville trække os tilbage til Buhoma-landsbyens souvenirbutik. Men her må jeg indrømme vi gjorde kort proces, og handlede det vi ville til glæde for pygmæerne, før vi adlød og fulgte med guider og sikkerhedsfolk tilbage.
Vedrørende vores truck er det nu endelig besluttet, efter at nogle lokale og Fortune i eftermiddag har haft gearkassen løftet ud – at den er kaput. Den skal transporteres til Kampala og repareres, for derefter at returneres til Bwindi. SÃ¥ Fortune har haft travlt med at fÃ¥ arrangeret en minibus, der fordi den kommer helt fra Kampala, først kan komme engang i nat. Den er det meningen vi og Josh kører videre i, imens Fortune bliver i Bwindi og fÃ¥r “Marvin†gjort køreklar igen.
Og så har jeg jo helt glemt at fortælle om Jesper, en landsmand vi mødte i går efter gorillaturen. Han er gift med en indfødt, og har derfor boet her i Uganda de sidste 25 år. Han lever af at arrangere turistture, og blev selvfølgelig udspurgt af os om alverdens ting. Jesper foreslog os at køre forbi “Queen Elizabeth Nationalpark,†og a pro pro det havde Fortune også nået at kontakte Nomad Tours, og fået OK med hensyn til at omlægge vores rute.