DÃ¥rlig nattesøvn. Morten gik meget tidligt til ro i gÃ¥r, følte sig skidt tilpas og havde feber. Jeg var bekymret, og jeg mÃ¥ indrømme jeg sov ikke meget i nat, skulle hele tiden lige tjekke hvor meget han svedte eller hvor varm han blev. Ikke uden grund ligger tanken om malariaen i baghovedet. Ikke at det er farligt – jo, selvfølgelig hvis ikke det bliver behandlet, men ogsÃ¥ Nicola var skidt tilpas. SÃ¥ vores truck var noget nær et rullende infirmeri, da vi ved 7.30 tiden forlod “Chitimba Beach.â€
Vi skulle tilbagelægge ca. 600 km i dag, og ved middagstid krydsede vi grænsen ud af Malawi, og kørte ind i Tanzania der i areal er mindst tyve gange større end Danmark. Det var bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt meget syntes anderledes, bl.a. byggestilen. Gennemgående er husene større, færre stråbelagte, men har i stedet bliktage, og mangler (syntes jeg) tendensen til som man gjorde i Zambia og Malawi, indimellem at male husvæggene i jordfarver med symbolske tegn eller flotte mønstre.
Til gengæld virker det som om befolkningen her gÃ¥r i mere tøj, samt mere farvestrÃ¥lende klædt. Især kvinderne, hvoraf mange vikler en turban om hovedet i samme spraglede stof som deres â€kanga.†Og en anden ting vi har bemærket, er at vi ser færre barfodede, dvs. langt flere gÃ¥r med sko eller sandaler. Men om velstanden virkelig er større i Tanzania, eller den øgede pÃ¥klædning har noget at gøre med, at vi er pÃ¥ vej op i højlandet, er ikke til at sige.
Her er et frodigt landskab. Palmelunde fyldt med bananer, majsmarker og store temarker pÃ¥ skrÃ¥ningerne. I øvrigt blev vi belært om at bananer ikke bare er bananer. Der dyrkes mange forskellige slags. Store bananer og smÃ¥ kaldet “lady-fingers,” søde og usødede, sidstnævnte brugte man blandt andet som kogebananer, i lighed med vores hjemlige kartofler til en middagssret.
Det var sidst på eftermiddagen, da vi kørte ind på “Kizolanza Farmen.†Campen lå på højsletten, ca. 1.800 meter over havet, og klimaet var et kolossalt temperaturskift. Fra shorts og sommerbluser, pakkede alle sig pludselig ind i lange bukser og fleecetrøjer. Denne gang ikke for at undgå malaria, for her var for koldt til, at her kunne leve moskitos, forklarede Dave, men vi klædte os på fordi vi rent ud sagt frøs som bare pokker.
Teltene blev stillet op, madholdet gik i gang med aftensmaden, imens vi andre søgte varmen i en lille rund negerhytte. Ah hvor var der dejlig lunt, for inde i hytten sad vi pÃ¥ smÃ¥ lave taburetter, omkring smÃ¥ trækulsfyr der udstrÃ¥lede en dejlig varme. Vi fik en Killimanjaro-øl, og snakken gik om dagens oplevelser, observationer, vores stop undervejs, dem der var sløje men heldigvis i bedring – og sÃ¥ kaldte Trace. “SÃ¥ er der aftensmad folkens.â€