Det var længe før daggry. Klokken var 3.30, og jeg kunne høre trin i gruset uden for teltet. Igennem moskitonettet kunne jeg ane en skikkelse, der var på vej over og fyre op i brændeovnen. Ida og jeg havde allerede i går spottet, der var varmt vand at få på denne camp, og stod derfor allerede op klokken halvfem, ville være sikre på at nå hårvask med videre, før afgang. Herligt.
Morgenmad kl. 6.00. Alle føler sig raske igen. Telte ned og af sted. Det kan formentlig i nogens øre lyde anstrengende, men vi ser og oplever så meget samtidig med, og efter et par dages heftig kørsel, er der i reglen nogle dages stop.
Den uofficielle verdensrekord i dårlige veje har Zambia, men rysteturene på de elendige tanzanianske landeveje, giver absolut en andenplads. Ruten i dag førte os igennem en nationalpark jeg tror hed “Mikumi,†og fra trucken fik vi øje på både giraffer og elefanter. Han-zebraerne sorte med hvide striber, og hun-zebraerne hvide med sorte striber! Og så var der de allesteds nærværende bavianer.
Vi kørte igennem en stor dal, som Dave fortalte blev kaldt “Baobab Valley.†Efterhånden har vi set mange baobab-træer, men her voksede ekstremt mange, og flere var rigtig rigtig gamle og meget store.
I legenden om baobab-træet fortælles, at gud gav hver dyrerace en plante at tage ansvar for. Hyænen der drillede de andre fik sidst, og kun ét frø. Den blev sur og løb ud på savannen, hvor den ikke særlig kløgtigt, plantede frøet omvendt. Og derfor ser baobab-træet ud som om det står på hovedet. Det er karakteristisk med sin lille krone i forhold til den kolossale stamme. Vi var for øvrigt rigtig heldige at se et par stykker der blomstrede. Når jeg syntes vi var heldige, er det fordi de kun blomstrer i 24 timer en gang årligt.
I Tanzania lever mange forskellige stammer, og en af de lettest genkendelige er “masai’erne.†Det er smukke, slanke, høje mennesker, der alle går klædt i en “shuka,“ et rødternet klæde de vikler om kroppen. En lille pudsighed jeg har læst om masai’erne, er at de om os hvide siger, “dem der spærrer deres prutter inde.“ Dette skal nok ikke forstås som, at masai’erne går rundt og prutter, men i stedet hentyde til vores bukser contra deres luftige klæder.
Kvinderne bærer store perlekraver og øreringe i en størrelse og mængde, at øreflipperne til tider næsten når ned til deres skuldre. Mændene ser man sjældent gå uden deres vandrestav eller obligatoriske våben, dvs. spyd, kniv eller kølle.
Det et stolt folk, for hvem deres kvæghold betyder meget, og en af deres traditioner er bl.a. at drikke blod fra deres kvæg, som de blander i nymalket mælk. De skærer hul til en vene i halsen, tapper en kop blod og lukker hullet igen, jeg tror Dave sagde “med mudder,†og en kop er selvfølgelig en kalabas.
Når jeg skriver så meget om masai’erne, er det fordi vi i dag har mødt og set flere fra dette stammefolk. Selv da vi gjorde holdt for at lave frokost, langt fra beboelse eller noget der lignede, opdagede vi pludselig at vi nysgerrigt blev iagttaget på afstand af tre masaimænd.
Lettere mørbankede, nÃ¥ede vi sidst pÃ¥ eftermiddagen Tanzanias hovedstad, Dar Es Salam. En beskidt forretnings- og havneby, hvor vi gjorde stop i centrum for at hæve og veksle penge. Vi fik virkelig indtryk af en hektisk by med mange indbyggere. Og hvad vi nok specielt skal vende os til, var at politiet, militærfolk og sikkerhedsfolk – hvad enten det var i banker, ved forretningscentre, eller pÃ¥ gadehjørner, gik rundt med store rifler eller maskingeværer. Dar Es Salam var en by med rigtig mange bevæbnede.
På forrige nats camp gik sikkerhedsfolkene rundt med store boldtræ, og på campen vi senere kom ud til i dag, gik vagten rundt med en kæmpestor machete.
Nåh, men fra centrum kørte vi ned til havnen, og sejlede med en mindre færge over bugten. Færgen var stopfyldt, og Dave og Mark foreslog at vi alle satte os op på taget af trucken. Der var plads og god udsigt, og ikke mindst var vores pas og de nyligt vekslede penge i sikkerhed for mr. Langfinger.
Dave rÃ¥bte ud af vinduet da vi kørte fra borde: “Vil I blive siddende?†“Jaâ€, rÃ¥bte vi i kor tilbage, men var ikke lige forberedt pÃ¥, at vi skulle ned og ligge hen over taget, jeg ved ikke hvor mange gange, de resterende kilometer ud til campen. Hvilket var absolut livsnødvendigt hver gang vi passerede under el-ledningerne, som de fleste steder hang temmelig lavt hen over vejen.
Gudskelov – ingen kom heldigvis i stødet, men heller ingen kan have været i tvivl om Nomad-tours ankomt. De indfødte lo, rÃ¥bte og vinkede til os langs vejen ud til stranden, og vi vinkede og hujede grinende tilbage. Det mÃ¥tte siges at være en festlig afslutning pÃ¥ en meget lang dags rejse.
Ã…h gud, vores larmende adfærd fik Ida og mig til at knække totalt sammen af grin, for pludselig opdagede vi, at vi ikke var de eneste pÃ¥ denne camp. Vi mindedes pludselig vores glade fest ved søen i Malawi, og vores “uartige†opførsel. For her sad selskabet det dengang lykkedes os at forarge, at de med slet skjulte miner skyndsomt fortrak dagen efter – og jeg skal lige tilføje, der var ingen gensynsglæde at spore, da de fik øje pÃ¥ os. Milde Moses det mÃ¥tte da være varmen de ikke kunne tÃ¥le, eller havde de overhovedet ingen humor?
Nåh, vi slog teltene op i sandet, opførte os pænt, og Dave informerede os om ikke at gå for langt væk, og dermed mente han uden for området eller ned imod stranden især efter mørkets frembrud. “Folk er altså blevet slået ihjel her,†advarede Dave. Ups, forhåbentlig var det en vagtmand vi så ude i mørket, (den tidligere omtalte mand med macheten).
Vi sad og hyggede, sludrede, og iagttog stjernernes glimten imellem palmerne højt over os, og det var ren meditation for sjælen, da vi kravlede i soveposerne og faldt i søvn til lyden af bølgerne der rullede ind mod stranden.