Og vores ønske gik i opfyldelse. Kilimanjaro, ogsÃ¥ kaldet Afrika’s tag. PÃ¥ én gang sÃ¥ nært og alligevel sÃ¥ fjernt – 40km. (At Morten og jeg 4 Ã¥r senere, skulle komme til at prøve kræfter med netop dette bjerg, var vi idag totalt uvidende om).
I den tidlige morgendis prentede det smukke bjerg sig på nethinden, verdens højeste fritliggende bjerg, og alligevel for en sikkerheds skyld blev det også foreviget. Teltene blev lidt vemodigt pakket ned for sidste gang, og alle mand drog af sted efter morgenmaden.
Af hvilken grund Dave kørte fra den bumpede vej vides ikke. MÃ¥ske for at skyde genvej tværs over den tidligere omtalte udtørrede Lake Amboseli – men sÃ¥dan skulle det i hvert fald ikke komme til at gÃ¥. PÃ¥ grund af uvejret i gÃ¥r, hang vi pludselig fast i mudder. Det der lige havde fÃ¥et hele flokken i trucken til at skrige af grin, fordi vandet stod i kaskader nÃ¥r vi nærmest gled igennem, var pludselig ogsÃ¥ Ã¥rsag til at alle mand mÃ¥tte ud.
Kors et syn, sandstigerne blev taget i brug, alle æltede rundt i mudder der klæbede til fødder og sandaler. Fireogtyve mennesker gravede og skubbede, og efter en ¾ times tid lykkedes det ved fælles hjælp at få trucken fri. Der blev ikke taget flere chancer. Tilbage til den bumpede grusvej, og uden flere forhindringer nåede vi om eftermiddagen Kenya’s hovedstad Nairobi.
Trucken blev tømt for bagagen, sammen med de mange souvenirs som var erhvervet undervejs, og det svære tidspunkt kom, at skulle tage afsked med hele gruppen. Rusty, Rob, Mark, Rachael og Luis fra Australien. Susan, Sarah, Natasha og Melanie fra Canada. Frank og Hartwig, Thea og Stefanie fra Tyskland. Tracie og Daniela fra New Zealand. Mark fra Irland. Nicola fra England. Vito fra Luxembourg, og vores tourleder Dave og vores kok Mark fra Sydafrika. En blandet international gruppe, hvor det trods aldersspredningen alligevel var lykkedes så flot at skabe et fællesskab. Farvel alle i søde, sjove, vanvittige og dejlige mennesker.
Selv besluttede vi at kontakte Mellemfolkeligt Samvirke, der havde et dansk gæstehus her i hovedstaden. Det var Jette vi kendte hjemme i Danmark, som tidligere havde arbejdet i Afrika, der havde oplyst os om denne mulighed. Jeg ringede til MS, og jo de havde skam ledige pladser. Ingen behov for betænkningstid, det var da bare ud i en taxa og så afsted til Mugoiri road.
Adressen var lidt uden for centrum, og gæstehuset lå bag en stor aflåst port, hvor en bevæbnet vagt holdt øje. Nå ja, Nairobi har forresten heller ikke det bedste ry i blandt afrikas storbyer. Den siges at være så kriminel, at de lokale kalder den for “Nai-robery.†Det vil sige det bliver altså igen vigtigt, at have lidt fokus på hvor og hvordan man færdes.
Tænk – klokken blev faktisk 20.00 før vi kom i tanke om aftensmad, og spurgte et par indfødte gæster til rÃ¥ds, der selv bor i huset. Først advarede de os imod at gÃ¥ ud, men sÃ¥ skiftede de mening og syntes alligevel det var OK, at gÃ¥ de 10 minutter hen til en nærliggende restaurant. Jeg tror det var fordi det var blevet mørkt. â€Men lov os, I tager en taxa retur,†og det gjorde vi sÃ¥.