Vi forsatte rejsen nordover, og krydsede grænsen til Kenya ved middagstid. Et par timer senere gjorde vi holdt, og nej det var ikke for at fotografere eller holde tissepause, men for at alle mand kunne samle brænde til aftenens lejrbål.
Vi var pÃ¥ vej til â€Amboseli nationalpark,†som havde fÃ¥et sit navn efter den store sø Lake Amboseli, der normalt er tør, støvet og farbar for biler. Men regnen silede ned i stride strømme da vi nÃ¥ede frem, og skabte en mørk og dyster kulisse, imens vi bumlede ad hullede stier igennem uvejsomt terræn. Og sÃ¥ skete det glædelige, uvejret stoppede, de tunge grÃ¥ skyer lettede, og vi var heldige at fÃ¥ øje pÃ¥ adskillige elefanter, hvilket nationalparken ogsÃ¥ er kendt for at have en særlig stor bestand af.
Vi så zebraer, bøfler og flodheste, en række forskellige gazeller og antiloper, samt endnu engang et stort antal fugle. Fra den lille sjove afrikanske bladhøne, der har så store fødder/tæer at den kan gå på vegetationen i sumpen, til en majestætisk spankulerende enlig sekretærfugl. For ikke at nævne ådselsæderne, de store gribbe, der altid ses flokkes ved et dødt dyr.
Slutteligt ankom vi til “Amboseli Public Campsite.“ Utroligt, det var lige før vi ærgrede os over den var indhegnet, så skulle vi ikke opleve vilde dyr spadsere forbi eller rundt om vores telt i nat. Nå, om aftenen hyggede vi os omkring lejrbålet, og samtalerne omhandlede selvfølgelig atter vores rejseoplevelser, og at det snart lakker mod enden.
Hvorfor specielt lige i aften ved jeg ikke, for selv om jeg troede det umuligt, oplevede jeg nattehimlen endnu smukkere end tidligere. Myriader af stjerner, simpelthen funklede på den fløjlssorte nattehimmel, så man næsten blev svimmel ved synet. Ved midnatstid overgav vi os. Kravlede ind i teltet, krøb i soveposen og drømte om ved solopgang, at kunne se Kilimanjaro en sidste gang.