Det er skrækkeligt. Vi skulle tidligt videre i dag, men Robin er blevet alvorligt syg. Altså rigtigt alvorligt syg. Han kunne knapt stå på benene, havde feber og var bevidsthedssvækket i en foruroligende grad, og hans kammerat Rusty fortalte, han havde været syg hele natten. Heldigvis er Frank fra vores rejsegruppe læge, og vurderede at det sandsynligvis var en infektion af en art, muligvis en maveforgiftning?
Dave spurgte Rusty, om Rob have spist af de hashkager de unge uden for gaten tilbød. Han havde nemlig tidligere erfaret, at folk var blevet dødssyge af deres “smagsprøver.“ Jeg kan godt huske, at Dave havde advaret kraftigt imod dette da vi ankom, men det mente Rusty altså bestemt ikke var tilfældet.
Med et par hynder på gulvet i midtergangen, lavede vi et feltlazaret hvorpå vi placerede Rob. Det var slemt, for han havde mavekramper, blev tiltagende mere fjern, samtidig med at han begyndte at få spasmer (små kramper) i både arme og ben.
Dave trådte på speederen, og vi racede så hurtigt det lod sig gøre, direkte ind til det lille hospital Ida, Per, Morten og jeg havde besøgt i går. Alle var alvorligt bekymrede. Frank løb ind på hospitalet, og kom retur med et par flasker infusionsvæske. Jeg havde heldigvis bragt rene kanyler og en venflon med til en eventuel nødsituation, og Frank lagde et drop.
I lettere trykket stemning forsatte vi imod Mzuzu, hvor der efter sigende skulle være et større hospital. Vi stoppede undervejs et par gange, hvor Rob måtte hjælpes ud og ind grundet behov for toiletbesøg i naturen, stakkels mand.
Efter ca. 3 timers kørsel, ankom vi til Mzuzu. Rob havde det lidt bedre, i hvert fald var spasmerne væk, og han var lidt mere bevidtshedsklar. Droppet med salte og mineraler havde hjulpet, og doktor Frank vurderede, at hvis vi kunne skaffe 2 flasker infusionsvæske mere, ville det være rigtig godt.
Rob ville ikke indlægges pÃ¥ hospitalet i Mzuzu, selv om Dave tilbød vi kunne køre tilbage og hente ham. Helt ærligt, efter min mening var manden alt for syg at spørge, var reelt slet ikke selv i stand til at bedømme det. Men Frank turde Ã¥benbart godt tage ansvaret, gav Rob kinin-tabletter, for der kunne reelt ogsÃ¥ være risiko for, at der var malaria indblandet. Fik pÃ¥ hospitalet fat pÃ¥ yderligere infusionsvæske, og kørte videre med gyngende dropflasker fra bagagehylden til Rob som forsatte med at ligge pÃ¥ gulvet – meste tiden i en døs.
Sidst pÃ¥ eftermiddagen nÃ¥ede vi frem til vores nye camp. Denne gang i nordenden af Lake Malawi. Spiste sent – meget sent frokost, for alt var selvfølgelig udsat af hensyn til stakkels Rob, der blev bragt ind i en lille bungalow for natten, mens vi andre slog telte op.
Ida og jeg forsøger at skrive dagbog, men vi er ved at blive vanvittige, for det sværmer om ørerne på os med bittesmå fluer. Det minder mig i øvrigt om de sorte skyer, vi så drive hen over vandoverfladen langt ude over søen i går. Det var i virkeligheden millioner af insekter, et slet ikke sjældent syn over Lake Malawi. Vi havde det som om en af disse insekt-skyer havde lagt sig over vores lejr. Det var vist tid til at krybe i soveposen.