Hvor spændende – vi stod og ventede pÃ¥ Hamson, der desværre da han kom klagede over hovedpine. Havde han røget for meget? Nej, det skal jeg lade være usagt, men fint nok at han i stedet havde taget en ven med, til at guide os, der hed Loyd.
Det blev en stor oplevelse. Børnene dansede omkring os, og kappedes om at fÃ¥ lov og gÃ¥ i hÃ¥nd. “Jambou,†hilste alle omkring os, og vi hilste tilbage, â€jambou.†Men ogsÃ¥ de voksne kom venligt og nysgerrigt grinende til, nÃ¥r de sÃ¥ vi stoppede op.
På markerne uden om landsbyen dyrkede kvinderne “kasawa,†en rodfrugt der bliver benyttet som en slags kartoffel i madlavningen. Vi kom forbi en lille gruppe, der sad på jorden og skrællede kasawa.
Vi fik lov at smage, og egentlig smagte den ikke af meget, selv om vi tyggede og tyggede. Den kasawa kvinderne var i gang med at skrælle, skulle efterfølgende skæres i skiver og tørres, så den kunne knuses til mel i en stor morter. Og når man tilberedte kasawa’en på den måde, var det for at bruge den til bagning eller jævning.
Så blev det tid at se på fremstillingen af mursten, som også var en del af arbejdet i landsbyen. Vi kom forbi to store stakke af sten, og blev forklaret hvordan de først formede leret til mursten som de soltørrede. Siden blev de stablet på en måde, at der 7-8 steder kunne lægges brænde og tændes ild under. Hele stablen eller stakken af sten om man vil, blev smurt ind, altså dækket af et ekstra lag ler, og i et helt døgn holdt man ilden ved lige, før brændehullerne blev lukket, og det hele stod og afkølede.
Ved selvsyn så vi herefter hvordan processen afsluttedes. En mand og en kvinde var netop i færd med at pille lerlaget af, ind til alle de færdigbrændte mursten.
Vi gik videre over til skolen. Den syntes meget stille, hvor var børnene mon? “Desværre er der ingen børn i skole i dag,†sagde Loyd. Hvorfor? “De fejrer mothers day.†Jeg spurgte om de også fejrede fathers day, hvilket Loyd nikkede bekræftende til. Det var overraskende, det troede jeg kun var et fænomen i den vestlige verden, fremelsket af forretningsfolk med ekstra indtægt for øje.
Lidt skuffede sagde vi ja tak til at se skolen alligevel, og en lærer der befandt sig i skolebiblioteket, fortalte beredvilligt om hvorledes det var at være skolelærer i Afrika.
Skolen havde 1300 elever. Det var altsÃ¥ en stor skole, men da læreren efterfølgende fortalte, at klassekvotienten i Malawi er 180, troede vi næsten ikke vores egne ører, mÃ¥tte bede den venlige lærer gentage. Jo 180 – og han følte sig privilegeret, for han havde kun 120 elever i den klasse han underviste.
â€Den ene af vores lærere har svært ved at komme op om morgenen,†fortalte han videre. Vi mødte ham for øvrigt, det viste sig at være en ældre humoristisk herre, og hans elever mÃ¥tte altsÃ¥ affinde sig med at blive undervist om eftermiddagen – man havde vel respekt for alderdommen – eller var sandheden rettere, at man sÃ¥ sig nødsaget til at fordele det store antal af elever henover formiddag og eftermiddag af pladshensyn? Det fik vi aldrig svar pÃ¥.
Klasserummene – jamen de var i en elendig forfatning, og der var ikke skolepulte nok til alle, hvorfor mange mÃ¥tte sidde pÃ¥ gulvet. Og tavlerne var hullede og absolut ikke brugbare efter danske forhold at dømme. Vi spurgte læreren lidt nysgerrige og lidt i sjov om han kendte navnene pÃ¥ alle sine elever, og overraskende lod han os forstÃ¥, at det gjorde han da bestemt.
Fra skolen gik turen videre til landsbyens lille hospital, der havde størrelse af en stor dansk villa. Jeg må ærligt erkende, vi følte os lidt generte ved at trænge os på. “Jambou,†alligevel var gæstfriheden stor.
Hospitalsstuen vi var inde at se, var for gravide og kvinder der lige havde født, og de viste stolt deres babyer frem. Jeg sludrede lidt med en ung afrikansk kvinde som lige havde født samme døgn, og hun ville gerne at jeg fotograferede hende og den nyfødte. “Asanti sana,†mange tak, huskede jeg at sige.
Tilsidst så vi det lokale marked, der selvfølgelig var ligeså farverigt, som alle de andre vi har oplevet på vores rejse. Og vi kom forbi en lille skrædder, der sad og syede ude foran sit hus. Jamen hvor fik vi dog set meget. Egentlig var denne landsby nok lidt større end jeg havde troet, og jeg gik og tænkte over alle indtrykkene på vejen tilbage til campen. Forsøgte at fastholde oplevelsen, farverne, lugtene, men det var næsten umuligt, med så mange indtryk på en gang.
Mmhh, da vi kom tilbage var Mark og et par stykker til i færd med forberedelserne til vores aftensmad, helstegt vildsvin. Morten og jeg kunne imidlertid sagtens lige nå en tur i bølgerne, efterfulgt af en lille slentretur langs stranden.
Kom forbi fiskerne der sad og bødede deres garn. Børn og kvinder der badede og vaskede, og igen blev vi omringet af glade mennesker der ville fotograferes, og vi gjorde det gerne for alt var utroligt malerisk. Bådene der lignede kanoer, var hugget ud af hele træstammer, og fiskerne fortalte os de tog ud og fiskede i dem om natten.
Behøver jeg fortælle vildsvinet smagte så mundvandet løb, og den hyggelige stemning bestemt ikke blev mindre, da landsbydrengene om aftenen inviterede os til trommedans.