Hold da fest et cirkus, men det var vores egen skyld. I går havde vi forespurgt om man kunne få et værelse med balkon, fordi vi nede fra gaden havde set dette. Jamen det kunne vi da godt. Så her til morgen bad vi om at skifte værelse. Dels fordi vi havde besluttet at bo her en nat mere, og i ånden så vi allerede os selv sidde og hygge, se ned på gadelivet med Ida og Per, mens en lille brise gjorde det behageligt ude på balkonen.
En ny ung mand havde overtaget arbejdet nede i receptionen, og forstod os ikke. Om værelset fra i nat ikke var godt nok? Jo, jo, men vi kunne da godt tænke os at bo ud til gaden med balkon. Receptionisten forstod os stadig ikke, og det endte med at han undrende fulgte os op pÃ¥ først en etage og derefter den næste, viste os værelse pÃ¥ værelse, og pludselig forstod vi – der var ingen værelser med balkon. Denne var kun tilgængelig fra gangen.
Piiiiinligt, og alligevel flyttede vi værelser, fordi det efterfølgende blev for indviklet at forklare, at vi alligevel var ligeglade med at flytte. Den utrolig søde og meget hjælpsomme receptionist fattede stadig ikke et kuk af hvad vi gerne havde ville, men hvis han anså os for besynderlige, lod han sig høfligt ikke mærke med noget.
Morten har igen maveproblemer og tager “stoppiller,†men har det ellers alment godt. Det viste sig at Per var i samme situation. Så måske det skyldtes aftensmaden i går, (de to havde i hvert fald spist den samme menu). Nåh, men vi besluttede at daske lidt rundt i byen, havde jo allerede nået at fornemme atmosfæren i går, og nød den igen i dag.
Var i et hav af små butikker. Snusede også lidt rundt i turistkvarteret, hvor vi fandt en net-café, og fik mailet hjem til familien. Jeg fik en hel klump i halsen, da jeg så vi også havde fået en E-mail fra vores yngste der hjemme. Ih guder hvor jeg savner min familie, se dét kan være svært at forene, når man samtidig elsker jeg at rejse.
Vi forsatte vores traven, og fandt ned til et kæmpe arabisk handelskvarter. Bitte smÃ¥ købmandsforretninger og masser af boder. Gad vide om vi var løbet ind i en markedsdag, eller der altid var sÃ¥dan en leben. Alt kunne købes, ure, sko, el-artikler, radioer, smykker, sæbe og tæpper, husholdningsremedier, fødevarer og meget meget mere. “Jambou†lød det konstant fra venlige og søde mennesker, â€kom og se mine varer, det er gratis at kigge.†Nej, det er ikke gratis, for vi bliver fristet af hvor billigt alting er. Vi travede omkring hele dagen, sÃ¥ vi til sidst næsten endte som brystbilleder.
Aftenen tilbragte vi atter på fiskemarkedet i havnen, omkring alle boderne hvor det sydede af liv, og gik derfra retur til restauranten hvor vi spiste i går. Underholdningen var i aften en gruppe afrikanske dansere akkompagneret af trommer og andre rytmeinstrumenter, så det var umuligt at sidde stille. God mad, smittende stemning, et par øl. Vi havde fortalt om stedet til nogle af de andre fra gruppen, og flere kom til. Folk dansede, og vi dansede med. Til afslutning kom en stor vandpibe på bordet, og hvem røg mest? Det gjorde Morten, min ikke-ryger mand. Hovsa, det måtte vist være den tropiske hede.