Efter morgenmaden drog vi ned til havnen igen, for atter at sejle med den lille færge over bugten. Lille og lille, det var mÃ¥ske sÃ¥ meget sagt, men hvis jeg skal sammenligne med noget nogen kender, mÃ¥ det være Rørvig – Hundested færgen, som jeg til gengæld tør vædde pÃ¥ aldrig har rummet sÃ¥ mange mennesker som denne her.
Flere hundrede sorte indfødte indbyggere skulle på marked med biler, cykler, diverse grøntsager, frugter og dyr. Mennesker og atter mennesker stod tætpakket fra ræling til ræling. Og sammen med hele dette menageri stod fireogtyve hvide, klinet sammen med deres rygsække på maven, for i det mindste at have nogenlunde tjek på deres egne pakkenelliker.
I dette menneskemylder gik vi fra borde og over til den næste og lidt større færge, der på to timer sejlede os til Zanzibar. Elvis (vores truck), efterlod vi i Dar Es Salam. Igennem tolden, tilladelse og nye stempler i passet, og endelig var vi fremme.
Sikken et kulturskift. I Stone Town (hovedbyen), var 90% af befolkningen muslimer, og byen var grundlæggende arabisk præget. Skik følge og lad land fly, for os piger gjaldt det pludselig om at tildække de bare skuldre, hvis ikke vi ville virke anstødelige på den i øvrigt tilsyneladende meget venlige befolkning.
I 1986 havde Zanzibar tre hoteller, i dag er skudt adskillige flere op. Vi fandt â€Safari Lodge†i en labyrint af snævre gader i den indre bydel. Det var her vi skulle bo, og hvilken dejlig overraskelse. Marmorfliser alle vegne, pÃ¥ trapper, gulve og i vores værelse hvor der stod en stor dobbeltseng med et kæmpe moskitonet over, samt vores helt helt eget badeværelse. Hvilken luksus ikke at skulle ligge pÃ¥ jorden i en sovepose, eller dele halvsnuskede baderum fælles med andre pÃ¥ en eller anden camp. Og foreløbig har hverken insekter, edderkopper i â€oversize,†eller elefanter for den sags skyld forstyrret os.
Efter et hurtigt bad, var vi klar til at tage med Hamin. En humoristisk, ivrigt fortællende og underholdende guide, der startede med at tage os ind til den bydel, hvor det gamle fort fra 1740’erne lÃ¥. Herefter videre til “House of Wonders,†der egentlig mere var et palads, bygget af en sultan engang i slutningen af 1800-tallet. Tilnavnet kom sig af at det for den tid, var det eneste hus der havde elektricitet, elevator, foruden vand indlagt. Jo der var god grund til at man havde kaldt det “Miraklerne eller Vidundernes Hus.â€
Derfra kørte vi til det gamle slavemarked, og så kældrene hvor man havde holdt de stakkels tilfangetagne indfødte indespærret. En tragisk påmindelse, om fortidens skændsel.
Fra de tidligste tider har araberne været bosat i bl.a. Mombasa samt flere andre havnebyer på østkysten. Siden kom portugisere, franskmænd og englændere til, og lavede handelspladser langs kysten. Anlægget af disse gamle kolonier var for at drive handel, mere end det egentlig var for at gøre erobringer. Til gengæld blev det efterfølgende alle nationers hovedinteresse, at deltage i slavehandelen, som araberne startede.
En rædsom periode hvor de tilfangetagne sorte blev behandlet forfærdeligt. I to små kælderrum som vi var nede i var det gruopvækkende, at forestille sig hvorledes man havde stuvet 75 kvinder og børn sammen i det ene, og 50 mænd i det andet. Lænket, uden mad og drikke i nogen gange op til fire dage, fortalte Hamin. Dem der overlevede var de stærkeste, dem der var værd at sælge på slavemarkedet. I 1860’erne da handelen var størst, blev tusindvis af sådanne slaver eksporteret til Arabien, Persien, Indien og de franske kolonier i Det Indiske Ocean.
Vi blev fortalt at missionæren Livingstone flere gange havde forsøgt, at overtale sultanen til at afskaffe slavehandlen i byen, og at han til sidst havde lovet det. Men sultanen tjente sÃ¥ godt pÃ¥ slaverne der blev solgt verden omkring, at han alligevel omgikkes sit løfte. Stoppede ganske vist med at sælge slaver i Stone Town som lovet, blot for at flytte slavehandelen til en anden by – og pÃ¥ den mÃ¥de praktiseredes slavehandelen helt op til Ã¥r 1907.
Vi besøgte kirken, hvor et gammelt krucifiks sagdes at være udskÃ¥ret af det træ, hvor under Livingstones hjerte â€der tilhørte Afrika†var nedgravet. Resten af hans legeme er for øvrigt begravet i Skotland, hvor han oprindelig stammede fra.
Kors hvor han snakkede den kære Hamin, men han var spændende, og fra det historiske gik turen videre ud til en plantage, på en såkaldt “Spice-tour.†Jeg tror knapt jeg kan huske alt hvad vi så, men i flæng kan nævnes kakaobønner der vokser på store buske. Gurkemeje som vi prøvesmagte, og hold da fest hvor en frisk gurkemeje er stærk, det brændte i munden længe efter vi havde tygget på det. Vi så muskatnød, der var overraskende og forunderlig flot (nedenstående foto).
Vi sÃ¥ kapoktræer, kaffetræer, peberbuske, og opdagede hvorledes kardemomme ligger under plantens blade, som frøkapsler pÃ¥ jorden. Og vi sÃ¥ at kanel er bark som skrælles af træet, der herefter restituerer sig selv efter ca. 2 – 3 uger. Vi sÃ¥ bananpalmer, og fik fortalt om den mindste sort der samtidig var den mest delikate. Og vi sÃ¥ de kolossale Jack-fruits, der kunne veje op til 50 kg. En ejendommeligt udseende frugt, der efter sigende skulle smage som en mellemting imellem en ananas og en banan!
Det var spændende at se hvordan disse krydderier og frugter, vi hjemme har importeret de senere år, hvordan de i virkeligheden voksede. Men også at opdage ukendte ting som en sæbefrugt, vi både så og prøvede at vaske hænder med. Mærkeligt med en valnødde- stor frugt der skummede som sæbe, når den tilsat lidt vand, blev gnedet imellem hænderne.
Aftenen tilbragte vi tilbage i centrum, i det gamle Stone Town, hvor vi nød den eksotiske stemning. En “muadhin†kaldte til bøn fra en minaret et sted i nærheden, og mindede os igen om den arabiske kultur. Vi slentrede omkring nede ved fiskemarkedet, og senere i et andet med kunsthåndværk. Alt fra træskærerarbejde, smykker og stoffer var at finde, og vi fristedes til at købe nogle lange, tynde, høje træfigurer, som vi fik pruttet ned til en tredjedel af prisen.
Vores handelsmand var masai, og jeg tror figurerne i primitiv forstand netop skulle forestille hans eget stammefolk, så i og med at Ida og Per også lod sig friste, har vi nu tilsammen seks styk 1,80 meter lange masai’er, vi på en eller anden måde gerne skulle have bragt med hjem til det kolde nord. Hvordan og hvorledes er mig egentlig ubegribeligt lige nu?
Bagefter fandt vi en hyggelig restaurant nede i havnen, hvor vi fik stilnet vores sult og tørst. Det var ogsÃ¥ her de fortalte, at Farookh Bulsara havde trÃ¥dt sine barnesko, altsÃ¥ her pÃ¥ Zanzibar. NÃ¥h ja, flere kender ham nok bedre under navnet Freddie Mercury. Den afdøde, karismatiske forsanger i “Queen.â€
Kors i hytten hvor det var svært at finde hjem i mørket. Den tætte arabiske bydel var en labyrint af smalle snoede gader, med meget lidt belysning – men tilbage fandt vi da.