Der var travlhed fra morgenstunden. Kriller i maven? Vores bagage skulle ompakkes før dagens program kunne starte – en ny gamedrive – denne gang en 3-dages safaritur. Det skulle blive spændende. Fire jeeps med chauffører og en kok hentede os, og vi efterlod altsÃ¥ endnu engang vores truck Elvis, med Mark og Dave.
Ud i bushen af uvejsomme ruter, og tak skæven en knoldetur vi kom ud pÃ¥, og for at det ikke skulle være løgn punkterede jeepen. Vi mÃ¥tte ud af bilen for at Jonathan (kokken der kørte sammen med os), og vores chauffør Peter kunne skifte hjul. “I mÃ¥ ikke bevæge jer væk fra bilen,†sagde Peter, der ud af øjenkrogen havde set Ida og jeg var pÃ¥ vej til at gÃ¥ lidt afsides. “Her er løver i omrÃ¥det†advarede han, og knoklede sammen med Jonathan for at skifte dæk hurtigst muligt – og vi var ikke i tvivl om det skulle tages alvorligt.
Masaierne jeg tidligere har beskrevet, er den eneste stammebefolkning der har tilladelse til at bo i Serengeti Nationalparken. Dels fordi de altid har beboet området, dels fordi de lever af deres kvæghold og altså ikke er en trussel imod de vilde dyr. Deres befolkningstal menes at være et sted mellem 300.000 og 400.000, og de lever spredt ud over området fra Nairobi i Kenya, ned over de store nationalparker Amboseli og Masai Mara, samt Ngorongoro og den allerede nævnte Serengeti.
Serengeti som betyder â€endeløs,†er et ufatteligt stort landomrÃ¥de, der i realiteten er dobbelt sÃ¥ stort som Sjælland. Alt sammen er udlagt til nationalpark, og hele det sydlige omrÃ¥de er endeløs græsslette uden et træ i miles omkreds. Først efter 1½ times kørsel, blev savannens ensformighed brudt af spredte akacietræer der dukkede frem i horisonten. Vi var ganske enkelt ved at nærme os vores næste forehavende, besøget i en ægte masai-landsby.
Det blev afsindigt spændende. Masaierne kom ud og tog imod os med sang og dans. Mændene angav, at bruge deres spyd imens de brummede bas-lyde og trampede i takt med deres fødder. Jeg gætter det var en form for jagt de gengav i dette danseoptrin.
Derefter inviterede de os ind i landsbyen hvor mændene igen, denne gang under tilråb og jubel, gav sig til at danse en slags hoppedans. Det fremgik tydeligt at de unge mænd konkurrerede om kvindernes beundring ved at hoppe højest, og sikken en imponerende springkraft uden tilløb, men lige ret op og ned, der blev lagt for dagen. Imens hvinede kvinderne højlydte trillelyde, samt stampede en rytme der fik deres store perlekraver til at vippe op og ned på deres skuldre.
I ligegyldigt hvilken litteratur jeg har læst om masaierne, beskrives de som et fascinerende og særdeles stolt stammefolk, hvilket jeg egentlig tror måske er årsagen til, de ikke har ændret den levevis de har haft i århundreder.
Landsbyen lå langt ude på savannen beskyttet imod de vilde dyr af et yderhegn af stolper, som stod i en cirkel rundt om deres lave hytter, og med et tilsvarende mindre hegn inderst til husdyrene. Der var en markant gennemtrængende ram lugt af køer, geder og lort. Måske ikke så mærkeligt at lugten hang i næsen konstant, for alle deres hytter var bygget op af stolper, grene og ler sammenæltet med kokager.
Masaierne var meget gæstfrie og vi blev inviteret ind i deres hytter. Ida, Per, Morten og jeg sad hos en ung mand der endnu var ugift, og derfor stadig boede sammen med en søster, sin mor og far. Mørket var så massivt inde i hytten, at det tog nogen tid før vi overhovedet kunne se hvor lidt plads der egentlig var. Vi sad på en lille forhøjning, hvor på der var bredt nogle gedeskind ud, det måtte være deres soveplads, og jeg tror der var to af slagsen. I midten var et lille ildsted, og meget mere kunne faktisk ikke ses i mørket.
Sluttelig gik vi rundt, sÃ¥ pÃ¥ og beundrede deres smykker og vÃ¥ben, som de havde lagt frem. Deres lange spyd, deres køller kaldet “rungu†som laves af en trærod, samt de røde tæpper de traditionelt gÃ¥r klædt i. Masaierne ville gerne sælge, og vi kunne ha’ købt det hele og lidt til, og alligevel besluttede vi – ikke flere souvenirs. Vores rygsække var allerede fyldt til bristepunktet, og vi vinkede i stedet farvel til landsbyen.
I endnu nogle timer bumpede og hoppede vi videre, før vi sidst pÃ¥ eftermiddagen godt mørbankede, nÃ¥ede frem til en â€bushcamp.†PÃ¥ akord-tid fik vi stillet vores telte op. Det var planlagt sÃ¥ledes, at Jonathan skulle tilberede aftensmaden i lejren, imens vi andre atter kørte ud i hÃ¥bet om vi kunne nÃ¥, at se en løve inden det blev mørkt.
Efter sigende skulle Serengeti rumme jordens største koncentration af storvildt. Og det blev da også vildt, i mere end en forstand. Jeepens tag kunne løftes, og fire danskere stod og roterede rundt for at se mest muligt, samtidig med vi pegede i alle fire verdenshjørner. Trætheden var som blæst væk, og det var utroligt hvad vi oplevede på bare et par timer.
Det ene dyre-scenarie efter det andet – og det skal lige siges denne gamedrive var total anderledes i sammenligning med Luangwa, der fortrinsvis havde været i jungle. Denne foregik ud over Ã¥ben savanne, og vi sÃ¥ zebraflokke, sjakaler og vortesvin der pilede af sted med oprejste haler som smÃ¥ antenner. Hyæner, gazeller og antiloper, sjakaler, struds og meget meget mere.
Afrikanerne har mange smukke dyrefabler, og i en fortælles om den første gepard, at da den fik unger blev de sørgeligt nok taget af en ørn. Lige siden har den grædt, og derfor fået en sort stribe fra den inderste øjenkrog til mundvigen. Historien fik selvfølgelig endnu større betydning, da vi samme eftermiddag så en gepard-mor med tre unger. Måtte den beholde sine unger, denne smukke plettede sprinter, savannens allerhurtigste, hvor ingen andre kunne måle sig med dens tophastighed på lidt over 100 km i timen.
Indimellem talte Peter i sit samtaleanlæg, hvorpÃ¥ han kørte mÃ¥lrettet i en bestemt retning, og pludselig dukkede en flok løver op. Fantastisk, hunløverne holdt afstand, men hanløven skulle lige vise den var konge. Gik roligt ind foran en af jeepene, og stillede sig i vejen sÃ¥ de ikke kunne køre. Hvem var det lige der bestemte her – vi morede os lidt over symbolikken.
Solen var på vej ned i horisonten og himlen fik et orange ildskær, så et nærliggende bjerg flammede helt rødt. Et syn så fantastisk smukt, med de foranstående sorte silhuetter af fladkronede akacietræer. Jeg måtte knibe mig selv i armen for at overbevise mig selv om, at dette her var ægte og ikke et drømmesyn.
Vi nÃ¥ede tilbage til bushcampen og spiste en udsøgt middag. Jonathan havde stillet smÃ¥ borde op, petroleumslamperne var tændt, og pÃ¥ de smÃ¥ feltstole sad vi og drømte videre under den kulsorte nattehimmel med tusinder af blinkende stjerner, sÃ¥ man helt automatisk følte sig hensat i et â€Tusind og en nats†eventyr. Jamen det er næsten umuligt at sætte ord pÃ¥ denne dag, hvor vi endnu engang har fÃ¥et lov til “live†at opleve naturens vidundere.
Det blev tid at gÃ¥ til ro. Ude i mørket fra savannen kunne vi høre forskellige lyde, og i lommelygtens skær pÃ¥ vej til det lille toilethus, sÃ¥ Morten og jeg dyreøjne skinne i mørket. Det var umuligt at bedømme afstanden, og jeg skal ærligt indrømme, jeg havde heller ikke lyst til at finde ud af det – det blev først senere vi skulle erfare hvad det var der stod pÃ¥ lur, og først efter vi havde søgt ly i vores lille telt.
Vi var faldet i søvn, men vågnede godt nok op, da vi hørte lyden af snøften og knurrelyde nær teltet. Nysgerrige lurede vi forsigtigt og musestille gennem teltdørens moskitonet, og da først øjnene havde vænnet sig til mørket, kunne vi i månens skær øjne fire hyæner der rodede rundt i affaldsposerne, for at finde spiselige rester fra vores aftensmad.
De var større end jeg havde forventet, og måske skyldtes dette eller tanken om deres nærhed, min viden om deres stærke kæbebid der med lethed kan knuse enhver knogle. De var vel ca. 5 meter fra os, og vi studerede dem i et kvarterstid, før de vandrede forbi vores telt igen, og videre ud i nattemørket. Der gik ikke længe før vi kunne høre dem hyle, et eller andet sted derude på savannen. Fascinerende med alle disse lyde i natten, så længe de altså var på en behørig afstand.
Vi faldt i søvn igen, men atter vågnede jeg, denne gang ved lyden af nye gryntelyde. Jeg kunne ikke se den. Hvad var det mon? Jeg kunne slet ikke registrere hvad det var der gik derude omkring teltet. Der var totalt sort indtil en sky gled væk fra månen, og i skæret kunne jeg pludselig se, at det denne gang var et raslende hulepindsvin. Jeg vidste Morten ikke ville være foruden den oplevelse, og skyndte mig at vække ham.
Heldigvis blev den ikke så længe, og vi faldt dødtrætte omkuld. Sov så tungt, at om der havde været flere dyr, så hverken så eller hørte vi mere den nat.