Det kan nok være vi var klatøjede, da vi blev vækket lidt over kl. 5.00, og et morgenbad – jamen det var da en saga blot, det var jo bushcamp det her.
Et hul i jorden i et lille toilethus var eneste komfort, og jeg skal lige hilse og sige der stank forfærdeligt afskyeligt. Til trods for dette var der ingen, der turde træde af pÃ¥ naturens vegne. Bare forestillingen om, at sidde med bukserne nede og det værst tænkelige, at opdage et dyr i nærheden bevæge sig i retning af én – det var alt tilstrækkeligt til, at man i stedet valgte og holde sig for næsen.
Under morgenkaffen gik snakken lystigt, hvem havde set og hørt hvad i nattens løb. Jo, de fleste havde hørt hyænerne, nogle set dem som os, afhængige af hvor deres telte havde stået, men ingen havde set hulepindsvinet. Jeg var lidt glad for, at Morten kunne bekræfte, det ikke havde været en drøm.
Kl. 7.00 forlod vi lejren, og blev igen betaget over at se alle disse vilde dyr i deres naturlige element, og samtidig gøs det i os da vi så en løve angribe en lidt for nærgående hyæne. Naturen var smuk, den var enestående, men også barsk. I en bog jeg har læst fremgik det stærkt forenklet. 1,5 km² græs giver føde til 100 gazeller, som igen giver føde til én løve. Savannens mange græsædere medvirker altså kort og godt til, at Serengeti er et rent paradis for rovdyrene.
Endnu engang tilbage til lejren hvor vi spiste frokost, pakkede teltene ned, og så gik ruten ellers tilbage og i retning mod Ngorongoro, der var beliggende i et stort vulkankrater. Endnu en nationalpark, og igen så meget anderledes.
Vi passerede en flok sortklædte drenge. Det var ikke første gang – men vi undrede os over deres udseende og deres ansigter der var hvidmalede. “Hvorfor gÃ¥r de sÃ¥dan klædt Peter?†“Det er unge masaidrenge der skal klare sig selv i et par mÃ¥neder. NÃ¥r de vender tilbage til landsbyen er de mænd.†Vi stoppede ved den næste gruppe vi sÃ¥, og Peter spurgte om lov til at vi fotografere dem.
Gud hjælpe mig om vi ikke endnu engang punkterede med vores jeep, og til stor more for de tre øvrige jeeps i selskabet, der 10 minutter efter kom forbi og selvfølgelig grinende rÃ¥bte: “Vi ses mÃ¥ske i Ngorongoro?â€
Et par masaier kom lidt senere gående og stoppede nysgerrigt op, og vi indledte en samtale med fagter og geberder. Som sædvanlig gik de bevæbnede som alle masaier gør, og hvad der begyndte som en spøg endte såmænd med at blive alvor, for lige før vi skulle videre indvilgede den ene masai i at sælge os sit spyd, som Morten havde vist interesse for.
Pludselig var vi ikke sÃ¥ ærgerlige over igen at være punkteret. Til gengæld havde vi totalt fraveget vores egen aftale om ikke at anskaffe os flere souvenirs, men hvad – det er vel heller ikke hver dag man fÃ¥r muligheden for at købe et ægte masaispyd.
“Nu har vi altsÃ¥ ikke flere dæk,“ sagde vores driver. â€Jamen sÃ¥ mÃ¥ vi sandelig hÃ¥be vi ikke punkterer mere Peter,†og følte os allerede lidt heldige, da vi nÃ¥ede frem til Ngorongoro.
Et imponerende syn, hvor vi blev overvældet af betagelse, da vi stod på kraterkanten og så ned på det 450 km² store område under os. Foruden et mindre skovområde, så vi se ned på en udtørret saltsø, og resten var et kæmpe stort fladt steppeareal.
For et par uger siden havde vi sludret med et par andre rejsende, der havde besøgt Ngorongoro og Serengeti. “Nej,†havde de ærgerlige svaret os, de havde ikke set gnuerne som hvis man var heldig, man kunne se vandre i hobetal over savannen på denne årstid.
Vi var ikke sikre, vores kikkerter gik fra hånd til hånd. Hvad var det for store dyreflokke vi kunne ane? Var det virkelig gnuerne der var nået til Ngorongoro? Kunne vi virkelig være så heldige?
Vi slog vores telte op, og lejren kom til at ligge i nærheden af kraterkanten. Jonathan lavede igen mad, og mætte og tilfredse blev det tid til at gÃ¥ til ro. Men nu var det jo altsÃ¥ atter en bushcamp, sÃ¥ det mÃ¥tte jo næsten blive en selvfølge, at dagens oplevelser endnu ikke var slut. En af vagterne rÃ¥bte pludselig: “Crazy elephant.â€
På denne camp havde vi siddet og spist inde i en bygning. Den var rektangulær, væggene var muret halvt op, og oven på muren var et ståltrådsnet der gik op til taget. I beskyttelse heraf stod vi benovede og kiggede ud på en kæmpe elefant, der iagttog os halvt skjult bag en gruppe træer få meter fra huset. Wauv, denne gang var det lidt rart at føle sig beskyttet, men vi kunne jo ikke blive stående, for vi skulle jo ud i teltene og sove.
Alle var lidt mere på vagt, for historierne om en anden tourgruppe der havde ligget i lejren foregående nat, var naturligvis blevet fortalt videre. En vildsvineflok var løbet ind imellem teltene, og ét telt var blevet raseret. Ingen var kommet til skade, men den havde fået en plasticpose på sin krogede tand, hvori det uheldige pars personlige papirer og pas havde ligget. Heldigvis havde den tabt posen, og eneste skade var altså et ødelagt telt.
Morten skulle på toilettet og fik sit livs chok. Huset var tæt ved skovtykningen, hvor elefanten havde stået. Jeg tror der var optaget på toilettet, hvorfor Morten gik hen ved et træ. Det skal siges det var blevet bælgravende mørkt, og man kunne bogstavelig talt ikke se en hånd for sig, da der foran ham pludselig stod et stort vildsvin.
I det samme kan vi alle sammen høre vagten rÃ¥be: “Pas pÃ¥ – løb, løb,†og i hans lyskegle lige ved siden af Morten, stod en stor bøffel. Det kan nok være han fik benene pÃ¥ nakken, nøjagtigt som en af de indfødte der spænede 50 km i timen, da han blev advaret om samme bøffel, idet han kom ud fra toilettet.
Nogen tid efter turde hverken Ida eller jeg gÃ¥ pÃ¥ toilettet alene, det her var lige en omgang for spændende. At ende som et led i fødekæden gjorde vi ikke frivilligt. Morten og Per mÃ¥tte pænt følge med – og sÃ¥ gik det ellers hastigt over til teltene bagefter. Det var utroligt, hvad mere kunne vi snart opleve.
Da vi tidligere havde slÃ¥et telte op, storgrinede vi over Ida, der krævede sit telt klinet ind imellem Mortens, mit, og Hartwig og Franks. Vores lÃ¥ dernæst yderst, og med et anstrøg af nemesis mÃ¥ jeg indrømme min sidste tanke inden jeg sov var – hvor lÃ¥ masai-spyddet som vi havde købt? I mørket famlede jeg mig frem til det, og trak det hen til soveposen. Jo, jeg skal lige love for ens alarmberedskab var vagt.
Sidste nats sparsomme søvn, dagens og aftenens mange oplevelser, gjorde at det kun føltes som en biting – trods alt, da der pludselig lød et brag af et riffelskud. Halvt i søvne konstaterede jeg, at det nok bare var vagten der passede pÃ¥ os.