Det er vel hen ved ½ Ã¥r siden at Per pÃ¥ vores gruppes vegne, søgte om tilladelse hos “Uganda wildlife Authority,†for at vi eksakt om et par dage kunne tage pÃ¥ jungletur og se bjerggorillaer. Ja ting tager tid, og der er lange ventelister, for kun fÃ¥ lukkes ind i omrÃ¥det ad gangen for at beskytte gorillaerne – hvilket man kun kan sympatisere med.
I dag var det så blevet tid til at hente det vigtige dokument, den længe ventede tilladelse på UWA-kontoret inde i Jinja, samt få den endelige og alt afgørende besked om vi skulle til Mgahinga ved grænsen til Rwanda, eller Bwindi ved grænsen til Congo. De eneste steder i verden hvor der findes bjerggorillaer, cirka 600 ved årtusindskiftet, altså et foruroligende lille antal. Man kunne også sige én bjerggorilla for hver 10 millioner mennesker her på jorden. Ja det sætter ligesom tingene lidt i perspektiv. Men heldigvis og ikke mindst takket bl.a. Dian Fossey er vores viden blevet større, og i dag gøres en stor indsats for at bevare de sidste bjerggorillafamilier .
Det blev heldigvis Bwindi vi skulle til, og nÃ¥r jeg skriver – heldigvis, er det fordi denne nationalpark er næsten 10 gange større. Der følger ingen gorilla-garanti med tilladelsen. Vi har éen dag til at finde dem, lykkes det ikke er det bare ærgerligt. En anden gruppe turister har nemlig allerede næste dag deres tilladelse, osv.
Det er godt nok min helt egen lommefilosofi, men jeg tænker nÃ¥r der er mere plads i Bwindi, lidt over 300 km² regnskov, er der ogsÃ¥ mere føde. Mgahinga er en meget lille nationalpark, og kun en lille del af et areal der forsætter langt ind i Rwanda – og gorillaerne skal altsÃ¥ ikke ha’ visa for at gÃ¥ over grænsen.
Nåh, resten af formiddagen til henved middagstid, blev brugt til at køre imod hovedstaden Kampala, der ved sidste tælling i 2002 havde et indbyggertal på 1,2 millioner, ud af landets samlede på 24,6 millioner.
På ruten iagttog vi igen hvor fantastisk frodigt landet er set i forhold til Kenya. Det meste af jorden er opdyrket, og som noget nyt så vi store marker af grønne tætvoksende tebuske. Når vejen førte os igennem byer, var det i reglen via hovedgaden, og her lå små simple butikker af enhver slags. Sko, tøj, værksteder, og brugte reservedele til nær sagt alt, maskiner, biler, cykler m.m. og grøntsagshandlere, og slagtere hvor kødet lå eller hang i det fri. Men selv med denne store frodighed og mangfoldighed, er man ikke i tvivl om at Uganda samtidig bærer præg af og være endog et meget fattigt land, der oven i købet trækkes med en temmelig blodig fortid.
Hvem husker ikke den ondskabsfulde og forfærdelige diktator Idi Amin, der nærmest fodrede Nilens krokodiller med landets borgere. For et par år siden døde han i eksil, efter at være flygtet ud af landet, som blev overtaget af endnu en grusom tyran, Obote. Derfor blev det nærmest en befrielse for landet, da Museveni fik kæmpet sig til magten, og skabt noget der dog mindede om et slags demokrati.
Og om ganske få uger skal Uganda have præsidentvalg. Det fremgår tydeligt, for næsten overalt er ophængt plakater. De er enten klistret på husmure eller på papkasser der hænger i træerne. Hvem vinder? Den siddende præsident Museveni, der har gennemtrumfet en ændring af forfatningen som gør det muligt, at han kan blive valgt for endnu en periode. Eller den tilbagevendte Besigye der flygtede ud af landet efter sidste valg, fordi han frygtede for sit liv da han havde fået højesterets ord for, at Museveni stod bag omfattende valgsvindel. (Efter vores hjemkomst oplyste pressen om valgresultatet, at Museveni den 23. februar, var blevet genvalgt, samt at der på ny var rygter om valgsvindel).
NÃ¥h, men tilbage til turen hvor vi ved middagstid nÃ¥ede hovedstaden, og som det første opsøgte immigrationskontoret. Hjælp, her kom vi for at fÃ¥ bragt visaerne i orden, men kunne sandelig godt fornemme det bragte postyr. En mindre diskussion der heldigvis igen faldt ud til vores fordel, resulterede i vi bare lige mÃ¥tte vente pÃ¥, at de fik frembragt de klistermærker der skulle sættes ind i vores pas – og endelig blev vi lovformelige turister.
Herefter skulle der handles mad og vand, inden vi nåede frem til vores bestemmelsessted “Red Chili Hideaway,†et hyggeligt backpacker hostel, kun 3 km fra centrum. Vi blev installerede, fik frokost og slappede af imens vi ventede på Milly, en af skolelederne for “The African Childrens Choir.†Historien er den, at hjemme i Danmark sidste år, havde Ida, Per, Morten og jeg hørt det ugandiske børnekor i Frederiksborg Slotskirke, hvor også Milly havde været tilstede. Det var her ideen opstod, at når vi kom til Uganda, også at se børnenes skole.
Milly kom, og om hun kunne genkende os ved jeg ikke, men ihvertfald fik vi et varmt velkomstknus, af en meget smilende og glad kvinde, der i dén grad udstrålede stolthed ved sit arbejde. “The children are not in school to day, but we can visit the new building,†forklarede hun. “Åh nej det er da ikke rigtigt Milly.†Jeg tror ikke vi helt kunne skjule vores skuffelse over ikke at skulle træffe børnene. “Jamen når I har set skolen, så lad os gå ned i slumkvarteret og hilse på, for det er jo der alle børnene bor.†Det ville vi da gerne hvis det var muligt, og det fik Milly overbevidst os om at det var.
Det blev aftalt at Per kørte med Milly, imens vi andre fulgte efter i “Marvin.†Når vi blev sat af, ville Fortune køre videre med trucken på værksted, og vi andre ville ved turens afslutning, tage en shuttle-bus tilbage.
Den gamle skole lå i udkanten af slumkvarteret, og var lidt overraskende en del af et kirkerum. Ikke desto mindre fortalte Milly, at de her gav 200 børn undervisning, og at den nye skole ville komme til at rumme det samme. Det ville blive det næste store arbejde Milly havde foran sig. “But it’s so difficult,†forklarede hun, fordi det kun var et fåtal de kunne hjælpe, ud af de mange mange børn der boede i slumkvarteret. Til gengæld kunne de udvalgte børn være sikre på, at blive fulgt helt til dørs. Mødte de af en eller anden grund ikke op i skolen, opsøgte man børnene. Kunne man ikke motivere dem til skolegang, hjalp man dem til et arbejde. Hvis en af pigerne blev gravide, tog man sig ikke kun af hende, men også af barnet. Man havde med andre ord forsøgt at etablere et virkelig godt netværk.
Milly fremstod som en ildsjæl, dybt engageret i dette projekt. Hun brugte at hun selv var fra fattige kÃ¥r, som en motivation for uddannelse overfor børnene og de unge. Overbevisende og med power fortalte hun: “Hvis man hjælper de fattige med naturalier, vil de blot sælge dem. Skoleuddannelse og viden derimod, vil de kunne tage med sig resten af livet, og det giver dem ihvertfald muligheden for en bedre tilværelse.†Et lille kirkekor var i færd med at øve i rummet, og det lød sÃ¥ smukt og klang sÃ¥ dejligt, at jeg næsten ønskede vi kunne være blevet lidt længere. Præsten kom til – vi hilste pÃ¥, og Milly fortalte om vores besøg. Det mundede ud i, at han ville følges med os ned i slumkvarteret, hvor det med alt tydelighed fremstod hvorledes bÃ¥de han og Milly var æret og respekteret.
Du godeste en elendighed. Folk boede i små bræddeskure eller lerklinede hytter, så tæt at vi flere steder måtte gå i gåsegang for at passere igennem. Det føltes i første omgang næsten pinligt at iagttage denne fattigdom, og hvordan opfattede disse stakkels mennesker vores tilstedeværelse. En lille gruppe hvide nysgerrige, for hvem det langsomt gik op for hvor stor elendigheden i realiteten var, for disse allerfattigste i ét af hovedstadens slumkvarterer. Ja, for der var flere slumkvarterer blev vi klar over, og alle lå de placeret nede i dalsænkningerne i hovedstaden, som i sin tid ved århundredskiftet, var blevet anlagt på ni høje.
Langsomt fornemmede jeg, som vi gik dybere og dybere ind i området, hvilken uoverskuelig labyrint det var af snævre ildelugtende og beskidte gyder. Og det var alvor da vores to ledsagere påpegede ikke at falde bagud eller blive væk. “I finder ikke selv ud herfra igen.†Præsten sagde det ikke direkte, men Milly havde tidligere ladet skinne igennem, hvor risikabelt det var hvis ikke vi havde følgeskab af hende og præsten.
Først kunne jeg ikke fÃ¥ mig selv til at fotografere – var det nødvendigt? Jeg var i nuet ikke i tvivl om, at disse indtryk var sÃ¥ stærke, at de for altid ville være indprentet pÃ¥ nethinden. Men hvordan forklare denne fattigdom og elendighed for andre? Vi spurgte om lov, og de fleste viste sig meget gerne at ville fotograferes. En mor var sÃ¥ stolt over sin baby, at hun skyndte sig hen for og rette den lille op som sad i en plastikbalje, for at vi kunne fotografere hende.
Især børnene hoppede og dansede omkring os, og syntes det var enormt spændende at få lov at holde i hånd, røre og mærke på vores hvide hud eller lyse hår. Og hver gang man satte sig på hug, var det helt sikkert der samlede sig en sværm af større og mindre børn, der bare var helt umulige at stå for.
“Hallo, how are you?†og “Where are you from?†Spørgsmål der blev stillet et hav af gange, og som jeg tvivler de reelt forstod. “We are from Denmark.†Jeg prøvede at forklare: “Jeg kommer fra et lille land højt mod nord. På denne årstid er der så koldt i mit land, at regnen falder ned fra himlen som sne, og alt bliver hvidt. Nogle gange er der så koldt, at jeg kan gå på søens vand, fordi den fryser til is.†Jeg har tidligere på turen forsøgt at forklare om Danmark, og sidste påstand får næsten øjnene til at rulle rundt i hovedet på de få der mener at forstå. “Kan du gå på vandet?†“Ja, hvis isen er tyk nok.†Jeg ærgrede mig over for et par dage siden, at være kommet til og slette vinterbillederne i mit kamera. Huskede tydeligt Joshua’s åbenlyse forbavselse, da han havde set dem.
Præsten fortalte indtrængende: “You don’t know how awful the situation are for these poor people?†Nej sikkert ikke, men jeg prøvede, og det gjorde ondt at høre ham fortælle. “Disse mennesker kæmper hver dag for at overleve, kæmper for at fÃ¥ bare et enkelt mÃ¥ltid mad om dagen.â€
Regnvandsgrøften vi stod ved (en ud af de mange), lugtede i den grad, at man ikke var i tvivl om hvad der sammen med alskens affald flød i den. “Det mest forfærdelige er når de tropiske regnskyl sætter ind,†forsatte præsten, “vandet stiger så hurtigt at folk drukner. Slumkvarteret oversvømmes, vandet flyder ind i de små hytter og bræddeskure så hurtigt, at folk ikke når at komme ud, især hvis det sker om natten.†Hvor er det urimeligt, jamen hvorfor er slumkvarterene placeret nede, og hvorfor er det kun de bedre stillede og velstående det er tilladt for, at bo oppe af bakkesiderne?
Mortens fuldskæg medfører ofte tillægsnavne som Moses, og en enkelt gang, “Oh, hallo – Bin Laden.†I netop den situation var jeg glad ved at konstatere, de indfødte samtidig grinede stort og bredt. Men nede i slum-kvarteret, var det børnene der hvinede og jublede, nÃ¥r de fik lov at hive lidt i hans skæg.
Og Alex måtte lave sit trick med at hive sin tommelfinger af, om og om igen, til stor begejstring for store som små tilskuere. Ja selv Milly stønnede af grin, “Oh my God, what’s he doing?†Midt i elendigheden tror jeg det fik stor betydning, både for kvarterets beboere og os, at vi kunne grine sammen.
Jeg havde ingen tidsfornemmelse, for de mange indtryk fyldte så voldsomt, men jeg skyder på vi vandrede omkring og så, vinkede og hilste “jambou†og “hallo†til voksne og børn i noget nær 1½ time, og måske også mer.
Alex tommel måtte være øm, adskillige børn havde målløse hevet i den, fordi de ikke forstod hans trick. Morten havde sit skæg endnu, og selv tror jeg mit hår må have lignet en uglerede, grundet de mange små fingre der lige skulle mærke og rode rundt i det anderledes farvede hår..
Milly sørgede for en transport, hun ville til allersidst vise os deres nye skole, og mens Per som vores “headmaster†kørte med hende, fulgte vi andre efter i en lille shutlle-bus.
Hold da op en overraskelse. Vi kunne kun grine lidt af vores egen helt forkerte forventning. For det var ikke en anden skole, men derimod en ny kommende, under opbygning. Det fortalte imidlertid noget om Milly’s stolthed over deres nye skoleprojekt, at hun var så forhippet på, at vise os byggepladsen. Og det var da også dejligt, at høre om hvordan der nu blev plads til endnu flere børn fra slumkvarteret. Og dejligt var det også at opleve Milly’s glæde, da vi overrakte hende det beløb, vi havde skillinget sammen.
Tilbage til vores overnatningssted, hvor Milly inden afskeden ønskede et fællesfoto. Puha, jeg må erkende jeg stod tilbage med et kaos af følelser da vi vinkede farvel. Det var så stærke oplevelser og rørte så dybt, at jeg er overbevidst om det vil tage lang tid at fordøje.