Det bankede pÃ¥ væggen. Morten og jeg vÃ¥gnede. NÃ¥h, det var selvfølgelig Ulla og Flemming der boede inde ved siden af, vi havde aftalt at vække hinanden. Vores overnatning er foregÃ¥et i smÃ¥ dobbelthuse. To soverum, med et fællesbad i hvert – hvorfor blev det ved at banke? Der mÃ¥tte være noget galt. Jeg skyndte mig at hive en bluse over hovedet og løb ud. Døren ind til Ulla og Flemming var smækket i med en slÃ¥. Det viste sig at Ulla ved et uheld var blevet lukket inde af Flemming. Vi grinede lidt af miseren, og ikke mindre, da jeg et kvarter senere selv stod i nøjagtig samme situation.
PerJ. kunne fortælle, at Fortune i går havde hentet hans rygsæk i lufthavnen, og berettede samtidig grinende, hvordan han havde haft svært ved at vælge, hvad han dog skulle tage på til morgen. Lånetøj, tæpper m.m. kunne efterfølgende leveres tilbage.
Under morgenmaden fik vi pludselig særdeles travlt med at pakke morgenmad, klapstole m.v. sammen. Det havde været overskyet fra vi stod op, men nu var skyerne helt mørke og det begyndte at blæse kraftigt op. Du almægtige, vi nÃ¥ede ikke mere end lige at blive færdige, før himlens sluser lukkede op. Regnen plaskede ned, grene fløj omkring os i luften, vinden tog til og en høj palme knækkede midt over lige for øjnene af os. Det var et regulært skybrud af dimensioner vi ikke var vant til – og vi kørte. Det var sÃ¥mænd nok ogsÃ¥ mere sikkert, før en anden palme risikerede at vælte ned i vores truck.
Det var chokerende at se hvor hurtigt vandet samlede sig i rivende små floder, der strømmede med hældningerne i terrænet, og dannede søer der flød ud over gader og stræder.
Uvægerligt kom flere af os til at tænke pÃ¥ beboerne i slumkvarteret. Hvor mange af husene kunne holde regnen ude? Hvor meget ville blive oversvømmet? Ville nogen drukne? Det var sørgeligt at tænke pÃ¥ de barske realiteter. Og bagefter opstod selvfølgelig ogsÃ¥ tanken, ville vi selv køre fast i pløret i dag. Nej – det var en af grundende til, at det var en fordel vi kørte rundt i en stor høj truck, for den pløjede sig igennem uden problemer, og der gik ikke lang tid før vi var nÃ¥et til asfalteret vej. Et stort træ lÃ¥ væltet, men vi kunne heldigvis komme uden om. Andre steder vadede folk igennem 20-30 cm vand, og enkelte forsøgte pÃ¥ trods af alt, at holde balancen pÃ¥ deres cykler.
Inde i trucken begyndte vi at få problemer. Den var ikke tæt, og vi begyndte at pakke sæder, diverse småting, bøger o.lign. der havde ligget fremme, ind i plastikposer. Enkelte af os der sad på særlig udsatte pladser, måtte også pakkes ind. Lidt besværligt, men det var altså sådan det var, opholdt man sig i Uganda, en våd onsdag først i februar, hvor det ikke engang var varmt. Et forkølet nys lød med mellemrum.
Hen imod middag lysnede det lidt, omend det forsatte med at være overskyet. Med andre ord en lang grÃ¥ køredag, men er det ikke fantastisk, pÃ¥ trods af dét oplevede vi alligevel da vi kørte igennem de større og mindre landsbyer, at folk som stod i deres Ã¥bne butiksfacader eller dørhuller og iagttog trafikken – nÃ¥r de opdagede at den forbi kørende truck var fyldt med 15 hvide blegansigter – ja sÃ¥ rÃ¥bte, grinede og vinkede alle alligevel sÃ¥ det var en lyst.
Er der noget at sige til man bilder sig selv ind, at man er meget velkommen. Ligegyldigt hvor vi er eller kører, så bliver vi mødt med utrolig stor venlighed. Men hvad var nu det? Midt på vejen var pludselig lagt bunker af grene med få meters mellemrum. Det viste sig at være afrikanske “advarselstrekanter.†En lastbil lå og var væltet. Jeg tror faktisk det er den tredje af slagsen vi ser. Enten kører disse chauffører for langt og bliver trætte, eller også kører de for hurtigt på de ikke altid lige gode veje. Umiddelbart efter kan jeg også synes Fortune kører lidt for stærkt, især når vi bumper over et uforudset hul i vejen, og samtlige letter i sæderne.
Vi passerer bananplantager og store papyrusarealer, samtidig med antallet af regulære opdyrkede områder bliver færre, men her er frodigt grønt af træer, buske og græs. Til gengæld oplever vi flere kvægflokke, bl.a. de fantastisk flotte langhornede ankole-kvæg.
Mbarara nåede vi ved 14-tiden. Her holdt vi en pause før vi forsatte imod Kabala. Imellem disse to strækninger oplevede vi naturen tiltagende bjergrig, samtidig med landskabet fyldtes af flere og flere bananplantager. Husene blev overraskende nok generelt lidt større. Rektangulære og lerklinede med bliktage, og i tiltagende grad var de bygget af brændte sten.
“Marvin†sled sig op og ned, og det var en kørsel der tog tid. Især fordi et tandhjul eller hvad det nu måtte være, lød som var det ved at hakke sig selv i stykker, og vi åndede lettet op da vi fik nåede “Campsite Lake Bunyoni Overland Camp,†hvor vi slap for at slå telte op.
