Jeg følte mig frem, hvor pokker var mine briller. Det kunne da forresten være lige meget, jeg kunne jo alligevel ikke se en dyt i mørket. Jeg kravlede ud af soveposen, på med kludene, brrr… det er da utroligt så koldt her er om natten. Endelig fandt jeg min lygte, og i skæret fandt jeg til sidst frem til Josh, der allerede havde tændt op i trækullene og var i gang med at koge vand til kaffe. “Go’morgen†hilste han med sit store hvide smil, der lyste i mørket. Nå ja, det har jeg da vist ikke fortalt, men både Fortune og Josh er kulsorte afrikanere, og stammer henholdsvis fra Zimbabwe og Kenya.
Sammen med Bente og Per gik jeg i gang med forberedelsen af morgenmaden, og bagefter skar vi grøntsager og ost til den store guldmedalje, at alle kunne klappe en sandwich sammen til en frokostmadpakke. Langsomt begyndte der at komme liv i lejren. Folk væltede ud af teltene, og snart sad vi bænkede på vores små feltstole. Slud’ren gik om oplevelserne der havde været og dem vi havde i vente, alt imens solen stod op og farvede himlen rød. Kl. 7.00 var vi køreklar igen.
Landskabet mindede om i går, landsbyerne ligeså. Men vi kan ikke forstå hvorfor så meget gammelt plastikaffald får lov at ligge og flyde på gader og stræder, eller i grøftekanterne rundt om byerne. Det er virkelig voldsomt, ingen har for vane at samle det op, eller i det mindste lade være at smide affaldet fra sig hvor man går eller står.
Nok ses kvinderne foroverbøjede gå og feje med en grenkost i og omkring deres eget lille hus. Man gør rent, også selv om støvet håbløst og konstant hvirvles op af vind og vejr, men hvad der findes udenfor denne radius er man tilsyneladende bedøvende ligeglad med.
Farvespektret går fra markerne og jordarealernes rustrøde farve, over til træer og planters grønne nuancer, til den knaldblå himmel og de forskellige farvestrålende blomster, samt ikke at forglemme de kulørte kanga‘er, der er kvindernes klædedragt. Jo, Kenya er en formidabel stor palet af mange smukke farver.
Op af formiddagen kunne vi også iagttage hvorledes de grønne sukkerrørsmarker blev flere og flere. Hvordan byggestilen ændredes til forsat at være små firkantede huse, men oftere og oftere var disse samtidig lerklinede og derfor ligeså røde at se på som jorden.
Det er forsat overskyet, men en dejlig overraskelse er, at vejen vi kører af er godt asfalteret og langt mindre hullet og bumpet end i gÃ¥r. Ved middagstid forsatte vi imod den nordligere beliggende lille grænseovergang. Drejede af ved en mindre jordvej, og efter halvanden times kørsel var vi fremme ved den kenyanske grænse, hvor det gik rimelig hurtigt at fÃ¥ vores udrejsestempel. Spændingen steg. “Uganda here we come†– vi var heldigvis endnu totalt uvidende om de besværligheder der var i vente.
Lwakhaka var navnet på den lille grænseovergang ind til Uganda. En grænseovergang der var så lille, at jeg fik mistanke om de aldrig havde prøvet, at lukke en truck fyldt med blegansigter ind i landet den vej før. Fortune gjorde sit yderste for at tækkes grænsebetjentene, og efter 1½ time lykkedes det. Henrik havde stået sammen med ham og overhørt dialogen, og det havde bare været så tæt på, at vi var blevet sendt tilbage. Årsagen skyldtes de ikke havde haft visa-mærkater at klistre ind i vores pas, og derfor ville sende os ned til den sydligere og større grænseovergang, hvor der jo var uroligheder. Det ville hurtigt have kostet os en ekstra dag eller mere, men blev altså heldigvis ikke nødvendigt.
Politimesteren eller hvad han nu var, udfærdigede en sirligt nedskrevet liste med alle vores navne, og med den i hånden fik vi lov at vente med at søge visa’er til vi kom til hovedstaden Kampala. Pyha, egentlig var det jo en tillidserklæring, og vi vinkede farvel til alle de lokale der havde samlet sig omkring os. Kørte glade og spændte ind i Uganda, ad en lille jordvej.
På strækningen til Tororo, fik vi et herligt førstehåndsindtryk af Uganda. Først stod benovelse og overraskelse at læse i de indfødtes ansigter, så kom reaktionen. Børn, ja tiltider også voksne, løb ud imod vejen imens de grinede og vinkede begejstrede til en flok hvide turister i en truck, der mindst ligeså begejstrede vinkede tilbage. Hold da op tænkte jeg, forsætter denne begejstring ender det da med ømme, overanstrengte, slatne vinkearme, inden vi kommer hjem.
Jeg antager det er få trafikanter der kører denne vej, for der forløb mere end en time før vi mødte en modkørende, og resten af eftermiddagen foregik kørslen på skiftevis asfalt eller jordveje, helt til Jinja, hvor vi i udkanten af byen kørte ind på “Nile River Explorers.†En skønt beliggende camp, hvor vi fra vores teltlejr havde udsigt over Nilen’s brusende udspring.
NÃ¥, men aftensmaden lavede jo ikke sig selv, og Bente, PerJ. og jeg der havde tjansen, gik i gang under ledelse af chefkokken Josh, der senere bevilgede sine hjælpere et kvarters pause. Fuglefolket (Helle og Flemming) havde set isfugle nede ved floden, og vi styrtede af sted og blev belønnet. Fik set et par stykker, men gjorde mindst ligesÃ¥ store øjne da vi sÃ¥ et skilt hvorpÃ¥ der stod, “Pas pÃ¥ strømhvirvlerne og KROKODILLERNE.†Du godeste havde de andre ikke lige fortalt, at Henrik havde været ude og svømme. Forpustede kravlede vi op igen ad den stejle skrænt, og vinkede til dem der stod oppe pÃ¥ udkigsterrassen – en af dem var heldigvis Henrik.
Efter aftensmaden stod den på aftenhygge, og til den hørte aftenkaffe, med samt den gode nyhed, at Fortune havde fået oplyst PerJ’s rygsæk nu var ankommet til Kampala.