Fortune vækkede os kl. 6.00. Jeg syntes lige jeg var faldet i søvn, men en kop kaffe kunne nu alligevel godt få det ganske coffee-team ud af soveposerne. “Tak skævben, der var godt nok rock i synagogen i nat, og frøs du også?†“Mon ikke.†Konklusionen og dialogen på vores første nat i telt. Havde helt glemt de store temperaturforskelle i højlandet.
Morgenmaden mÃ¥tte vente, som aftalt skulle vi nemlig pÃ¥ leopardjagt. En lille gamedrive hvor vi spejdede i alle retninger, i hÃ¥bet om og fÃ¥ fotograferet en leopard eller to – tilsidst bare en lille én! Men nej, det nærmeste vi kom var de spor, som Fortune spottede i gruset. Friske spor vel at mærke – fastholdt han. Til gengæld kunne Helle og Flemming der er ivrige ornitologer, sætte navne pÃ¥ den mængde af fugle som fandtes i omrÃ¥det.
Vi kørte ad en stejl grussti op til udkigspunktet ved “Baboon Cliffs.†Et sted hvorfra man kunne se udover hele området, Nakuru Lake m.m. Vi satte os på klipperne. Under os kunne flamingoerne anes som et lyserødt bælte langs søens bred, og en stor ørn svævede forbi os. Hvilken morgenstund, vi faldt næsten i svime ..…og om lidt er kaffen klar. Ja den vidste vi jo Josh sørgede for. Han var blevet tilbage bl.a. for at holde øje med telte, potter og pander, sådan at en tilfældig abefamilie ikke pludselig skulle finde på og samle på udstyr.
Tilbage til lejren og den længe ventede morgenmad, der blev krydret med en kæmpe flok pelikaner (mindst hundrede), der kom flyvende og hilste os godmorgen ved at cirkulere over hovederne på os. Godmorgen, godmorgen, det krævede koncentration ikke at kløjs i toastbrødet samtidig med. Teltene blev pakket ned, madrasserne smidt på taget af trucken, køkkengrej m.m. ryddet af vejen. Alle hjalp til, og vi blev hurtigt klar til vores videre færd vest over igennem Kenya.
De fleste huse var bygget af brædder med bliktage, og det var sjovt at iagttage hvordan terrænet i landskabet ændredes til, at blive mere og mere kuperet og frodigt. Skov, kornmarker, sukkerrørsmarker, og omkring landsbyerne små jordlodder med diverse grøntsager. De fleste dog med ringe udbytte, som jeg så det i forbifarten. Jo, Kenya er synligt påvirket af måneders tørke, der har været mere langvarig end ellers.
Fortune kørte imens han ivrigt talte i mobiltelefon, og da han var færdig vendte han sig halvt om, nok til at jeg kunne se han lignede en flækket træsko. Med et stort grin råbte han bagud den glædelige nyhed: “They found your rucksack Piier.†Det kan nok være vi jublede på PerJ’s vegne alle mand, men mest og størst smilede den genfundne rygsæks ejermand. Hvor dejligt, og Fortune fik en aftale i stand om, at han henter den i Entebbe’s lufthavn.
Ved 14-tiden passerede vi ækvator. Ikke at det ændrede sÃ¥ meget, for vejret forblev overskyet, og det var egentlig behageligt pÃ¥ sÃ¥dan en lang transportdag. Men pludselig stoppede vi, og denne gang lignede Fortune én stor undskyldning: “Øh, maybe Josh and I have been sitting and talking to much. Øh… we think we maybe have passed the road to our next campsite,†og forsatte bekymret: “Jeg øh, tror der er omkring en time endnu.†Samtidig spurgte han om vi ville forsætte eller vi skulle lave “lunch now?â€
Vi grinede: “Nej nej Fortune, lad os bare køre videre,†og Marvin blev vendt, og vi rullede de 20 minutter tilbage til den nærmeste by Eldoret. Forvirringen var synlig, Josh hang ud af vinduet og spurgte de lokale, og de pegede i retningen vi netop var kommet af. “Øh…we will take one of the local guys with us. We just had to put his bicycle on the roof.†Og sÃ¥ gik det ellers retur igen. Jeps, der var skiltet ned til campingen, og vores lokale indfødte blev sat af med sin cykel – og sÃ¥ var det, at det for alvor blev morsomt. Vi kørte fra landevejen og de sidste par kilometer ad en støvet grusvej til campen, hvor vi fik at vide stedet slet ikke fungerede som camp længere. Vi skulle tilbage imod Eldoret éen gang til.
OK. nu vil vi altså alligevel godt ha’ frokost Josh, inden vi kører videre. Der blev lavet frokost, og vi morede os da vi midt i det hele opdagede skiltet bag os. Vi havde sat os under et træs skyggefulde krone, på hvis stamme der var banket et stort skilt op. “No picniking, no food allowd †stod der, men jeg må indrømme, vi tyggede altså færdig før vi begav os tilbage til hovedvejen.
For tredje gang kørte vi imod Eldoret, og ca. et par kilometer før vi nåede byen, fik vi øje på skiltet ned til den rigtige campsite. Hurra, og det var nok det hele værd. Teltene blev sat op, og 15 danskere stod kort efter og sukkede behageligt under bruserne. For campen var ny, havde en toiletbygning med flotte baderum, og i modsætning til sidste overnatningssted, varmt vand.
Efter aftensmåltidet berettede Fortune, at have hørt der var uroligheder og demonstrationer ved den ugandiske grænseovergang, vi skulle passere i morgen. En anden overland-trucker som også holder her, har hørt det samme. De har i stedet planlagt at tage en lille grænseovergang lidt nordligere, og vi besluttede at gøre det samme.
Tilbage var planlægningen og fordelingen af de vanlige praktiske opgaver på resten af turen. Det var tid at sætte det i system syntes Fortune. Hvem tilbereder måltiderne sammen med Josh, vasker op og pakker diverse brugsting og mad i kasserne igen. Hvem pakker telte, madrasser og stole i trucken, og hiver det hele frem igen.
Hold da op en palaver og grinen, men alle de praktiske gøremÃ¥l blev imidlertid fordelt. Bente, PerJ. og jeg fik tildelt det ærefulde hverv, at tilberede morgenmaden kl. 5.45 i morgentidlig. Det blev derfor tid at krybe i soveposen – kl. 5.45 du almægtige.