Yes, Marvin var kommet og hvilken gensynsglæde. No more sardindåse. “When did you arrive Fortune?†Svaret var omkring ved 2 -3 tiden i nat.
Det er vores sidste dag i Uganda. Et land der har givet os mange smukke oplevelser. Befolkningen har generelt været venlige og glade, til trods for de hører til blandt verdens fattigste lande. En indfødt tjener gennemsnitlig i omregnet købekraft ca. 11.000 kroner om året, og den gennemsnitlige levealder er 39 år, hvilket selvfølgelig ikke kun skyldes aids men også malariaen, som er årsag til 134 børn ud af 1000 dør inden de er 5 år.
Om bare 14 dage skal der afholdes præsidents- og parlamentsvalg, foruden diverse andre valg til forskellige lokalråd. Inden vores afrejse gjorde vi os selvfølgelig tanker, om det ville medføre uroligheder eller øge risikoen ved at tage til Uganda netop nu. Men udenrigsministeriet advarede kun imod at tage op i de nordlige provinser, hvor oprørsbevægelsen Lord‘s Resistance Army altså LRA på 17 år kæmper imod regeringen. Hvor befolkningen er udsat for massakre, voldtægt og røveriske overfald. Hvor børn kidnappes og gøres til børnesoldater.
Tilbage til valget. Alle vegne hvor vi har kørt eller opholdt os, har der som tidligere beskrevet været valgplakater. Og tit når vi har passeret en gruppe mænd, har de rakt tomlen eller to fingre i vejret, og dermed tilkendegivet hvem de stemte på. Og næsten hver gang vi tilkendegav samme tegn vakte det jubel, måske også fordi de blev overraskede over vi vidste betydningen af fingertegnene.
Uganda’s præsident i de sidste 20 år har været Yoweri Museveni, der da han tog magten forbød politiske partier med begrundelsen, at disse ville understøtte de etniske splittelser og konflikter, som var vokset frem under Idi Amin og Obote’s diktatur. I stedet dannede han National Resistent Movement (NRM), som i praksis har fungeret som paraplyorganisation for forskellige politiske grupperinger. I 1996 afholdt og vandt Museveni sit første præsidentvalg, der blev gentaget i 2001, men denne gang fastslog højesteret udbredt valgsvindel. Sidste år blev så flerpartisystemet indført ved en folkeafstemning, og Museveni lavede straks en forfatningsændring, der gjorde ham valgbar for endnu en præsidentperiode. Der er altså lagt op til et spændende valg, og som vi iagttager det, går uganderne stærkt op i valgkampen.
I den sidste by Torore før grænsen, gjorde vi holdt for at bruge resterne af vores shilling. En sodavand på en lille lokal bar, og bagefter da vi passerede en lille bogbutik, købte vi et halvt hundrede kuglepenne. Morten og jeg har under det meste af turen set den lykke det gjorde at forære kuglepenne til børnene, og syntes det var det bedste vi kunne bruge de sidste lokale penge på.
Ved middagstid kørte vi over den meget større grænseovergang, vi for næsten et par uger siden var blevet advaret om at benytte pga. uroligheder. Her var “crowded†men roligt, og snart var vi i Kenya.
Det var hurtigt vi bemærkede en forskel i velstanden, som var synlig bl.a. ved bedre påklædning, flere biler, bedre veje m.m. Jo og vel egentlig også ved iagttagelsen af langt flere ældre mennesker. Vi kørte øst over og igennem Eldoret (igen, igen, igen),og langs med Kerio-dalen, hvor der var et view så smukt ud over dal og højdedrag.
Joshua som selv er kenyaner, fortalte at det var fra dette højdeområde, de mange hurtige konkurrenceløbere, bl.a Kipketer kom fra. Videre imod Tabach, Torongo, Eldama Rawin, en strækning hvor vi nød at se naturen var ren, og ikke forurenet af plastikaffald, som vi efterhånden var vandt til at se så mange andre steder.
Kl. 19.00 tussede det. Kl.19.30 fik vi øje på Thomsons gazeller og zebraer. Kl. 20.00 var det mørkt. Kl. 21.00 var vi tissetrængende. Kl. 23.00 var vi fremme. Den længste host… transportdag på hele vores tur, og host… host… den sidste time havde vi kørt mere ved siden af end på vejen, host… grundet vejarbejde. Det tommetykke lag støv på den ujævne jordvej, havde næsten gjort det umuligt at trække vejret.
Dagens mål Lake Naivasha skulle efter sigende ligge meget naturskønt, men i måneskæret fornemmede vi ikke meget andet, end at “Fisherman’s Camp†havde en dejlig stor plæne, hvor vi slog vores telte op. Lidt vemodigt for sidste gang, såvel som vores midnats-aftens-måltid, for i morgen ville “The Danish coffee-team†blive delt, nogen ville tage på safari og andre på bjergbestigning. Vi har hidtil været fælles om alle oplevelserne, så det bliver lidt mærkeligt, og ikke mindst fordi Ida og Per flyver hjem til begravelse i Danmark.
Det er blevet meget køligt, vi kan godt mærke vi er oppe i højlandet. Dagens lange transport, kulden, vi nærmede os midnat, og tanken om vækning kvart over kl. 5.00 i morgen tidlig, drev os derfor hurtigt i soveposerne.