Vores telt står mystisk. Hele turen igennem har vi hver især haft det samme telt, men desværre ikke de samme stænger, og det plastikrør med stænger Morten og jeg fik fat i, manglede desværre en stang. Formentlig er den glemt i Bwindi. Så vi har konstrueret en opsætning med røret som stang, hvilket medfører et telt der godt nok står, om end noget underligt.
HVAD VAR DET? Jeg vågnede midt i nat med et sæt. “Noget†havde skubbet til mit hoved ude fra. På grund af konstruktionen vipper det ene hjørne op, og “noget†snusede ind under dette hjørne.
Inden jeg faldt i søvn havde jeg hørt løverne, hvis brøl selvfølgelig lød meget tættere på end i går, nærmest som om de befandt sig i vildnisset på skrænten bag vores telt (der hvor vi havde gået i går). Det gjorde det heller ikke bedre at Jesper under aftensmåltidet havde underholdt med, hvordan han foregående nat havde sovet meget lidt inde i sin jeep, fordi løverne havde gnubbet sig op af den.
Tusind tanker fløj igennem mit hoved. Jeg var virkelig i alarmberedskab, glemte næsten at trække vejret, da “noget†uden for denne gang bevægede sig langs min venstre side og teltdugen, ned til det andet hjørne i fodenden. Mit hjerte sad oppe i halsen, og jeg fik skubbet liv i Morten samtidig med jeg lagde en arm over hans brystkasse. Forvirret forsøgte han at rejse sig, og ikke videre diplomatisk fik han et dunk i brystet. Ud af mundvigen hviskede jeg sÃ¥ stille jeg kunne: “Bliv liggende, der er – noget – udenfor.†Det føltes som meget meget lange 10 minutter, imens det rumsterede ved teltdøren. “Har du noget spiseligt, du har glemt i teltet,†hviskede jeg. Det er med sikkerhed en invitation til de vilde dyr, og absolut fatalt at gøre. “Nej,†hviskede Morten, “men jeg tror den kan lugte mine sure tæer.†“Noget†havde lige skubbet til teltdugen ved hans fødder. Ha, ha, efterhÃ¥nden fik vi analyseret lyden til, at det mÃ¥tte være en græsæder og altsÃ¥ ikke et rovdyr, der gnuffede og rodede i jorden langs med teltvæggen og ind under vores teltbund. – Og selvfølgelig faldt vi ogsÃ¥ i søvn igen, da vi havde registreret det sandsynligvis mÃ¥tte være et af de vortesvin, vi tidligere havde set i lejren.
“Birgitte du skal op.†Hold fest hvor var jeg træt. Jeg var pÃ¥ madholdet igen, og var glad for jeg i mørket undgik at gÃ¥ ind i buske, vilde dyr, eller falde i huller pÃ¥ min vej op til hytten – min lommelygte er gÃ¥et i stykker.
Vi skulle videre imod, eller rettere tilbage til Jinja i dag, og efter morgenmaden gik “pakkeholdet†i gang med at stuve tingene i sardindåsen. Alt og alle var klar til afgang kl. 7.00, vi så virkelig frem til at møde Fortune i Jinja, med en forhåbentlig nyrepareret truck. Vi må blankt erkende, vi savner i den grad “Marvin†og Fortune.
Nåh, men farvel til en fantastisk beliggende bushcamp, med udsigt ud over Lake Edward. Solen steg på himlen og Afrika vågnede, alt imens Lene og jeg var ved at blive kvalt af støvet, der samlede sig inde i bagenden af sardindåsen, hvor vi sad. Der gik således et stykke tid med host og fnys på de støvede jordveje, før vi igen nåede den asfalterede hovedvej. Pyha, det blev en lettelse. Vi forsatte ad en bedre og væsentlig behageligere vej, end vi længe havde oplevet det.
Vi begyndte at køre igennem små landsbyer, der tit bestod af en række murede huse, som i reglen lå på begge sider ad landevejen. Facaderne havde indgange til små butikker som skomageren, skrædderen, slagteren, snedkeren m.v.
Imellem byerne var der forsat frodigt grønt, og enkelt liggende små ler-klinede huse sås placeret imellem temarker eller bananplantager. I Mbarara handlede vi ind. Next stop var ved ækvator, og dernæst Kampala hvor min nære veninde desværre fik en sørgelig telefonbesked om dødsfald i familien. Det var kaotisk og bedrøveligt, og det medfører selvfølgelig, at de snarest må afbryde ferien.
Vi nåede Jinja og den velkendte camp, hvor vi håbede at gense Fortune og vores savnede truck, hvilket dog ikke blev lige med det samme. Fik senere beskeden, at de nok først kunne forventes at ankomme en gang i nat. En meget anderledes aften med mange tanker, sorg og latter.