Det er dog nogle kolossale temperatursvingninger, (jeg var endnu uvidende om, at det skulle blive langt værre). Og hvor mange frostgrader vi har om natten er jeg egentlig ogsÃ¥ uvidende om. Men det gør absolut heller ikke følelsen bedre, nÃ¥r man ligger og kigger pÃ¥ tøjet inde i hytten der hænger til tørre – uden at blive det. Ser hvordan tøjet gynger sÃ¥ meget pÃ¥ snoren, at man skulle tro det hang ude i det fri.
“Ventilationen†er ekstrem god, og blæsten der nærmede sig storm i nat, peb ind af alle sprækker og utætheder i hytten. Vores lille hyttemus pilede frem og tilbage for ikke at få frost i poterne, og der skulle mere end almindelig overvindelse til og kravle ud af soveposen til morgen. Brrr, kludene på og i skarpt trav over til spisehytten, uden at glide på de spredte ispytter. Mødte kaffeimportøren der fortalte han havde tænkt på situationen i går, og næsten følte sig skyldig i at samtalen havde kostet Alex 4 øl. Ak ja, skulle han ikke blive skyldig i værre ting var han tilgivet, også af Alex tror jeg.
Efter morgenmaden var det dejligt at mærke solens stråler, der i den mellemliggende tid havde fortrængt mørket og den værste kulde, men før vi gik, skulle vi lige ha’ alle vores tomme flasker fyldt op, at vandforsyningen forhåbentlig slog til. Den reducerede iltoptagelse, som mindskes jo højere vi kommer op, medfører stakåndethed, som derved bidrager til øget væsketab via vores udånding. Vi skal altså være ekstra opmærksomme på vores væske indtagelse, jo højere vi kommer op, at vi ikke dehydrerer.
Og stakåndede eller forpustede, ja det blev vi godt nok i dag. De første timer var en jævn opstigning, så kom der et stykke der overraskende gik nedad og førte os ud imod en gold og barsk stenslette. Det er det store flade stykke som kaldes “sadlen,†der ligger imellem Kilimanjaro’s to bjergtoppe.
Den ene den forrevne takkede Mawenzi, og den anden Kibo i hvis retning vi gik. Strækningen syntes uendelig, mÃ¥ske fordi vores mÃ¥l det meste af dagen kunne ses – og alligevel lÃ¥ sÃ¥ langt væk. Men endelig et pænt stykke over middag nærmede vi os.
Den sidste etape var overraskende stejl, og vi begyndte for alvor at kunne mærke højden. “Polé, polé,†sagde vores førere, tag det nu med ro, gå langsomt. Det havde jeg sandelig ikke det mindste svært ved at efterkomme, det var en ren og skær nødvendighed, skulle jeg nå og få vejret.
Samtidig blæste det en halv pelikan, og Joel udtrykte: “it‘s very windy to day.†Det var mildt sagt, og hold fast hvor var det hÃ¥rdt. Hvert skridt kostede vilje, og sÃ¥ skulle det vise sig at være peanuts i forhold til topbestigningen vi forsat havde til gode – milde Moses. Jeg har uldundertøj, to lag bomuld dvs. to tynde bluser, en skjorte, plus en fleecetrøje pÃ¥ og det er ikke for meget. Et typisk tegn pÃ¥ hvor vanskeligt det er for kroppen at tilpasse sig højden. Og igen er det den øgede vejrtrækning der nedkøler kroppen.
Vi havde tilbagelagt cirka 11 kilometer, da vi ankom til Kibo-hytten i 4.700 meters højde ved 13.30 tiden. Som det første skyndte vi os i læ, men havde vi hÃ¥bet pÃ¥ lidt varme indendørs, mÃ¥tte vi tro om igen. Vi befandt os i en iskold stenhytte, og blev sluset ind i en 12 personers frostbox, fyldt med køjesenge. Fik læ – ja, men absolut ikke varme. Hurtigt af med det vÃ¥de gennemsvedte tøj, og endnu hurtigere noget tørt pÃ¥, og alligevel hundefrøs vi.
“Hallo guy’s.†Det var en overraskelse. Sharon, amerikaneren med de brede a’er i udtalen, lå i en af overkøjerne. Vi har mødtes flere gange op ad bjerget, og for at det ikke skulle være løgn, lå Stewen i køjen under. “Year it’s damn’ed cold isn’t it?†Jo, det havde han så evigt ret i.
Efter en lidt halv sen frokost sprang vi ud i solen der var kommet frem. Der var næsten varmere dér, især da vi fandt læ bag en klippe, hvor vi lod os branke en tyve minutters tid, før skyerne igen kom rullende op imod os, og i første omgang jagede halvdelen af os ind i soveposerne.
Der gik nu ikke meget mere end 5 -10 minutter, så kom Hanne og meddelte: “Det sner.†Det er løgn, nu tror jeg snart jeg kan finde dobbelt så mange grunde til at gå ned, end op ad det pokkers bjerg. Syv lag tøj nede i soveposen, og jeg rystede stadig af kulde, men har det dog nogenlunde modsat PerJ. og Morten der er utilpasse. De klager over at ha’ det alment dårligt, plus hovedpine. Bare det ikke er begyndende tegn på højdesyge?
Vinden er taget til uden for, og kulden og blæsten trækker voldsomt ind i vores soverum, i en grad at døren konstant blæser op. Ud over Sharon, Stewen, og os fem, ligger her også et par indiske soldater. Alligevel og heldigvis er køjesengen ved siden af mig tom, hvorfor jeg kan stille dens madras på højkant i et forsøg på at mindske trækken, og endelig kan jeg falde i søvn.
“Hallo mama, hallo babu, dinner is ready.†Det var Fosty, han og bærerne har de sidste par dage betegnet os mama og babu. Det er meget hyggeligt, også selv om vi ved de siger det fordi vi er ældre. Jamen det er jo rigtigt, vi er faktisk bedsteforældre.
Åh hvor vi skuttede os. Selv om det er svært at sove i en frostbox, tror jeg det var lykkedes alle at få en lille blunder. Var det virkelig nødvendigt at skulle ud af soveposen? Og det vidste vi selvfølgelig godt inderst inde det var. Det var vigtigt at få noget at spise og drikke, at fylde depoterne så meget op vi kunne, også selv om det medførte man senere måtte ud et ærinde.
Vinden havde haft stormstyrke i eftermiddags, men var det ikke som om den havde lagt sig lidt? Ind igen, og det kunne ikke gå hurtigt nok med at hoppe i soveposen. Gad vide om det var koldere at ligge i telt, som et af holdene udenfor gjorde?
Vi ligger alle med flere lag tøj på, og jeg priser mig lykkelig for den fleece-pose jeg syede som det sidste ekstraudstyr til Morten og mig inden vi rejste. Nu gjaldt det om at få sovet igen, utroligt man kunne. Det tøj jeg endnu ikke havde på var pakket og klart til vi skulle afsted. “Godnat,†lød det fra den ene køje til den anden. “Sleep well.“ Rummet henlå i mørke, solen var gået ned, og vinden peb.
Vi blev vækket igen, denne gang var klokken 22.30. Hver især pakkede vi koncentreret de allernødvendigste ting i rygsækken. Et sidste tjek, og vi gik ind for at få en varm kop te og en kiks ingden afgang. Joel kom og fortalte at Julius var blevet syg, men at Fosty i stedet ville tage med op, sammen med John og ham selv. Det havde vi det OK med, og nikkede bekræftende på Joel’s sidste påmindelse. “Husk nu I skal tage vandflasken ind under tøjet, ellers fryser vandet til is.†Jeg var nervøs for at komme til at mangle væske, og ville forsøge mig med en ekstra i rygsækken, havde pakket den ind i to par sokker.
Per og Morten’s tilstand var heldigvis bedret efter et par hovedpinepiller, og alle synes klar. Pyha, det var lige før jeg havde åndenød inden vi overhovedet var kommet i gang, men det var altså af spænding, eller også var det de syv lag tøj. Følte mig ærligtalt som en indsnøret mumie, men det var nødvendigt.
Klokken var 23.00. Vi stod parate i mørket ude foran Kibo-hytten, og besluttede vi ville gøre vores aller yderste for at holde sammen. “Polé polé, husk langsomt tempo.“ Pandelamperne blev tændt, og vi påbegyndte opstigningen. Frosten bed, og håbet om at gå op uden kraftig blæst, kunne vi godt glemme.
Der er kun 3,5 km fra Kibo til Gilman’s Point, men på denne korte strækning stiger højden samtidig fra 4.700 til 5.685 meter, og hvert skridt blev af manglen på ilt til en kraftanstrengelse. Det var vanvittig hårdt, og vi stønnede og hev efter vejret.