Det bankede let på døren. “Goodmorning.†Jeg vidste på forhånd det var vores søde opvarter, og i min sovepose hoppede jeg over og åbnede døren. “Goodmorning Fosty.†Han havde igen stillet to vandfade med varmt vand, og orienterede smilende og morgenfrisk at der var morgenmad kl. 8.00. “Thank you Fosty.†Alle var vågne, soveposerne blev krænget af, lidt vandpjaskeri og en tandbørste var den morgentoilette det kunne blive til. Endnu slæbes brusekabiner ikke med op på Kilimanjaro.
Efter morgenmaden var vi ligefrem ivrige for at komme af sted. Solen havde fået lidt mere magt, og vi konstaterede med tilfredshed, at skyerne lå under os. Et så smukt syn, at det nærmest boblede inde i en.
Det var tredje dag på bjerget. Vi skulle op til Zebraklipperne og ned igen, og på vejen op gik vi igennem et usædvanligt og fremmedartet landskab. Det var bevokset med mærkelige planter med mærkelige navne, som Senecio kilimanjaro og Lobelia deckenii.
Efter nogen tid begyndte højden at kunne mærkes, luften blev tyndere og tyndere. Vi mærkede ikke hovedpine, ikke fysisk træthed, men den tynde luft gjorde os forpustede, og vi gjorde oftere pause. Ok, vi fik en forsmag på de barske realiteter vi havde i vente, men vidste i virkeligheden endnu ikke, hvordan vi ville reagere 2 km højere til vejrs.
Joel måtte alligevel have været godt tilfreds med vores indsats. Han spurgte om vi ville endnu højere op, til hvor vi kunne se udsigten helt til morgendagens mål, Kibo-hytterne. Det ville vi selvfølgelig gerne, og Joel brummede sit sædvanlige “twente,†som på de lokales sprog betød “lad os gå.†Pyha, det var godt nok en ekstra ekstra stejl stigning, men vi blev belønnede med en formidabel udsigt.
Det har ind imellem føltes underligt, at tænke på vi var på vej op af Afrika’s højeste bjerg. Men det blev særdeles mere virkeligt, nu da vi stod og iagttog Kilimanjaro’s kridhvide snekalot, som desværre ganske kort efter vi nåede udsigten, blev indhyldet i skyer. Ingen havde hovedpine, og vi var glade og lettede over vores vejrtrækningsproblemer ikke var større, end at vi hurtigt fik pusten igen når vi gjorde stop. Og nedstigningen forløb da også helt uden problemer. Vi har fået en lille forsmag på strabasserne i morgen, og jeps vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at det bliver rigtig meget hårdere fra nu af.
Vejret skifter hele tiden. Det ene øjeblik er solen fremme, og det er skønt at blive varmet igennem. Det næste øjeblik er vi lukket inde i skyer, og lynhurtigt trænger kulden ind i kroppen, og tankerne flyver gennem hovedet, har jeg mon nok tøj med? Størstedelen af tiden småfryser vi, og alligevel tør Hanne og jeg ikke tage for meget på, for hvad skal vi så gøre når det bliver endnu koldere. Og som om det ikke var nok, så er det også begyndt at blæse op. For pokker, er det virkelig for meget, at ønske bare to dage med godt vejr. Jeg kan slet ikke overskue hvordan komme til tops i dårligt vejr.
Apro pro vejret, så er februar rent faktisk den tørreste tid på året at bestige Kilimanjaro, samt i juli, august og september. I solskin kan turen gås i shorts og T-shirts. Men når først man når op i de knap 4000 meter, hvor vi er nu, falder temperaturen drastisk så snart solen er væk, og nattemperaturen er konsekvent nede på frostgrader indtil solopgang.
Horombo hytterne er nok stedet pÃ¥ bjerget der er størst trængsel. Her er bjergbestigerne der ankommer nedefra, her er dem der bliver for en ekstra overnatning, og tilsidst dem som kommer ned oppe fra toppen. Og det var flere og flere af sidstnævnte kategori, der begyndte at dukke op sidst pÃ¥ eftermiddagen. En med hudafskrabninger i ansigtet, der kraftigt erklærede han ikke havde oplevet noget værre i sit liv. Hold da op, og det gjorde det da ikke bedre, at se de næste komme anstigende nærmest grÃ¥ i ansigterne, og totalt udmattede. De fleste sagde de nÃ¥ede op, men mente til kraterkanten. De færreste formÃ¥ede at gÃ¥ videre til det allerhøjeste punkt “Uhuru Peak.†Og igen og igen blev vi rÃ¥dgivet – “polé polé†der betyder gÃ¥ langsomt, langsomt. Sørg endelig for noget sødt plus vand til nedturen, den er næsten lige sÃ¥ hÃ¥rd.
Men der var altså heldigvis også nogle rigtig seje. Har helt glemt at berette om en lille væver gammel dame, som indtil videre har gået den samme rute som os. En schweizisk kvinde på 80 år, ja du læste rigtigt, firsindstyve år, og hun hverken så ud eller gebærdede sig som sådan.
Vores joke med det forbudte ord forsætter, og vi vækker vist en del fororé, nÃ¥r vi bryder sammen af grin, fordi en af os ryger i fælden. “Gad vide om vi fÃ¥r kaffe i dag?†“Hva’ beha’r.†“Jeg sagde, gad vide om vi fÃ¥r kaffe i dag?†Shit – det kostede lige to øl. Bragende og aldeles udiplomatisk latter. Foreløbig er fællesregnskabet nÃ¥et op pÃ¥ 16 øl.
Endnu et par folk kom ned fra toppen. Kors hvor sÃ¥ de udmattede ud. Den ene slingrede og nærmest smed sig pÃ¥ jorden. Den anden fortalte om vedkommende, at han var besvimet oppe imellem Kibo-hytterne og Gilman’s Point pga. højdesyge. Jeg gloede en ekstra gang. Jo han trak da vejret, selv om han blev liggende pÃ¥ jorden og sÃ¥ noget blegnæbbet ud. Kvinden vi talte med havde selv klaret 10 minutter op ad stigningen fra Kibo, før hun vidste hun mÃ¥tte opgive. Det er godt nok noget overraskende men ogsÃ¥ lidt skræmmende, at se sÃ¥ mange hærgede folk der returnerede fra toppen, ogsÃ¥ selv om jeg egentlig ikke vidste hvad jeg havde forstillet mig – men nu er vi her altsÃ¥. Og bliver gang pÃ¥ gang pÃ¥mindet vigtigheden af, at lytte til vores krops signaler.
Lige nu var det en let rumlen i maven. “Hvad skal vi have at spise Fosty?†Frisk suppe svarede han. Vi morede os lidt over svaret, og tænkte hvad det mon havde været de andre dage? Hver dag til frokost eller aften havde vi fået kylling, den smagte tilforladeligt, men var måske nok blevet lidt tørrere at tygge i. Der var nok noget om snakken “frisk suppe†for der var ikke kylling i.
Joel kom ind, og vi havde straks spørgsmål vedrørende de næste par dage. Hvad med vand? Vi havde hørt der ikke fandtes vand herfra og højere oppe. Joel er ikke den mest meddelsomme, har vi erfaret. “Kan vi få vand ved Kibo-hytten i morgen? Nej, dvs. jo måske, men der er ikke vand nok til alle, og hvis koster en flaske 3 $. Det var altså om at få hældt vand på alle vores ekstra flasker. “Hvad med topbestigningen, hvor meget vand skal vi tage med Joel? Tag én flaske med, nogen når dårlig at drikke den. I skal forvente den fryser til is inden I når op. Tak skævben, jeg syntes nok lige det lød voldsomt, sammenfattet med de øvrige indtryk fra i dag.
Efter aftensmaden mødte vi – hold fast – en kaffeimportør fra Staterne. Han undrede sig noget over vores forblommede talen rundt om emnet vedrørende hans arbejde, men pÃ¥ trods af forsigtigheden resulterede det alligevel i, at Alex røg i fælden. Importøren forstod selvfølgelig ikke en brik, da jeg spurgte Alex hvor mange gange han var kommet til at sige kaffe, og i det samme hørte mig selv benytte det forbudte ord. Vi skreg af grin i den tynde luft og fik næsten Ã¥ndenød, før vi kunne fÃ¥ den undrende kaffeimportør forklaret vores mærkelige adfærd.