Vi måtte bare op og se solopgangen og “vores bjerg.†Mødte bagefter en ung dansker der netop havde været på Kilimanjaro. Nysgerrige spurgte vi ham ud, og han berettede ivrigt om en vellykket men hård tur. Hvordan hård? Jo, det havde været hamrende koldt. Det havde blæst forfærdeligt, og frosset ÷10° på toppen. Hvad med højdesyge? Der var flere på holdet som ikke var kommet op pga. højdesygen. Dem der var, havde taget Diamox, (tabl. der kan afhjælpe højdesyge).
Efter morgenmaden mødte vi Joel, der skulle være vores fører på bjerget. Han ville gerne hilse på, orientere og høre om vi havde nogle spørgsmål. Ja, hvordan med vand Joel? Vi skulle blot tage vand med til i dag, siden ville “de†sørge for resten. Og “de†var altså vores fører og 2 assistenter, en kok, en opvarter, og 10 bærere. Jeg var ved at falde ned af stolen. Vi var bare 5 danskere, og antallet på vores “lille†ekspedition, var pludselig 20 personer. Var det virkelig nødvendigt? Det fandt vi senere ud af det næsten var.
I en lille minibus kørte vi fra hotellet, de 25 km jeg tror der var til Marangu Gaten. Det er den mest benyttede og den eneste rute op af bjerget, hvor man kan sove i hytter. Her mødte vi de 2 assistenter Julius og John, imens vores bærere m.m. startede opstigningen med vores oppakning, køkkengrej og mad.
Selv mÃ¥tte vi slÃ¥ koldt vand i blodet, før vi fik lov at bestige Kilimanjaro, for af sikkerhedsgrunde skal alle bjergbestigere registreres ved navn og data, og det tog sandelig tid men gav ogsÃ¥ anledning til, at vi i ventetiden kom i samtale med en fyr fra Alaska (Stewen), samt en amerikansk kvinde (Sharon), et par brasilianere (Ilana og Roberto) – og endelig – endelig blev det tid. PÃ¥ med dagtursrygsækken der indeholdt et par liter drikkevand, en madpakke, regntøj og skiftetøj, solcreme og andre absolut nødvendige smÃ¥ting. Forventningsfulde gik vi igennem â€gaten,†rigtig spændte pÃ¥ første etape, og hvad der ventede af naturoplevelser. Vidste f.eks. godt vi skulle igennem fire klimazoner før toppen, og at starten var tropisk regnskov.
Vi gik af en god og velpræpareret sti hele dagen, og nød duftene, de mange forskellige planter, mosser, de krogede træer, lianer og et par enkelte vandløb. At regnskoven var så tæt var nok en overraskelse, men også behageligt, for vi gik i skygge for den brændende sol.
Men også andre nød godt af den fantastiske frodighed i regnskoven. Fuglestemmerne gav sig selv, men når det puslede i bladene kunne vi være heldige at få øje på de sjove blue monkey, eller som lidt senere ved frokost stedet, hvor det var de små mongoose, et lille mår lignende dyr, der nysgerrigt tittede frem.
Vores frokost madpakke var overraskende god. Indeholdt både brød, kylling, æg, frugt, kage og en lille juice, næsten mere end de fleste af os kunne spise, hvilket Julius nød godt af. Han fortalte at de ikke fik madpakker, hvilket både overraskede og bekymrede os.
Det har hele tiden gået jævnt opad, men sidst på dagen mærkede vi en lidt kraftigere stigning, og tilsvarende var det også først sidst på dagen, at skoven begyndte at ændre udseende. Det tyndede ud, træerne blev langsomt lavere og færre, og pludselig var vi fremme ved “Mandara hytterne†der lå i en lille lysning.
Vi havde tilbagelagt en stigning fra gaten i 1800 meters højde til 2720 meter, og travet en strækning på ca. 9 km. Egentlig havde turen været rimelig ubesværet for os alle fem, og vi var derfor alle med på Joel’s forslag om en lille ekstra smuttur, efter at have fået te og være blevet indlogeret i vores hytter. Det skulle vise sig at blive et fast ritual, jeg mener at drikke te og spise popcorn hver eftermiddag, når vi var nået frem til dagens mål.
Hanne, Alex, Morten og jeg havde fået en fælles hytte, imens PerJ. kom i selskab med en gruppe japanere. Her er flere hytter end jeg havde troet, også en større indrettet til bespisning af de mange bjergbestigere. Ved gaten forlød det, at der befinder sig omkring 80 på bjerget samtidig med os, og jeg kan dertil oplyse, at der officielt er 4 ruter man kan vælge imellem op til toppen.
En smuttur, som Joel kaldte det, var ca. 20 minutters rask gang fra hytterne op til Maundi krateret, hvorfra der var en smuk udsigt helt til Kenya og Amboseli. Der var en vildt spændende flora, bl.a. den sjove “bearded lichen,†en helt speciel mos der groede på træernes stammer og grene.
Vel tilbage ved hytterne, kom Roberto og Ilana (brasilianerne) pludselig løbende. “Skynd jer og kom, der springer nogle store aber rundt i træerne bag ved hytterne. De er fantastisk flotte.†Det viste sig at være de sorthvide colobus, der i store imponerende spring eller elegante og akrobatiske kæmpearmsving svang sig imellem trækronerne.
“Aftensmad“ blev der råbt, og vi måtte løsrive os og gå op til spisehytten. Fosty vores opvarter, havde dækket op til os med en blå dug, ved det ene af tre langborde. Det viste sig hver ekspedition havde deres egen medbragte dug, og på den måde signaleredes det hvor man skulle sidde. Vores kok havde lavet en god suppe, der blev efterfulgt af en kyllingeret, og til sidst nød vi en kop kaffe.
Gad vide om vi kunne forvente at fÃ¥ kaffe hver dag? Optimistiske indgik vi en fællesaftale om, at ordet KAFFE var forbudt at sige højt. Hvis det svipsede kostede det en øl – selvfølgelig en Kilimanjaro øl – nÃ¥r vi kom ned igen fra bjerget. Ak ja, og sÃ¥ mÃ¥ det jo indrømmes hvordan vi lidt senere pÃ¥ aftenen, vakte undrende blikke fra de omkring siddende, da vi knækkede totalt sammen af grin. En kom til at sige det forbudte ord 2 gange i løbet af fÃ¥ sekunder, og jeg siger ikke hvem.