Det var fantastisk at stå op i morges, åbne sin dør, og lige uden for kunne vi nyde udsigten ud over søen. Der var smukt og idyllen blev ikke mindre, men tværtimod forstærket af fuglenes morgenkoncert. Oppe ved trucken var Josh med Hanne, Annette og Henrik i gang med morgenmadsforberedelserne. Hm… i dag stod den på spejlæg og stegte pølser.
Som sagt havde vores truck “Marvin†lydt temmelig gnaven i går. Var det gearkassen? Vi valgte at køre tilbage til Kabale, og imens Fortune og Josh forsatte til et værksted, gik vi andre på opdagelse og fandt posthuset, hvor det endte med vi næsten opkøbte alle deres frimærker.
Bagefter var vi et par stykker der gik ind på en lille café, bestilte kaffe og gav os til at skrive til flokken af venner og bekendte højt mod nord. Morten og jeg var ved det niende postkort, da vi fik at vide Fortune holdt og ventede med trucken. Det var langt hurtigere end forventet, men det skyldtes også den simple grund, at de ikke havde repareret på den, fordi det ville have taget for lang tid. Til gengæld havde de mere eller mindre lovet, at hvis Fortune ikke satte den i første gear, ville vi kunne klare turen til Bwindi. Det var ret så vigtigt, og vi tog chancen og kørte ud af Kabale.
Det gik ogsÃ¥ rimeligt, indtil vi kom op i højlandet, sÃ¥ skal jeg lige hilse og sige vi fik problemer. Gearkassen hylede og hakkede, sÃ¥ vi hvert andet øjeblik tænkte, sÃ¥ nu bryder skidtet sammen og hvad sÃ¥? Fortune kunne ikke lide at bede os om det, men vi foreslog selv pÃ¥ de kraftige stigninger, at stÃ¥ ud af trucken og vandre. Fortune svedte, og jeg tror vi alle priste os lykkelige hver gang vi klarede en af stigningerne – men der var altsÃ¥ mange, for vi var nÃ¥et til det bjergrige sydøstlige Uganda. NÃ¥r det sÃ¥ skulle være, jamen sÃ¥ var det da egentlig ikke sÃ¥ tosset at fÃ¥ brugt gangvorterne. Vi fik derved meget bedre mulighed for at hilse pÃ¥ befolkningen vi passerede, og jeg skal love for de var himmelfaldne. Hvad lavede en flok hvide, som kom vandrende “out of no where?â€
Samtidig erfarede vi, at ligegyldigt hvor øde der syntes at være, så dukkede der mennesker op, så at sige overalt. På selv de stejleste bjergskråninger havde bønderne bygget terrasser, og flere og flere steder var disse beplantet med tebuske.
Vi passerede en egn, hvor folk arbejdede med at hugge sten ud af klipperne. Et primitivt og hårdt arbejde, hvor stenhuggeren bagefter sad på sin bunke og hamrede hver enkelt sten til mindre skærver.
Andre steder så vi hvordan man savede træstammer op til planker. Det foregik ved at man havde gravet et hul, for at kunne placere stammen på et stativ hvor under en mand kunne stå. Han stod og trak den sav ned som en anden mand, placeret oven på stammen, hev op. Gad vide hvor mange dage de brugte på at save sådan en stamme op? Det så ud til at være et kolossalt hårdt og slidsomt arbejde.
Det var synligt for enhver, at befolkningen her var yderst fattige. Det kunne især ses på børnene, hvoraf det tydeligt fremstod, at flere var fejlernærede.
Jo, det blev sandelig igen en dag med mange stærke indtryk. Og efter flere traveture op ad de stejle stigninger, med en hostende Marvin bagefter, nÃ¥ede vi mere end lettede frem til landsbyen Buhoma ved â€Bwindi Impenetrable Forest Nationalpark.†Den uigennemtrængelige skov.
Vi havde godt nok været temmelig nervøse til sidst, gearkassen havde til tider lydt meget fælt – tænk hvis ikke vi var nÃ¥et frem. Vores tilladelse til “gorillatrekking†gjaldt kun til i morgen, og som tidligere nævnt er det uladsiggørligt at lave datoen om med kort varsel. Det ligger helt fast, at kun tre grupper á seks personer, dagligt fÃ¥r lov at tage ind i junglen, for at møde tre forskellige gorillafamilier.
Pludselig rumlede tordenen i bjergene med sÃ¥ stor voldsomhed, at vi ikke var i tvivl om et nyt regnvejr var pÃ¥ vej. Vi fik meget travlt, og nÃ¥ede ikke mere end lige at sætte vores telte op før det styrtede ned. Tak skævben, regnen stod i tove, mon alt ville komme til at svømme – OK sÃ¥ galt gik det heller ikke.
Det blev tørvejr igen, og vegetationen dampede såvel som Josh’s kødgryder. Aftensmaden blev indtaget, snakken gik, men da regnen bagefter tog fat endnu engang, krøb vi direkte i soveposerne. Jeg var nær aldrig faldet i søvn, var så spændt på i morgen, glædede mig helt ustyrligt, og i mellemtiden opstod der en højlydt og livlig snorkekoncert omkring mig.