“Morten og Birgitte, det er jeres tur til at hjælpe med maden.†Det var selvfølgelig Mark vores kok der informerede, og det gjaldt morgenmad, frokost og aftensmad.
I dag kører vi imod Luangwa, og vores tourleder Dave fortalte, at sidste gang han havde kørt ruten, dvs. for et par Ã¥r siden, havde den været sÃ¥ dÃ¥rlig og hullet, at det til tider havde været nemmere og køre ved siden af vejen – og hvor fik han ret. Vejenes elendighed bar præg af landets dÃ¥rlige økonomi, der ikke efterlod udgifter til vedligeholdelse. Og hvis ikke det var de dybe huller i vejene, ja sÃ¥ var det de enkelte modkørende lastbiler, der mente sig berettigede til halvdelen af vejen, som trængte os ud i støvet.
Alt bagagen havde fÃ¥et et ekstra tjek, med hensyn til at blive tøjret fast. Ikke kun oppe pÃ¥ taget men ogsÃ¥ inde i vognen, og jeg skal love for det var nødvendigt. En lastbil er ikke videre affjedret, â€og det er jo ikke en bus I kører i, men en truck,†hvilket Dave har pÃ¥mindet os om allerede et par gange. En truck ved navn “Elvis“ ikke at for glemme.
Vi rumlede og skramlede af sted hele dagen, og oplevede et par steder at blive stoppet af bevæbnet politi ved deres såkaldte “roadblocks.†Det er en af måderne det Zambianske politi tjener lidt ekstra penge på, altså ved at stoppe forbipasserende og helt sikkert udlændinge, for at afkræve tilfældige bøder eller gennemkørselsafgifter.
Dave der var bekendt med landets korrupte tilbøjeligheder, vendte sig altid om og råbte om der var nogen der havde nogle kulørte blade eller lignende. Sammen med disse og et par pengesedler, fik vi hver gang lov til hurtigt at passere, imens et par betjente bagefter storgrinende kiggede efter os.
De sidste timer kørte vi på rustrøde grusveje, indtil vi langt om længe nåede vores bestemmelses sted ved Luangwa floden, tæt op til “Luangwa Nationalpark,“ berømt for sin store bestand af leoparder. Her kørte vi ind på en åben camp kaldet “Crock Village,†og slog vores telte op ved skrænten ned til floden.
Vi konstaterede med tilfredshed skræntens højde, da vi kort efter fik øje på en stor krokodille nede i flodlejet. Det var altså ikke uden grund at campen hed “Crock.†Umiddelbart efter sås og hørtes også flodhestene, og det føltes næsten som et eventyr, da en flok elefanter senere i aftenskumringens tusmørke gik langs med flodlejet, og solen herefter gik ned.
Det kunne bare ikke blive mere betagende eller stemningsfyldt. Dette var altså det virkelige Afrika, men vi skulle om muligt opleve endnu mere, før dagen var omme.
Morten og jeg hjalp Mark med aftensmaden. Vi skulle have kogt kylling, og stod og pillede kyllingebenene rene, samt ordnede grøntsagerne. Til sidst manglede kun risene at koge færdige, og Mark sagde: “Sæt jer bare hen til de andre ved lejrbÃ¥let, jeg siger til hvis jeg fÃ¥r brug for mere hjælp†– HJÆLP – ja det skulle da blive før vi vidste af det.
Det var Dave der pludselig stille men meget bestemt, rÃ¥bte pÃ¥ en mÃ¥de at ingen var i tvivl om alvoren. “Elephant, elephant, op pÃ¥ taget, skynd jer, hurtigt, hurtigt†– CHOK!
Bagenden af lastbilen er køkkenlager til alle madvarerne. Køkkenbordet stilles hver dag op på siden af bilen, hvor gasblussene også befinder sig. Mark havde vendt sig for at gå om bag i og hente noget fra køkkenlageret, da han nær var gået direkte ind i en stor elefant, der stod og var ved at undersøge hvad vi havde af gode ting og sager. Den havde garanteret kunne lugte sækken med appelsiner. Dem elsker elefanter, og de kan lugte dem på lang lang afstand.
Mark sprang væk. Dave sÃ¥ hvad der skete, og kaldte som sagt sÃ¥ stille som muligt pÃ¥ os andre. Vi havde alle sammen siddet omkring lejrbÃ¥let, kun 6 – 8 meter fra elefanten, og ikke éen havde hørt den. Jamen tænk at sÃ¥ stort et dyr kan færdes sÃ¥ lydløst, det er sandelig en stor misforstÃ¥else, at sige elefanter kommer trampende.
Morten og en anden nåede i skyndingen, at smække gryden og skålene med den færdige mad ind i førerhuset, imens vi alle tumlede stakåndede op af lejderen til taget på trucken. Herfra iagttog vi måbende og nysgerrige, elefanten der undersøgende gik omkring trucken, og stak sin snabel i vejret uden at gøre os noget. Til sidst da den gik om i køkkenlageret igen, og væltede en bakke med 30 æg ud på jorden, gjorde vi som Dave havde lært os. Vi klappede højt og taktfast i hænderne, hvilket overraskende kan få en elefant til at bakke.
Og det virkede virkelig efter hensigten. Imidlertid tog den skraldesækken med sig i farten, løb ind imellem vores telte, hvor den ruskede sækken i stykker, for at undersøge om der var noget der kunne spises. Næh, det var der ikke! Jamen så kunne det da også være lige meget, og så forsatte den lige så pænt imellem teltene uden at vælte dem, og forsvandt ud i mørket. Du godeste, ikke i min vildeste fantasi havde jeg inden afrejsen fra Danmark, drømt om nogensinde at skulle opleve noget tilsvarende. Aldrig i mit liv.
Vi kravlede ned igen, og jeg skal love for der var en del der spurtede til deres telte, for at tømme dem for frugt og kiks. Det var på Dave’s anmodning, og ikke mindst grundet den netop overståede oplevelse. En advarsel der tydeligt tilkendegav elefanters nærgående interesse for hvad der var spiseligt.
Aftensmaden blev indtaget omkring lejrbÃ¥let. Der var enkelte som udtrykte bekymring for at sove i deres smÃ¥ telte, overvældede af de sidste dages nærkontakt med Afrikas vilde dyr. Dave fik overbevidst de fleste om, at elefanter opfatter vores telte som store sten. NÃ¥h tak tænkte jeg, sÃ¥ hÃ¥ber jeg ikke en eventuelt elefant vil fÃ¥ ideen til og træde op pÃ¥ “min sten,†for bedre at kunne overskue vores lejr. PÃ¥ den anden side, enkelte og velovervejede chancer skal tages her i livet – netop disse har indimellem givet Morten og mig de største og eventyrligste oplevelser. Det kunne nu ikke overbevise alle, og langt mindre da en flodhest senere gav sig til at græsse i nærheden af lejren, altsÃ¥ lige ovre imellem træerne. “Vær lige lidt ekstra opmærksomme hvis I skal op og tisse i nat,†var Dave’s sidste kommentar inden vi sagde godnat.