Hvad kan få én vågen kl. 5.00? Det kan en fantastisk smuk solopgang over Lungwa-floden. Under morgenkaffen fortalte Nicola og Daniella, at de var kravlet ind i trucken i nat, var begge helt sikre på de havde hørt løvebrøl. Næh, det var bestemt ikke alle der havde sovet lige roligt i nat.
Vi skulle hentes kl. 6.00 i landrovere, til en fire timers køretur i Nationalparken. Der blev spøgt lidt med at vi jo bare kunne blive i campen, her kom dyrene jo til os. Alligevel valgte halvdelen af gruppen at deltage, også selv om man ikke kunne give nogen garanti for, hvor meget eller lidt vi fik set.
Vi syntes nu vi var heldige, ogsÃ¥ selv om det kun var et lille hjørne vi nÃ¥ede og se af det 11.000 km² store reservat. For allerede 20 minutter efter at have passeret floden, sÃ¥ vi den helt specielle, den eneste i verden af sin art, som vores guide overbevisende fortalte – giraf – som altsÃ¥ kun findes i Luangwa. Min uvidenhed om flere giraf-arter er total, og det er derfor næsten en forbrydelse ikke at kunne huske dens navn, men til min undskyldning sÃ¥ og fik vi fortalt sÃ¥ uendelig meget.
Alene af fugle så vi bl.a. hønsefugle (guineafowl), som vi også så i Sydafrika hvor den er nationalfugl. Sølvhejrer, isfugle, saddelnæb stork og krontraner, samt ikke at for glemme de forskellige ørne. Vi blev indskærpede at være stille, og så både løver, zebraer, kudu, bushbuck, waterbuck, impala, Thomsons gazelle, og flere andre antiloper jeg ikke husker navnene på. Jo for resten også den lille Dik Dik, der selvom den var fuldvoksen, kun var omkring ½ meter høj, en lille antilope med usædvanlig store smukke øjne.
At oplevelsen blev sÃ¥ fantastisk skyldtes selvfølgelig, at det var pÃ¥ dyrenes betingelser vi sÃ¥ dem, sÃ¥dan som de normalt lever i naturen – og at dette blev muligt skyldtes selvfølgelig vores dygtige chauffør, hans erfaring og evne til at opspore dyrene.
Ved en søbred lÃ¥ krokodillerne og lurede ondskabsfuldt pÃ¥ et par vadefugle, og ude i vandet buldrede et par flodheste imod hinanden med vidt Ã¥bne gab, imens de andre lÃ¥ og kiggede med øjne og øren lige over vandskorpen. Pudsigt at tænke pÃ¥ hvor vildt imponerede vi blev første gang vi sÃ¥ â€hippopotamus.†Nu har vi set sÃ¥ mange flodheste, at indtrykket af nye dyr var det der greb os mest, og ikke mindst at vi i aften skal pÃ¥ endnu en â€gamedrive,†som det bli’r kaldt. Der vil vi fÃ¥ muligheden for og komme til at se nogle af Afrikas natdyr. En mand vil sidde ved siden af chaufføren, for med en projektør at spotte dyrene for os.
Den mellemliggende tid blev udnyttet til tøjvask og efterfølgende afslapning. Morten og Per havde travlt med at finde ud af hvordan deres nye fotoapparater skulle indstilles til fotografering i mørke, og snakken gik selvfølgelig om alle vores hidtil sÃ¥ fantastiske oplevelser. Ja, det er næsten ufatteligt vi kun har været af sted i seks dage med “Nomad Tours.â€
Nå, men sidst på eftermiddagen blev vi igen hentet af vores chauffør, der overraskende tog os med til det største “elefantparty†vi kunne forestille os. ENOGTREDIVE elefanter samlet i en lysning, store og små imellem hinanden. De majestætiske dyr gik roligt omkring, værnede om deres unger, imens førerelefanten for hver familie vogtede på os. De største 3 meter høje og med en vægt på minimum 7 tons.
Pludselig blev de urolige. Enkelte baskede med ørene og gik direkte hen imod os, at vores chauffør bakkede særdeles hurtigt væk. Ingen var i tvivl om at det var tid til og fortrække, for her var det elefanterne der bestemte besøgstiden.
Vi kørte videre til en sø vi ikke tidligere havde set, med masser af krokodiller, flodheste og farvestrålende fugle som ibis og traner. Et par flere kom flyvende til, og satte sig til rette som det selvfølgeligste, på ryggen af flodhestene som agerede flydende øer.
Længere oppe af floden stoppede vores chauffør landroveren, og vi steg ud. Tusinder af helt røde fugle (bee-eaters), cirklede i kæmpeflokke over vores hoveder. Et fortryllende syn, imens solen gik ned i et orange skær i horisonten. Først da mørket helt indhyldede os, blev det tid for vores projektør-mand at gå i aktion. Mens vi kørte zig-zag igennem vegetationen, svingede han lyset over bushens træer og krat, og vores øjne stod på stilke.
Luangwa er som sagt berømt for sin store bestand af leoparder, og for at være en af de fÃ¥ (hvis ikke den eneste nationalpark), med natkørsel. Men selv om vores to førere gjorde hvad de kunne, og fik øje pÃ¥ selv de mindste dyr, lykkedes det os ikke at fÃ¥ øje pÃ¥ en leopard. Det kunne nu have været spændende, selv om jeg fik hjertebanken hver gang vi kørte ind under et træ, og projektørmanden begyndte at lyse op idet. OK – mÃ¥ske spiser leoparder ikke natmad. Ja, hvad ved en nordbo om det som kun fodrer smÃ¥ katte, og ikke dem pÃ¥ et par hundrede kilo.
Trætte af den noget strabadserende køretur op og ned af skrænter, bumleture over stok og sten endte alligevel med, at vi endnu engang syntes det havde været det hele værd.
Af nye dyr havde vi set smallspottet genet. Et lille plettet dyr med en tværstribet lang hale, og honey badger et grævlinge lignende dyr, samt en flok snerrende hyæner.
Den sene aftensmad blev indtaget i campen, hvor samtalen automatisk faldt pÃ¥ om vi mon ville fÃ¥ â€jumbo-besøg†igen. Mark der havde været i lejren hele aftenen kunne berette, at han havde observeret hanelefanten i udkanten af campen, sÃ¥ mon ikke vi kunne antage den havde gÃ¥et sin vante rute. Uforstyrrede hyggede vi os derfor resten af aftenen omkring lejrbÃ¥let, før vi ved midnatstid alle gik til ro.
Hvad havde vi sovet, en times tid eller to? Pludselig vågnede vi op ved at noget rodede og skramlede nær ved teltet. Det er nok bare aberne tænkte jeg, dem var der masser af på campen. Morten og jeg lå et stykke tid og hviskede, imens “lyttebøfferne†var slået helt ud.
Nej, det måtte være noget større, og vi kravlede næsten ud af soveposerne, og sad på hug og stirrede med næserne trykket flade imod teltvinduets moskitonet. Det tog lidt tid før øjnene kunne se, men så dukkede månen frem og i dens skær kunne vi pludselig skelne bevægelserne i tropenattens mørke.
Shit, det var elefanten igen, formentlig den vi tidligere havde haft på besøg, og den var i færd med at undersøge vores truck og hvad vi havde efterladt ude i det fri. Baljer, bakker, plastikbokse, skraldespand, bord, alt blev endevendt og væltet omkuld. Men det lød som om, og fornemmedes virkelig også som om, at der var adskillige flere omkring os, vi kunne bare ikke se dem.
Milde Moses, til sidst opgav den meget ihærdige elefant at finde noget der kunne spises, og styrede med en efterfølgende legekammerat lige mod vores telt. Jeg holdt vejret, imens jeg tænkte – for pokker vi er bare en sten, husk det nu – og sÃ¥ drejede de af kun 2 – 3 meter fra vores telt. Stille og roligt som det naturligste, vandrede de videre gennem lejren.
Der gik højst et par minutter, zip,zip,zip, lynlåsene fløj op i de nærmeste omkringliggende telte, og dem der var vågne stimlede sammen ved trucken, hviskende, fnisende, helt euforiske over hvad vi havde hørt og set endnu engang.
Vi var tre telte på stribe henne ved skrænten hvor Morten og jeg lå. Til venstre for os var tyskerne Frank og Hartwig. Frank berettede om, at han havde været oppe og tisse, men da han ville gå tilbage så han elefanterne komme, og spurtede tilbage til toilethuset.
Hartwig lignede et spøgelse, han troede det havde været hans sidste time, fordi en af elefanterne havde stukket snablen ind under hans telt. Forklaringen eller årsagen fandt vi ud af senere. Han havde om aftenen sprayet sig med en myggebalsam, der indeholdt citrusduft. Behøver jeg fortælle, vi ikke så ham benytte den under resten af turen.
Til højre for os lÃ¥ Ida og Per, og her var det Ida der nær havde skidt grønne grise. Tre andre elefanter vi slet ikke havde set, var gÃ¥et bagom vores telte og stoppet op. Den ene havde vendt rumpen næsten helt op i teltdøren, og Ida havde ligget stiv af skræk. Per der havde snorket imens, kommenterede efterfølgende situationen pÃ¥ sin spøgefulde vis: “Jamen det var sgu da godt den ikke pissede Ida.â€
Det var befriende at grine sammen. Anspændtheden lettede, og vi blev enige om at vi hellere måtte gå til ro igen. Zip, zip, zip, lynlåsene blev lukket på ny i diverse telte, men det var altså lidt svært at falde i søvn igen. Alle lyde blev analyseret.