Vi landede i Cape Town. Fik vekslet lidt Sydafrikanske RAN. Fandt en shutllebus, og slog følge med en englænder der ligesom os lige var ankommet. Kørte ud til “Nomad-tours†adresse, for at betale det sidste beløb på rejsen, fik at vide kontoret lå et helt andet sted, da vi ankom til dér hvor de i stedet klargjorde bilerne før køreturene. Nå, men vi fik oplyst den rigtige adresse. Fik betalt og samtidig sikret os reservationen på flybilletterne fra Johannesburg til Vic. Falls om præcis 9 dage.
Fandt bagefter et lille turistkontor der anbefalede os et backpacker-sted som lå centralt, og hvorfra de tilbød at komme og hente os. Det opfattede vi som en vældig flot service, men den reelle grund blev os bekendt senere.
Af med rygsækkene og sÃ¥ var det ellers med at komme ud og opleve. Vi brugte nogle timer pÃ¥ at vandre omkring i havnen ved â€Waterfront†og fornemme atmosfæren. Et efter min mening opreklameret “must†over seværdigheder i byen.
Lystsejlere, ocean-linere, havnebassiner og fiskerihavn. Hyggelige restauranter, og flere spillesteder hvor de sjovt nok reklamerede med jazz. Forretninger, hoteller, butikscentre, et leben af alle folkeslag, ja indtrykkene var mange, men også særdeles turistprægede.
Vi ønskede at finde ud af, om vi kunne komme over til Robben Island, hvor Nielson Mandela havde siddet fængslet. Nej desværre, alt var booket, men vi fik heldigvis oplyst der var ledige pladser lørdag.
Solen skinnede, det var netop klaret op efter en periode med dÃ¥rligt vejr, og vi besluttede at tage kabelbanen op til byens vartegn Taffelbjerget. Det godt 1000 m høje flade Table Mountain er ofte indhyllet i skyer eller tÃ¥ge, og sÃ¥ taler man om, at “the table cloth†altsÃ¥ dugen er lagt pÃ¥ – hvorfor vi selvfølgelig mÃ¥tte udnytte, at den i dag var taget af.
Kabelbanen var utrolig fascinerende. Kabinegulvet roterede 360 grader pÃ¥ vejen op, sÃ¥ udsigten kunne opleves til alle verdenshjørner – og det var vitterlig et ejendommeligt bjerg. Helt fladt pÃ¥ toppen som sagt, med stejle lodrette bjergvægge ned til byen.
Ã…h nej hvor var de søde. Pludselig fik vi øje pÃ¥ et par smÃ¥ klippegrævlinger (rock hyrax), der boede pÃ¥ bjerget. Man mÃ¥ sige de boede standsmæssigt. Havde tagterrasse med den fyrsteligste udsigt man overhovedet kunne fÃ¥, for fra plateauet kunne vi se ud over hele Kapstaden, helt ud til halvøen “Kap det Gode HÃ¥b.â€
Nede igen travede vi igennem centrums rige og fattige kvarterer før vi til sidst fornemmede, at vi vist nok var ved at komme lidt på afveje. Tiden var ved at løbe fra os, og man færdes ikke ude sent i Cape Town, i et land med årtiers apartheid bag sig. Trætte nåede vi sikkert tilbage til “House on the Hill,†hvor vi bor.