Familien der ejer stedet her er utrolig søde og meget snakkesalige, men efter morgenmåltidet og en hyggestund på husets skønne terrasse, måtte vi videre. Der er forsat en meget stærk blæst for årstiden, imens temperaturen næsten kan sammenlignes med en varm forårsdag der hjemme.
Vi forsatte turen op langs kysten, og nød de mange vues med bjergene til den ene side og havet til den anden. NÃ¥ede den lille kystby Wildernes, kørte fra hovedvejen og ind i landet af den gamle grusede landevej, der førte gennem “The seven pass road.â€
Det kunne ikke undgås tanken strejfede biludlejningen i Cape Town, hvor den kvindelige ansatte havde bekymret sig meget over, vi ikke havde en mobiltelefon med os. “Hvad nu hvis I går i stå et øde sted, eller bliver overfaldet.“ Jamen vi havde jo netop valgt at benytte et af de mest kendte udlejningsselskaber AVIS af samme grund, i håb om deres biler var i orden. “Jamen det er den bestemt også,“ forsikrede udlejer os. Nå ja, og med hensyn til ruten havde vi jo hidtil valgt de større veje.
Men “The seven pass road†måtte vi se. En lille chance der blev en meget smuk oplevelse, og fra byen Knysa, kom vi tilbage til asfalteret landevej igen, og forsatte til vores mål Plettenburg Bay. Det er herfra vi i morgen skal videre med “Inter-cape,†en langtursbus til Pretoria.
Men her og nu gjaldt det i første omgang om at finde et sted at overnatte, og vi havnede som vanlig pÃ¥ endnu et backpackersted – denne gang kaldet “Albergo.†Et hyggeligt sted, kun 5 min. fra stranden.
Byen synes ikke særlig stor, og i modsætning til stedet i går, hvor man kunne færdes i byen uden paranoia, (jeg må indrømme overfaldet åbenbart endnu rumsterer lidt i baghovedet på os begge), ja så kunne vi godt fornemme, at også dette sted er en by hvor man opholder sig inde på privat grund, fra sidst på eftermiddagen og i særdeleshed om aftenen.
Vi føler selv, at vi nu har lært og aflæse gadebilledet. Dvs. er der gået for lang tid hvor vi ingen hvide har set, er vi kommet ind i et udelukkende “sort†kvarter osv. Underligt at skulle tænke på den måde, men vi må konstatere at sorte og hvide i Sydafrika lever to vidt forskellige liv.
At apartheiden skulle være slut er kun en officiel frase, og man mÃ¥ da ogsÃ¥ sige de sorte og farvede har meget at kæmpe for endnu. Det er derfor ikke ubegrundet at de hvide skal passe pÃ¥. De er nok de rigeste – jo, men de er samtidig i mindretal. Og Morten og jeg mÃ¥ lære at indordne os, affinde os med at “barrikadere†os i de hvides kvarterer, bag lÃ¥ste porte og deres vagtværn.
Tilbage til nu’et hvor vi sidder ude i haven og deler en flaske sydafrikansk vin. Ildfluerne danser i mørket, og de sidste notater i dagbogen grifles i petroleumslygtens skær.