Det var en rigtig rÃ¥kold dag. Mens blæsten og regnen stod imod os, gik jeg og tænkte pÃ¥ vejen ned til havnen , mon de sejler ud til Robben Island i dag? Det gjorde de – ogsÃ¥ selv om vi fik temmelig høj søgang. Kom til at tænke pÃ¥ hvordan vejret symbolsk stemte overens med den triste fortid, altsÃ¥ de rædselsfulde minder fra apartheidregimet. Tænkte pÃ¥ hvordan de hvide magthavere havde isoleret de sorte borgerretsforkæmpere ude pÃ¥ denne afsides liggende fængselsø, der ydermere er berygtet for sit rÃ¥ klima.
Ved havnen på Robben Island blev vi modtaget og transporteret i bus til fængslet, til dér hvor Nelson Mandela havde tilbragt ikke mindre end 18 af de i alt 27 år han havde siddet i fangenskab. Hvilken styrke og vilje denne mand har besiddet, og det i en grad at han endte som landets præsident. Elsket og afholdt af en hel verden, til han i 1999 gik af, og Thabo Mbeki overtog regeringsledelsen.
Guiderne der viste os omkring var tidligere eksfanger, og â€vores†mand havde selv tilbragt 9 Ã¥r i fængslet. Han fortalte sÃ¥ medrivende, engageret og detaljeret om sit eget og sine medpolitiske fangers ophold pÃ¥ fængselsøen, at jeg mere end en gang stod med en klump i halsen.
Én times besøgstid hvert halve år. En brevcensur så skrap, at brevene ofte var klippet i stykker til det halve, hvis overhovedet noget var tilbage. Indimellem lykkedes det fangerne, at smugle meddelelser ud til deres familier via deres advokater, og hvor de af sikkerhedsmæssige grunde bad dem om ikke at skrive, for dem der gjorde risikerede, at blive efterstræbt af politiet, anklaget for at være medskyldige i den politiske frihedskamp. Vores eksfange fortalte den tragiske historie, at netop hans egen far blev skudt af selv samme årsag.
Alle fanger skulle bære et identitetskort. Hvis ikke de havde det på sig, kunne fængselsdirektøren uden rettergang forlænge deres domme med 2 måneder. Beskrivelserne lød fra det forrige århundrede, men i virkeligheden er det ikke mere end en halv snes år siden at apartheiden var årsag til, at ca. 4 millioner hvide kunne undertrykke 40 millioner farvede og sorte.
De “farligste†fanger blev forsøgt knækket via hårdt arbejde på øens stenbrud, hvor de hver dag fra morgen til aften brød limsten. Et hårdt og slidsomt arbejde, som vores guide fortalte om imens vi gik over til den fængselsblok, hvor han selv havde siddet fanget.
Jeg fik et chok. Det gippede virkelig i de fleste af os, da han overraskende og helt uden varsel, smækkede jerndøren i med et brag bag os. “SÃ¥dan lød det hver aften,†sagde han, â€efter dagens slavearbejde lÃ¥ste de os inde i denne celle.“ Langs væggen stod ramponerede køjesenge, men disse havde man egentlig først opnÃ¥et at fÃ¥ de allersidste par Ã¥r, efter adskillige protester og madstrejker. En forbedring fra de tynde mÃ¥tter, de tidligere hver aften havde rullet ud pÃ¥ det hÃ¥rde stengulv, nÃ¥r de skulle sove.
Vores eksfange virkede pÃ¥ ingen mÃ¥de pralende, men udviste en stolthed over at have siddet fængslet samtidig med Nelson Mandela. Han førte os over i fængselsgÃ¥rden, til den blok hvor Mandela sammen med de stærkest politiske livstidsfanger havde siddet. Han fortalte og fortalte om smÃ¥ anekdoter, bl.a. hvordan det var lykkedes Mandela at grave en blikdÃ¥se med oplysninger ned ude i fængsels-gÃ¥rden. Hvordan det via brevveksling ogsÃ¥ var lykkedes ham, at fÃ¥ en kvindelig minister ud til fængselsøen, med en lille bedring af forholdende til følge. Alligevel var det mest chokerende nok at se den 1,8 x 2,7 meter lille celle – tænk 18 Ã¥r!
Uha, det var stærke følelser. Vi tog hjertelig afsked med den tidligere fange, og undredes igen over hvordan disse mænd i sÃ¥ mange Ã¥r havde kunne holde ud – dem der altsÃ¥ havde overlevet. Hvor havde de været ufattelig modige, stærke og udholdende.
PÃ¥ sejlturen tilbage begyndte vejret igen næsten symbolsk at klare op, endskønt det forsat blæste. â€The Cape Doctor†kalder de lokale det, fordi den blæser ren frisk vind ind i byen.
Det var nu tid til at finde ud af, hvor vi kunne leje bil til de næste dage. Fik styr pÃ¥ dette, samt købt og reserveret siddepladser til busrejsen Plettenburg – Johannnesburg.
Resten af eftermiddagen vadede vi rundt på må og få i centrum, og forsatte til malay-kvarteret “Bo-Kaap†der lå oppe ad bjergsiden mod Signal Hill. Et område hvor efterkommerne af de første asiatiske malay-slaver havde slået sig ned. Smalle gader med farverige små lave huse og et par moskeer.
Men “township’en†som lÃ¥ omme bag selve Taffelbjerget, den turde vi ikke besøge. Et omrÃ¥de man i 60’erne og 70’erne forflyttede 60.000 sorte til, fordi man ønskede at raceadskille befolkningen i hvide, sorte og farvede. Et slumkvarter bygget op af brædder og blik, som forsat rummer de fattigste sorte i samfundet – og forstÃ¥eligt at hvide bestemt ikke er vellidt der.