Så er det blevet dagen. Dagen hvor vi skal mødes med vores kære venner, Ida og Per. Vi skulle ud til lufthavnen, og var heldige at familiens søn hvor vi boede, ville køre os derud.
Vi fløj i et lille 2-motores fly fra Johannesburg til Victoria Falls, og når skydækket tillod det kiggede vi ned, og mærkede det krillede i maven af både spænding og forventning. Og hold da op en omvæltning. Det krævede en dyb indånding, da vi 1½ time senere landede i 32º fugtig varme, der føltes som steg vi ud i en glohed sauna.
Der gik en times tid med at stå i kø, og bagefter udfylde visa-ansøgninger for at få opholdstilladelse i Zimbabwe. Et land med mange politiske uroligheder, hvorfor vi grundigt havde overvejet om det var forsvarligt at rejse hertil. Men i og med, at vi kun skal være i landet et par dage, og vores ophold er ved deres største turistattraktion, anså vi det for usandsynligt, at man ville spolere denne indtægtskilde ved og genere os fremmede. Nok var landets diktator Mugabe en utilregnelig herre, og ikke særlig begejstret for hvide, meeen….
Vi hyrede en faldefærdig taxa, der lidt overraskende holdt hele turen til “Savanna Lodge,†og sÃ¥ var ikke et øje tørt. Der stod de – Ida og Per, som var ankommet bare et par timer før os. Fløjet den lange vej fra Australien. For pokker hvor var det dejligt at mødes. Det siger sig selv munden stod ikke stille pÃ¥ nogen af os, hverken resten af dagen eller aftenen.
