Strict Standards: Only variables should be passed by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/gettext.php on line 66

Strict Standards: Only variables should be passed by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/gettext.php on line 66

Strict Standards: Only variables should be passed by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/gettext.php on line 66

Strict Standards: Only variables should be passed by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/gettext.php on line 66

Strict Standards: Only variables should be passed by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/gettext.php on line 66
Devantiers rejsebeskrivelser » Blog Archive » Tir 12.okt. 2004
› Forside
› Indien
› Kina
› Syd- Øst afrika
› Botswana & Namibia
› Uganda
› Cuba


Strict Standards: Only variables should be assigned by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/functions.php on line 590
« Man 11.okt. 2004
Tir 12.okt. 2004

Strict Standards: Only variables should be assigned by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/functions.php on line 590
Ons 13.okt. 2004 »
Postet maj 18th, 2007, af Birgitte Devantier Print This Post/Page   E-Mail This Post/Page

Deprecated: preg_replace() [function.preg-replace]: The /e modifier is deprecated, use preg_replace_callback instead in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/functions-formatting.php on line 76

Strict Standards: Only variables should be assigned by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/functions.php on line 590

Strict Standards: Only variables should be assigned by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/functions.php on line 590

Strict Standards: Only variables should be assigned by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/functions.php on line 590

Strict Standards: Only variables should be assigned by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/functions.php on line 590

Strict Standards: Only variables should be assigned by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/functions.php on line 590

Strict Standards: Only variables should be assigned by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/functions.php on line 590

Strict Standards: Only variables should be assigned by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/functions.php on line 590

Strict Standards: Only variables should be assigned by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/functions.php on line 590

Strict Standards: Only variables should be assigned by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/functions.php on line 590

Strict Standards: Only variables should be assigned by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/functions.php on line 590

Strict Standards: Only variables should be assigned by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/functions.php on line 590

Strict Standards: Only variables should be assigned by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/functions.php on line 590

Strict Standards: Only variables should be assigned by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/functions.php on line 590

Strict Standards: Only variables should be assigned by reference in /var/www/devantier.nu/public_html/wp-includes/functions.php on line 590

Ups, det var svært at vågne i morges. Nogle af os havde hængt ud til over midnat - igen. Det er altså hårdt, at være på ferie i Afrika. Nåh, man kunne jo altid forsøge sig med en lille blunder i trucken inden dagens mål, himba-folket.

Himba betyder “those who ask for things,” og er et naturfolk som stadig holder ved deres gamle traditioner. De lever som nomader i det uvejsomme Kaokoland, uden for civilisationen og den vestlige indflydelse, men nu har turismen (desværre kan man sige) fået øje på dem, og spørgsmålet er hvor lang tid der går før det påvirker deres levevis. Endnu går de omkring nøgne, kun iklædt lændeklæde og smører sig med rød farve fra top til tå.

Dagens første stop var i en lille flække af en udørk. Nok den mest sørgeligt beskidte landsby vi endnu har gjort holdt i. Affaldet flød alle vegne, den kraftige vind hvirvlede støvet op, og alt var gråt og virkede trøstesløst. Mærkeligt med disse kontraster. Selv landsbyens lokum, et lille ildelugtende blikskur var så uhumsk, at flere valgte at træde af på naturens vegne. Til gengæld flokkedes vi om stedets lille købmand, der også solgte drikkevarer, og hvor dagens omsætning mange dobledes.

Terrænet blev stadig mere kuperet, en dejlig afveksling fra det ellers hidtil så flade landskab. Til gengæld blev vejenes beskaffenhed dårligere, i en grad så vi måtte køre i et mere og mere adstadigt tempo, der bogstaveligtalt rystede os godt og grundigt sammen. Ikke overraskende blev klokken derfor 13.00, før vi nåede frem til Opuwo - den største by i himba’ernes region.

Du godeste, vi havde ikke mere end lige gjort holdt før vores truck viste sig, at have en ganske overvældende magnetisk tiltrækningskraft, der udviklede sig med lynets hast. Årsagen bestod til dels i, at nogle af vores rejsefæller var begyndt at dele gaver ud. Kuglepenne, blokke, bolsjer m.m. Vi blev simpelthen omringet, og det overraskede vist flere, det kaos der opstod.

Det var bemærkelsesværdigt, at opleve hvor mange forskellige befolkningsgrupper der færdedes i byen. Der var Herero-folket, hvor kvinderne bandt deres hovedbeklædning som kohorn, og gik klædt i så mange lag skørter, at de alle lignede en “big mama.” Andre gik vesterlandsk klædt, og til sidst som diamentrale modsætninger, var der de næsten nøgne himba’er, og alle færdedes de som det naturligste imellem hinanden. - Egentlig var det kun os hvide der faldt uden for.

Nå, men vi ville jo gerne ud til en rigtig himba-landsby, og Charl blev hvervet af en som tilbød sig som guide, for 450 Namibiske dollar. Ville vi det? Vi så på hinanden, det lød i overkanten - men hvad, vi var jo 18 mennesker og accepterede.

Endnu manglede enkelte fra vores gruppe, og købe gaver til himba’erne i form af sukker og tobak, hvorfor vi stoppede ved købmanden. Den indfødte guide gik med Charl ind og begyndte straks at tage sække frem med sukker, ris, tobak osv. Hov, hov, han var meget hurtig og lidt for “glat” i sin fremtoning, og vi fornemmede der vist ikke var tale om en helt rigtig guide. Autoriseret eller ej, vi traf en hurtig beslutning. Brugte som undskyldning at vi først ville tage til “Kunune Camp,” og så viste det sig tilfældigvis, at der arbejdede en “rigtig” tourguide som vi hyrede.

Hold da op, vi nærmest kogte i dag. Campen lå nede i en gryde i terrænet, og alle svedte tran så det drev under opsætningen af vores teltlejr. Efter en forsinket men hurtig frokost, drog vi af sted igen. Der var ca. 10 km ud til himbaernes landsby, og undervejs blev vi instrueret i hvorledes vi skulle gebærde os. Lærte at sige periwa = goddag, svare nauer = har det godt, og tilsidst tak = som jeg efterfølgende desværre har glemt hvad hed. Vi fik at vide hvor vi måtte færdes, at centrum for himbafamilien er okuruwo = den hellige ild. Det var området mellem hytterne, ildstedet og kvægindhegningen, der var den hellige del af bopladsen, og som vi endelig ikke måtte betræde.

Himbaerne lever udelukkende af deres kvæg og geder, lige med undtagelse af det sukker og den tobak som det altså forventedes man gav til høvdingen, når man fik lov at komme på besøg. Herefter var det hans personlige ansvar, at fordele gaverne i mellem beboerne.

 

 

Landsbyen eller den boplads det egentlig var vi kom ud til, var omkranset af et primitivt hegn af grene. Her boede omkring 25 himbaer, og de havde sat sig på jorden i en lang række. Flest kvinder og børn, hvorfor jeg formoder mændene var ude og passe kvæget. Alle gav håndtryk til alle, og alle hilste på hinanden med ordene periwa og nauer. De grinede af vores forsøg på at tale deres sprog, og en meget lattermild gammel mand, der viste sig at være en rigtig spasmager, ville ikke slippe min hånd. Han blev ved at holde fast i den, samtidig med han sagde en hel masse. Jeg lignede vist et stort spørgsmålstegn da han sprang op - hvad nu? Han holdt stadig fast i mig. Grinende fandt jeg til sidst ud af, det simpelthen var fordi han ønskede, vi skulle fotograferes sammen.

Endelig nåede vi hen til høvdingen. Han havde i mellemtiden hentet en stol ud, hvor han værdigt havde sat sig til rette og ventede. Højtideligt blev der håndet igen, og vi stillede alle vores gaver ved hans fødder. Kameraerne knipsede, himba’erne smilede, og jeg syntes de var ufattelig tålmodige.

 

    

 

Himbakvinderne smører deres hud ind i en blanding af okker, som de knuser og maler med en sten. Dernæst blander de det med gedemælk, som er rystet til smør i en kalabas. Jeg må for øvrigt tilføje, at denne røde creme som det ender med at blive, langt fra dufter af parfume, men den siges at blive anvendt for og beskytte huden imod den stærke sol.

Vi undrede os noget over, at blive fortalt himba’erne aldrig vaskede sig, men at dømme efter den lidt specielle odøre, kunne det godt være sandt. En kvinde tog os med ind i sin hytte, og viste os hvorledes hun ved at tænde ild til nogle blade i et lille trækar lavede røgelse. Bagefter holdt hun karret under armene, så hun kom til at dufte bedre, eller skal jeg være ærlig - anderledes. Og da hun til sidst med et stort grin holdt den under sit lændeklæde, ja da måtte vi grine med, og latteren mindskedes ikke da vi bagefter spurgte, hvor i hytten hun sov? Guiden svarede: “Jamen I sidder faktisk på hendes seng,” og vi opdagede sengen bestod af et udbredt gedeskind på den bare jord. De lerklinede hytter lig den vi sad i, blev brugt til sove- og opholdsrum. De andre hytter af pæle, var til forråd.

Som sagt tog vi alle sammen mange fotos. Det var et meget smukt og malerisk folk. Pigernes fletninger strittede frem i panden, men kun til de blev gift i 13 - 14 års alderen, så blev håret flettet bagud, og okkerfarven blev fedtet ind i håret, så fletningerne kom til at ligne lange lerede ruller. Derudover pyntede man sig med lædersmykker og sneglehuse, samt tunge manchetter af læder og metal på arme og ben.

 

   

 

Børnene løb omkring og lignede til dels de voksne, men vi fik også at vide om dem der gik i skole, at når de forlod landsbyen klædte de sig om til vesterlandsk beklædning. Hvor længe mon de ville gøre det? Jeg mener skifte tilbage til den traditionelle dragt. Hvornår ville de opfatte deres egne forældre, som et levn fra fortiden? Vores guide oplyste at han selv var himba, men havde taget uddannelse, og ikke længere ønskede at leve traditionelt. I virkeligheden skal der måske ikke mange generationer til, før himba’ernes gamle kultur vil uddø.

Medvirkende årsag kan også blive Namibia’s regering, der har planlagt i samarbejde med Angola, at bygge et kæmpemæssigt vandkraftværk. Hvis - vil de opdæmmede vandmasser oversvømme det meste af Kaokoland, og ca. 9.000 himbaer risikerer at få ødelagt grundlaget for deres eksistens. Jeg har læst, at trods store protester, står regeringen fast ved beslutningen med den begrundelse, at himbaernes traditionelle levevis er primitiv og tilbagestående. De har brug for at blive “løftet” med i samfundet. Med andre ord ændre deres levestil.

Børnene rendte rundt mellem benene på os, og mange af dem spurgte hele tiden om vores vandflasker. Åh det var svært, for vi syntes næsten ikke vi selv kunne klare os uden vand, og var det nu ikke egoistisk.

Guiden tog os med til et lille afsides indelukke af bopladsen, hvor der var et gravsted. Det var deres nyligt afdøde høvding. Den nuværende vi havde hilst på var hans bror, som for øvrigt som traditionen bød sig, havde overtaget forpligtelserne overfor afdødes hustru. I realiteten kunne en mand have tre koner, men det var ofte for dyrt blev vi fortalt, for hver kone kostede seks køer.

Himba’erne samledes igen for at vise os deres smykker, kurve, kalabasser m.m. Vi var jo i sagens natur ikke deres første gæster, og de ville gerne sælge ting og sager. ”Those who ask for things,” ville altså også gerne tjene penge. Himba’erne handlede ikke længere kun ved at bytte noget for noget. Det hed sig ellers at være deres tradition, men her har turismen altså allerede haft sin indflydelse.

 

 

Tilsidst dansede og sang de for os. De havde ingen musikinstrumenter, men de klappede forskellige taktfaste rytmer, og hujede hver gang en gik frem i kredsen, og solo stampede i jorden og snurrede rundt om sig selv. Men de fik i hvert fald også en speciel oplevelse, da vi gjorde gengæld med en “bogie woogie.”

Det var på vej til at blive mørkt, og hele bopladsen plus adskillige flere fra nabo- landsbyen der var kommet til, vinkede farvel. Berigede på eftermiddagens oplevelser og himba-smykker, kørte vi tilbage til “civilisationen” i Kunune i udkanten af Opuwa. Som de eneste turister på campen, forsøgte vi at tømme baren i håbet om, at få genoprettet vores væskebalance. Heden var forsat enorm, og støvet sad nærmest i kager på os. Så da tørsten var slukket, blev der efterfølgende trængsel i bruserummet, hvor vi leende skrubbede okker og snavs af hinanden.

Ved aftensmåltidet udtalte Charl de vise ord. “I har nu set Okavango-deltaet. Dét er det rigtige Afrika, imens stammefolkene som eksempelvis himba’erne, dét er Afrikas sjæl.

Tir 12.okt. 2004